Maj 2007. En oprustningsbølge har ramt Asien med en sådan kraft, at selv de mere pessimistiske sikkerhedspolitiske eksperter er overraskede. Ikke alene har Indien og arvefjenden Pakistan øget deres atomberedskab med 50 %; Kina har opbygget en imponerende atomslag-styrke, som i dag omfatter henved 500 langtrækkende raketter.

Også i den europæiske føderation (EFS) har man set sig nødsaget til at følge trop. A-våbenprogrammet med Frankrig og Spanien som de ivrigste fortalere har proklameret omfattende prøvesprængninger tæt ved Tuamotu-atollerne i Stillehavet.

Fra scenario til realitet
Ovenstående er et skræmmescenario, som forhåbentlig aldrig bliver en realitet.

Imidlertid kan det måske blive det, hvis USA får gennemtrumfet sin politiske vilje med at opbygge et nationalt missilforsvar (NMD) som værn mod missilangreb fra primært slyngelstater som Nordkorea og Irak.

Hvilken pris?
Prisen på NMD er 500.000.000.000.-500 milliarder. Planen er fostret og næret i guds eget land, USA, og vil ifølge planen stå fuldt udbygget år 2015. Men allerede fra 2005 vil det være funktions-dygtigt. Dette ambitiøse projekt bliver af mange betragtet som et af de seneste årtiers største sikkerhedspolitiske udfordring.

Våbenlobby
Historisk blev NMD lanceret i 1996, og ifølge en rapport fra tænketanken World Policy Institute i New York har NMD ikke det fjerneste med et forsvar at gøre.

Den magtfulde amerikanske våben-industri har med afsæt i en supereffektiv lobbyvirksomhed til millioner af dollar formået at "overbevise" politikerne i fornuften ved projektet.

"Republikanerne manglede et emne, hvormed de kunne profilere sig i valg-kampen og valgte raketskjoldet. Da Clinton ikke ville fremstå som 'blød' på forsvarsemner, måtte han hoppe på planen", udtaler Wiliam Hartung, forfatter til rapporten.

"Våbenfirmaerne ser dette projekt som en på lang sigt meget lukrativ forretning, som kan hjælpe dem med at rette op på de seneste års krise, der har halveret værdien af alle aktier og reduceret profitten væsentligt", fortsætter han.

Tidspunktet er særdeles hensigt-mæssigt for våbenindustrien,da slut-spurten i den amerikanske valgkamp er sat ind. Begge præsidentkandidater kan umuligt se bort fra den brede opbakning projektet nyder i befolkningen og bakker det selvsagt op. NMD er altså først og fremmest en konstruktion af indenrigs-politiske faktorer snarere end potentielle fjendebilleder. Dette afspejles logisk ved at NMD står øverst på nationens dagsorden.

Programmet udskudt
Efter uheldige tests af systemet be-sluttede Pentagon i august at udskyde NMD-programmet. Den endelige afklaring på NMD vil derfor blive truffet af Clintons efterfølger.

Velbegrundet frygt for atomkapløb
Frygten for et atomvåbenkapløb er med andre ord velbegrundet, hvis det kontro-versielle program bliver en realitet.

Årsagen er en krænkelse af den skel-sættende ABM-traktat om våben-begrænsning indgået i 1992 mellem USSR og USA. Kernen i aftalen er, at parterne forpligter sig til ikke at opbygge missilskjold, der gør modstanderens atomtrussel uvirksom. Så længe de to supermagter vil kunne gengælde et atomangreb, vil det afskrække mod-parten fra at udløse atomkrigen. Hvis USA bliver urørlig, ophører denne gensidige afskrækkelseseffekt, og det indebærer et brud på ABM-traktaten. Dette vil resultere i et nyt våbenkapløb.

Danmark deltager
I Europa indtager Storbrittanien og Danmark en særstatus, hvad NMD angår. For at NMD skal fungere i praksis, er det nødvendigt at opgradere allerede eksisterende raderanlæg, bl.a. i Fylingdales i England og Thule i Grønland. Uden en omfattende modernisering og udbygning af disse anlæg forbliver NMD et ambitiøst skrivebordsprojekt. Kernen i NMD er nemlig, at USA i god tid kan spore og uskadeliggøre fjendtlige raketter, inden de rammer kontinentet. Danmark er altså direkte involveret i problemstillingen i kraft af Thulebasens centrale place-ring. Det er derfor stærkt bekymrende, at den danske regering endnu ikke har reageret med skepsis overfor projektet. Især når der fra de toneangivende europæiske hovedstæder har lydt negative udmeldinger. Storbrittanien, Frankrig og Tyskland er forholdsvis enige om ikke at ville have et NMD. En klar og fælles holdning til spørgsmålet lader dog endnu vente på sig. Dertil er de interesser, der står på spil fra de større EU-lande, for forskellige.

Som eneste større medie har dagbladet Politiken navnlig i august måned forsøgt at belyse de forskellige aspekter ved NMD.

Danmark står nu overfor den største sikkerhedspolitiske problemstilling siden den succesfulde Nej til Atomvåben-kampagne.