Min Historie

Af David Agerbæk Jeppesen

Følelsen af at være på session kan jeg bedst sammenligne med følelsen af at skulle på hospitalet eller holde jul. En følelse der ikke er slem, men konform, flad, afventende og underdrejet.

Spændende
Samtidig var det nu lidt spændende, at gå fra Østerport langs store forgyldte facader og skulle møde nogen, der var i samme båd som mig selv. Jeg bevægede mig som en diplomat på vej til topmøde.

Selvfølgelig havde jeg forstået, at Civilforsvaret havde de korteste aftjeningsperioder og derfor burde favoriseres frem for kamptropperne. Det var jo desuden en fordel, hvis man valgte at nægte.

Kunne ikke snyde
Jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at snyde i procedurene, selvom jeg havde fået rigeligt med inspiration fra selektivt tunghøre, pukkelryggede og neurotiske medmennesker. Så det blev ved et særdeles tilfredstillende testresultat. Faktisk opfordrede panelet mig jublende til at søge ind i militæret på baggrund af den IQ, de lige havde erfaret, jeg besad.

Det var her filmen knækkede. Det forekom mig simpelthen ikke naturligt, at man, fordi man kan se forskel på en trekant og en firkant, absolut må lære at føre krig. Slå andre mennesker ihjel.

Derfor blev jeg lidt irrationel og sagde nej et par gange i træk.

Har ikke fortrudt
Jeg skubbede min aftjening af civil værnepligt i et par år, men mente i en alder af 21 år, at jeg hellere måtte se at få afviklet den, inden jeg påbegyndte mine studier for alvor. Jeg gjorde klare linier i forhold til mine beskæftigelser og flyttede til København for at finde et spændende kulturelt udstationeringssted.

Det fandt jeg på TeaterFår302 i Toldbodgade, hvor jeg skulle være med i produktionen af forestillingerne.

Det meget intime teater var lige rykket i lånte lokaler på Nørrebrogade, hos Kalejdoskopteatret, og der var 14 dage til premieren...

Jeg nåede kun at være der i et døgn
Jeg havde været aktiv inden introduktionsperioden i Slagelse.

Udover TeaterFår302 havde jeg fået en kontakt til Roskilde Festival, hvor jeg var blevet tilbudt at arbejde i grejsektionen med vedligeholdelse af deres materiel - og havde takket pænt nej.

Jeg havde prøvet meget tonserarbejde på det tidspunkt og mente, at lidt luftforandring ville være på sin plads, nu jeg var så billig arbejdskraft.

Alligevel overrumplede det mig, da jeg d. 1. maj stod i kø til radiobilerne og blev ringet op af Roskilde Festival og tilbudt job på festivalens sekretariat med administrativt/organisatorisk arbejde som udgangspunkt. Jeg startede dagen efter, d. 2 maj 2000.

Det blev jo ikke den mindst omtumlede arbejdsplads jeg fik de 10 måneder jeg skulle aftjene på festivalen.

Og det blev heller ikke det mest håbløse sted at arbejde efterfølgende, som barselsvikar, da jeg havde lært en del til stedet og menneskerne at kende.

MNF kan anbefales
Desuden har jeg også kun haft gode oplevelser ved at gå ind i Militænægterforeningen. Jeg meldte mig ind umiddelbart efter endt tjeneste.

Faktum er, at jeg har følt mig temmelig privilegeret som nægter. Jeg kan stærkt anbefale, at man i et varmt kulturelt forum forholder sig til store sikkerhedspolitiske spørgsmål i stedet for at te sig eller blive en ung våbenfør, uselvstændig pinochiodukke med hang til frygt og forsvar.

Desuden kan Militærnægterforeningen anbefales som andet end bare der, hvor man kan rekvirere sit standardbrev til ministeriet, nemlig militærnægterens eneste mulighed for at kommunikere med andre nægtere - især de danske.

Men de erfaringer har mange, der læser disse linier nok allerede gjort sig.