Lørdag d. 30. september var RUC rammen for et dagseminar om fredsundervisning i Danmark. Seminariet var arrangeret af Det Danske Fredsakademi, der er opstået på initiativ af Fredsbevægelsens Koordineringsgruppe, hvor også Militærnægterforeningen er aktivt repræsenteret.

Bredt program
Programmet spændte vidt - fra en historisk gennemgang af holdninger til fred og dermed oplysning og undervisning om emnet gennem tiderne (ved Peter Mikael Hansen, MNF) over pædagogisk-filosofiske tilnærmelser til fredsuddannelse (ved Eva Nordland, norsk professor i pædagogik) og videre over virkelighedens eksempler på konkret freds"opdragelse" i form af konfliktløsende forsonings-initiativer i det tidligere Jugoslavien (ved den svenske socionom Kerstin Schultz, delegeret fra TFF, p.t. gæsteforsker på COPRI) til en afsluttende gennemgang af internettets muligheder i forbindelse med fredsoplysning- og undervisning anno 2000 (ved hhv. ph.d. Jörgen Johansen, Göteborg Universitet, og Tom Paamand, redaktør af www.fred.dk).

Fredsrevolution i skolen
Som ovenfor skitseret er der mange forskellige tilgange til et emne som fredsundervisning eller uddannelse for at bruge et mere dækkende udtryk. Dog er et emne som skolebøgers indhold, som det bl.a. fremgik af Peter Mikael Hansens indlæg, et meget konkret punkt i en debat om fredsundervisning. Det er derfor interessant, at man i forbindelse med de mange turbulente årtier, det forrige århundrede har budt på, ikke mindst i tiden efter forrige århundredskifte, vitterligt formåede at fokusere på, at man burde starte en eventuel 'fredsrevolution' allerede i skolen, altså starte med børnene, hvorefter fredstanken så skulle være stor nok til at eliminere militarismens uvæsen og umenneskelige ressourcespild.

9 millioner døde
Med 9 millioner døde mennesker i 1. Verdenskrig måtte mange dog konstatere, at troen på fremtiden ligeledes var borte. Håb er dog en særdeles væsentlig og til tider heldigvis uberegnelig faktor, og der skete faktisk en del konkrete tiltag i tiden efter denne krig, f.eks. i forbindelse med undervisning i internationale forhold så højt oppe i undervisningshierarkiet som på Institut for samfundsvidenskab ved Køben-havns Universitet. Endvidere foreslog et cirkulære i 1925, at de større skolebørn skulle undervises i fred én dag om året, og da man skelede bekymret til udviklingen i Tyskland, blev der i 1930 nedsat et skolebogsudvalg, som fik til opgave at revidere skolebøgerne fra en stærkt nationalistisk og krigerisk ånd i mere fredsorienteret retning.

Efter 2. Verdenskrig
Men verden lader sig ikke redde på 5 minutter, og først efter 2. Verdenskrig dannedes Unesco (United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization) med det formål at bidrage til fred og sikkerhed gennem nationernes samarbejde. Trods organisationens anerkendelse af betydningen af at opdrage generationer til større forståelse gennem undervisning, var der ingen markante tiltag, der formåede at hamle op mod den kolde krigs jerngreb om den kollektive bevidsthed. Den stadig større angst for atomvåben førte bl.a. til fødslen af et nedrustningsudvalg i 1961 (senere Sikkerheds-og nedrustningspolitisk udvalg, også kendt som SNU) foruden en lind strøm af offentlige publikationer om a-våben, oprustning, o.lign.

Fredsbevægelsens guldalder
Måske dette oplysningsmiljø var basis for den kraftige opblomstring af både den danske og den internationale freds-bevægelse i 1980'erne, "fredsbevæ-gelsens guldalder."

Ikke at der nu var meget gyldent over andet end faklernes skær i de talrige fredsmarcher og demonstrationer dengang; den stærkt intensiverede oprustning med langdistanceraketter her og der og alle vegne fik verdenssituationen til at tage sig meget sort ud. På trods af de mange "lærergrupper for fred" og højskoler med fredsundervisning på skemaet, og selv om folk på NGO-niveau villigt lod sig oplyse og engagere i fredsbevægelsens arbejde for nedrustning, var der stadig meget at ønske sig fra officiel side. I sin 1981-afhandling kritiserede Jan Øberg, nuværende leder af Transnational Foundation for Peace and Future Research, det danske debat-niveau i sikkerhedspolitikken, men først efter et par års diskussion og politisk tov-trækkeri blev Center for Freds og Konflikt-forskning (COPRI) oprettet i 1985.

Vidensbase for fredsforskning- og uddannelse
Af disse initiativer er der i dag, anno 2000, kun få tilbage, bl.a. COPRI og Freds-pædagogisk Værksted, og der savnes alvorligt tiltag til udbyggelse af reel freds-undervisning i Danmark. Ligeledes mangler der videnskabelige tidsskrifter om emnet, men på dette område vil man forhåbentlig fremover kunne fæste sin lid til internettet som det medie, der vil formå at føre både oplysning om fredsunder-visning og konkret uddannelse indenfor samme ud til en bred skare af mennesker verden over. I den forbindelse skitserede Jörgen Johansen via sit arbejde med det elektroniske netværk Transcend www.transcend.org på PADRIGU (Department of Peace and Development Research, Göteborg Universitet), at det er muligt at skabe et fleksibelt, inter-nationalt forum for bl.a. interaktiv tekst-overføring og dermed fredsundervisning i en absolut tidssvarende år 2000 version.

