En militærnægters bekendelser
Af Jesper Høj Rasmussen

Indkaldt
Hin aprilsdag år 1999 blev jeg fundet egnet til ni måneders militær indoktrinering på Sjælsmark Kaserne som artillerist. Overgrebet mod min frihed var en ubehagelig kendsgerning , hvis løsning for mit vedkommende naturligt bestod i at nægte.

Fra Slagelse til Vesterbro Kulturhus
På introduktionsopholdet i Slagelse blev jeg gjort bekendt med love og forordninger samt fik hilst på de øvrige 29 nægtere.

Af udstationeringskartoteket faldt valget på Vesterbro Kulturhus- et medborgerhus som stiller gode møde, aktivitets- og værkstedsrammer til rådighed for byens borgere.

Af øvrige valgmuligheder, jeg havde til rådighed, kan rask væk nævnes teatre ( ofte små privatteatre), sociale omsorgs/rådgivningsinstitutioner ( studenterrådgivningen), børnehave/fritidshjemsinstitutioner, kulturelle steder såsom Studenterhuset og Pumpehuset) og diverse interesseorganitationer såsom Red Barnet eller Greenpeace, hvor man primært er behjælpelig med byærinder, fotokopiering, kaffebrygning, mm.

Årsagen til mit valg beroede på følgende: Dels havde mit rastløse væsen en vis uvilje mod alt for stillesidende og ensformige rutiner, som ofte optræder i kontorlandskaber, og dels havde jeg lyst til en relativt ubekymret og enkel arbejdsgang uden alt for forpligtende ansvarsbyrder. Et medborgerhus forekom mig derfor, udvalget taget i betragtning, at være mest hensigtsmæssigt.

Udstationeret
Som udstationeret nu med kun en måned tilbage, har jeg mange mange forskellige arbejdsopgaver i forbindelse med husets cafe og kulturarrangementer som f.eks. betjening af husets brugere; hjælp ved tilberedning af mad i cafeen; mindre reparationer og vedligeholdelse af huset deriblandt udskiftning af lysstofrør og glimttændere på hvilket område jeg efterhånden har tilegnet mig en hel del kompetencer; samt en ganske fornøjelig tjans som bartender på et diskoteksarrangement for singler primært på 40 år og opefter.

Navnlig sidstnævnte aktivitet, som finder sted hver 14. fredag, er morsomt og interessant, da man kan lære en del ved nøje at studere og sludre med de forskellige håbefulde eksistenser, hvoraf en del forekommer mig en kende orginale( navnlig de faste gengangere), hvoraf hovedparten lettere generaliserende optræder i to ydergrupper enten på jagt efter et famøst engangsknald, eller også dyrkere af den clichefyldte halvillusoriske prinsen (prinsesse) på den hvide hest.

Ingen stress
Gennemgående har arbejdsmiljøet været godt med en personalegruppe på 7 ansatte. Folk har været venlige og omgængelige, så man har haft let ved at falde ind i de eksisterende rammer. Med en ca. arbejdstid fra 10 -18 hver dag, lang frokostpause med talrige kaffepauser indlagt kan jeg bestemt ikke siges at have været udsat for stressede og enerverende arbejdsbetingelser. Snarere tværtimod har jeg vænnet mig til at gå lige lovlig afslappet tilværks; noget jeg nok hellere skal lægge på hylden inden mit næste arbejdsforhold !

Idioti
Hvad er så årsagen til, at jeg ikke valgte en gængs værnepligt som de fleste danske unge blåøjede mænd ?

En række faktorer spiller en rolle, hvoraf en del vil blive berørt her.

For det første, som før nævnt, opfatter jeg værnepligten (forsvaret) som et ubehageligt levn fra en koldkrigs problematik, som for længst er en overstået epoke. Reelt burde værnepligten og forsvarsliderlige røster for længst være fortid. Som eksempel er det at bevare en så stor mobiliseringsstyrke i en så radikalt ændret sikkerhedspolitisk verden hamrende idioti, når fremtidens forsvar vil være langt mindre mandskabskrævende og dermed mere teknologioffensivt. Når ingen politiker ønsker at debattere dette spørgsmål, skyldes det for mig at se først og fremmest det indlysende faktum, at det er at sidestille med politisk selvmord. Tab af arbejdspladser som følge af kassernelukninger i marginaliserede randområder er vel næppe befordrende for ens videre politiske karriere. Desuden vil hovedparten af den meningsdannende opinion og det politiske establishment med stor selvfølgelighed hævde, at Forsvaret er en hævdsvundet, integreret nationalinstitution fast forankret som Moder-danmarks beskytter af integritet. Andre (primært den mandlige, modne generation af tidligere værnepligtige) vil pladdersentimentalt bemærke, at Forsvaret indtager en dannende og vigtig plads i en ung mands bevidsthed som værdifuld samfundsborger. Film som "Soldaterkammerater" med dens klæbrige kammeratlige idyl vil underbygge dette kvalmende bodegaargument.

Totalitær stat i staten
For mig repræsenterer forsvaret en lille totalitær stat i staten. Et område med en til tider middelalderlig retspraksis, med fysisk og kollektiv afstraffelse, med bizarre optagelsesritualer eksempelvis, hvor gældende lovgivning delvist er sat ud af drift.

I dette militante undtagelsesområde hersker en entydig autoritær og enevældig kommandovej, hvor magten administreres af et højtråbende hierarki på bekostning af en åben ligeværdig respekt for individet.

Her kommunikeres i et øredøvende toneleje snarere end ved brug af en velovervejet argumentation. Her er ytringsfriheden reduceret til et absolut minimum, henlagt til strengt systematiske rammer, hvor kritik er et fyord og vurderes på højde med et afvigende asocialt adfærdsmønster, der straks fordrer en operativ holdningsbearbejdelse.

Ønsker jeg at være et sted, hvor kritik helst ses kvalt fra fødslen, og hvor et fag som netop "holdningsbeabejdelse" ("propaganda" med en mere sandfærdig benævnelse) indgår i opholdet?

Ønsker jeg et ophold, hvor selvstændig tankegang og initiativ er skiftet ud med korporlig tvang og fravær af handlefrihed? Nej vel? Forsvaret har fuldstændig mistet sit historiske eksistensgrundlag, som følge af den ændrede sikkerhedspolitiske situation, og mht. fredsbevarende/skabende missioner har navnlig FNs missioner jo med al tydelighed vist sig at være totalt fejlslagne og inkompetente operationer, se blot på Sudan og Congo. Uden tilstrækkelig mandat fra FN til at dæmme op for de anarkistiske tilstande er soldaterne handlingslammede og i forvejen for majoritetens vedkommende ringe uddannede. Behøver Danmark nødvendigvis at deltage her?

Glad nægter
Ud fra summen af ovennævnte må man vel konkludere, at jeg er særdeles glad over at være nægter. Allerhelst var jeg foruden dette overgreb på min personlige frihed, som jeg mener vanskeligt harmonerer med en nationalstats demokratiske sindelag. Som dansk nægter er jeg udemærket bekendt med den priviligerede status jeg nyder. Jeg klager ikke.