At det er muligt at skabe freds-biblioteker på nettet, blev dokumenteret af Tom Paamand (Aldrig Mere Krig) og Holger Terp (MNF, AMK), der begge har lagt et stort arbejde i ambitionerne for Det Danske Fredsakademi som en detaljeret, omfattende og bruger-minded vidensbase for fredsforskning- og uddannelse.

Men er det nok?
Som en repræsentant fra FN-Forbundet så veltalende argumenterede, så skal der foreligge et godt og indbydende produkt, når dagens lærere skal vælge under-visningsmateriale til skolebørnene.

Udover det store praktiske arbejde der ligger i at fremstille et sådan stykke værktøj, så skal der realistisk set også andet og mere til, nemlig en hel del lobbyisme - af den type der strækker sig langt ind i undervisningsministeriets kor-ridorer, helt ind til mødelokalerne og beslutningsprocesserne. Det er med andre ord ikke nok at sidde og nusse med de gamle fotos fra 80'ernes påskemarcher, og som Eva Nordland henført gentage Gandhi's mantra om, at "der ingen vej er til fred; fred ER vejen."

Nej, Fredsakademiet bør følge sine ønsker for fredsoplysning i Danmark helt over dørtrinnet og ikke blot ende som en hyggeklub med en halv-ambitiøs hjemmeside.

Grundig selvransagelse
i forhold til form og indhold er bydende nødvendigt, hvis Fredsakademiet skal have gennemslagskraft i verden, som den ser ud her ultimo 2000. Dette blev voldsomt understreget af den mest markante oplægsholder på Fredsunder-visningsseminaret, nemlig den svenske socionom Kerstin Schultz, der dagligt yder sit aktive bidrag til en fredeligere verden ved sit arbejde som både freds-forsker og repræsentant for TFF i mere end 30 forsoningsskabende missioner til det tidligere Jugoslavien fra 1991 frem til Kosovo sommeren 2000.

Praktisk konflikthåndtering
Praktisk konflikthåndtering og for-soningsskabende initiativer handler om at sove med alt tøjet på for ikke at fryse ihjel i iskolde stenhuse, om ikke at få vasket hår i 6 uger, om at køre i åben bil gennem områder belagt med snigskytter - og om at se had og grusomheder i øjnene på folk, der ikke længere kan huske, hvordan man smiler.

Kerstin Schultz konstaterede, at forsoning sædvanligvis associeres med begreber som at tilgive og at glemme. Et vestligt publikum vil ofte huske Nelson Mandela og hans opfordring til Sydafrikas befolkning om at komme videre efter apartheidsstyrets fald. "We must forgive," bad Mandela dengang, og vi i Vesten/Nordeuropa tænker måske, at hvis Mandela kan, så kan de (serbere, kroatere, musliner, albanere, m.fl.) vel også. Tilgive og glemme altså. Men hvor Mandela havde hele verdens anerkendelse af, at der var begået voldsom uretfærdig-hed imod ham, så sidder mange berørte grupper endnu forstenede tilbage i det ødelagte landskab i f.eks. Kosovo, hvor det eneste man med sikkerhed kan vente sig af morgendagen er trøstesløsheden og dermed hadet og frustrationerne over den onde cirkel, man sidder fast i. Det er loven om tyngdekraften: disse mennesker kan ikke hverken glemme eller tilgive, før de får bearbejdet de destruktive og hadefulde følelser, som krigen har efterladt dem som dybe ar. Når Kerstin og hendes kolleger f.eks. drog ud på skoler for at møde studerende, blev de mødt af et enormt behov for at tale om krigens oplevelser. De unge, der er fulde af propaganda og aggressivitet, gennemgår øvelser i at dele hinandens følelser og dermed få indblik i, at deres næste, dvs. "fjenden," (det være sig serbere eller albanere, etc.) lider lige så meget som de selv. Dette er det første skridt imod at kunne tage hånd om egne følelser af sorg og vrede og befri sig fra destruktive følelser. Et virkeligt skridt mod forsoning.

Ressourcerne og kompetencen mangler
Det er uendeligt vigtigt at bygge et samfund op efter en krig, for det er, når man er magtesløs, at konflikterne opstår. Had, hævntørst og vold er i forvejen menne-skelige reaktioner i kølvandet på krigs-handlinger. Vi må lære os selv og andre at håndtere de konflikter, der opstår, på rette vis, for det farligste i dag er ikke våbnene, men følelserne. Hvordan skal man eksempelvis forsøge at leve et normalt liv, når man end ikke ved, hvad det vil sige; ikke ved hvad normalt er. Man ville kunne nå så langt oven i købet med meget små midler, men ressourcerne og kompe-tencen mangler.

Håb
"Det vigtigste er at give folk håb," siger Kerstin Schultz, og håb er hvad denne artikels forfatter læner sig op ad i forbindelse med de gode ønsker for det nyetablerede Fredsakademi. For hvad kan et Fredsakademi bruges til i forhold til konkret konfliktforebyggelse? Hvordan hjælper vi Kerstin og hendes tapre kolleger med at bygge bro mellem befolknings-grupper, der er ødelagte af had, således at vi ikke fremover skal arrangere anti-bombe-demonstationer hver anden uge, næste gang det brænder på i Balkan, Tjetjenien, på Haiti eller hvor striden nu måtte blusse op næste gang?