Liv eller død? Militærnægter i Israel...

Af Anja Johansen

År ud og år ind er der mennesker, der fængsles i Israel, fordi de afviser at gøre tjeneste i IDF, de israelske sikkerhedsstyrker (Israeli Defence Forces).

Muligheden for at aftjene en alter-nativ tjeneste, som vi bl.a. kender det i Danmark, eksisterer nemlig ikke i Israel, hvor både kvinder og mænd indkaldes til militærtjeneste som 18-årige - kvinder i 2 år, mænd i 3 år. Til denne tjenestetid kan man lægge genindkaldelsen (dvs. træning og vedligeholdelse af reserven), som en del af hverdagen for alle: 30 dage om året til man fylder 51 - for mændenes vedkommende; kvinderne slipper, når de fylder 24...

Religiøse undtagelser
Bortset fra en formel og yderst begrænset mulighed for at søge om overførsel til civil status, der kun gælder for ortodokse jødiske kvinder, der kan få problemer med at overholde religiøse påbud vedr. f.eks. beklædning, transport på shabbat, kosherspisning, o.lign., kan kun drusere (et etnisk mindretal) samt ortodokse jøder, der kan dokumentere deres tilhørsforhold til en yeshiva (religiøs institution), søge overførsel til civil status pga. samvittighedsgrunde.

(Israelske statsborgere af "palæstinensisk oprindelse" har, i sagens natur, været fritaget fra den obligatoriske militærtjeneste siden statens oprettelse i 1948).

Alle andre, der pga. samvittighedsgrunde - eller slet og ret pga. skræk for at miste livet f.eks. ved at gøre tjeneste i landets mange uroplagede områder - nægter at gå ind i militæret, bliver derimod arresteret og sendt i militærfængsler. I forbindelse med rettergangen modtager de ofte adskillige domme, idet de, når de har afsonet den først-idømte straf for afvisning af militærtjeneste, blot opnår efterfølgende at blive dømt endnu en gang, når de atter tvinges til at melde sig i tjeneste og atter nægter. En i sandhed ond og tilsyneladende ubrydelig cirkel, der først får ende, når samvittighedsnægteren af en såkaldt "Ikkeegnethedskomité" erklæres for mentalt ustabil og dermed fritages for tjeneste.

Strenge straffe
Straffene varierer betydeligt alt efter omstændighederne, fra 7-35 dages militærfængsel for ikke at efterkomme en ordre, til 2-3 års fængsel (alt efter graden af 'ond vilje' udvist i forbindelse med forseelsen) for at undlade at møde til tjeneste eller for at møde op men nægte at gå i tjeneste - og helt op til 15 års fængsel for desertering.

Det præcise antal israelske mænd og kvinder, der hvert år afviser militæret af den ene eller den anden årsag, er ukendt, men både Amnesty International og de mange israelske organisationer, som efterhånden er gået aktivt ind i problematikken, melder hvert år om et stigende antal sager. Der har således også været flere israelske samvittighedsnægtere på Amnesty International's årlige lister over internationale samvittighedsfanger.

Militæret - og kun militæret
I de seneste år er udviklingen på militærnægterområdet internationalt set gået i den rigtige retning, idet bevidstheden om rimeligheden i at anerkende retten til at afvise militær tjeneste har vundet indpas i flere og flere lande. Eksempelvis har størstedelen af Europarådets 40 medlemslande efterhånden anerkendt retten til en alternativ civiltjeneste i stedet for militærtjeneste, og mange har decideret lovgivning på området. Men med Israel er det noget andet. I Israel er og har der altid været militæret - og kun militæret; en situation som til alle tider forsvares med landets unikke politiske situation.

Både de israelske militærnægtere og deres støtter, i Israel såvel som i udlandet, er derfor oppe mod en tonstung tradition af pragmatiske såvel som eksistentielle argumenter i forhold til den massive nationale opfattelse af, at den israelske hær er, hvad der holder den israelske stat sammen. Og ingen underminerer vel frivilligt fundamentet til sit hjem...

Andre eksempler på hærens eksistensberettigelse kan findes i faktiske forhold som bl.a. den vigtige sociale rolle, hæren spiller mht. integration af landets mange forskellige etniske grupper, foruden den tilsyneladende nødvendige tilstedeværelse i et gadebillede domineret af enten konkrete voldsoplevelser eller evindelige remindere om deres potentielle forekomst.

Landsforrædersnak - eller holdning til 'bosættelsespolitikken'?
Enhver form for afvisning af det militære system har i mange år været at sammenligne med landsforrædersnak. For bare få år siden var det endnu så ugleset ikke at have orden i sine militærpapirer, at man uvilkårligt fik problemer mht. karrieren. Det er idag "kun" et problem i forhold til statsapparatet, hvor man i forvejen - som i mange andre lande - har svært ved at tiltrække landets unge mht. ansættelse.

Samtidig kommer der flere og flere militærnægtere, også blandt folk fra reserven, der ikke finder det specielt attraktivt at skulle ud og lege vagtværn for religiøse bosættere. Man skal her huske på, at mange almindelige israelere faktisk nærer stor modstand mod bosættelsespolitikken, som de ser som den sten i skoen, der forhindrer fredsprocessen og dermed et gnidningsløst israelsk samfund i at udvikle sig. Men da det praktisk set ikke er hensigtsmæssigt at have unge værnepligtige, der endnu ikke har været hele vejen gennem træningssystemet, til at stå ved vejspærringer i de besatte områder, er det ofte reservister der sendes ud i den slags tjeneste, hvilket ikke gør dem mildere stemt overfor genindkaldelserne. Mange prøver at sno sig udenom ved at melde sig syge, til eksamen, på forretningsrejse eller ved simpelt hen ikke at dukke op - eller evt. melde sig som samvittighedsnægtere.

Kun fire sager imødekommet siden 1995...
På den ene side er stemningen med andre ord vendt til det bedre, på den anden side tilkendegiver den heftige diskussion, som landet har været involveret i siden 1998 om, hvorvidt man forskelsbehandler folk ved at yde "fripas" til de ortodokse nægtere, hvor hårde odds militærnægtere i Israel rent faktisk er oppe mod.

På trods af at den israelske regering i 1995 oprettede den såkaldte "Samvittighedsnægter Komité," der skulle fungere som ansøgningsmyndighed for mandlige samvittighedsnægtere, kan Amnesty International således kun melde om 4 sager, hvor samvittighedsnægteres ansøgninger er imødekommet.

Sager som de israelske myndigheder i øvrigt har gået yderst stille med dørene med; folk skulle jo nødig begynde at se deres snit...

Men faktum i dagens Israel er, at mere end 90% af alle fanger i israelske militærfængsler sidder inde, fordi de ønsker at undgå militærtjeneste, og at ¼ af en årgang erklærer sig psykisk ustabile for at slippe for militærtjeneste.

Boom i antallet af militærnægtere
Dette år har således også budt på en rekord i antallet af militærnægtere, hvis sager givet genlyd også i internationale medier. Alene de seneste måneder omfatter navne som Gabby Wolf , Noam Kuzar, Ido Harari, Hedai Levi og senest de to reservister Ishai Rozen-Zvi og Ishai Sagi.

Øget omtale
Først- og sidstnævntes historier kan her fremhæves: I april i år blev Gabby Wolf sendt til militærfængslet i Tzrifin (nord for Tel Aviv) efter at have erklæret sig som samvittighedsnægter.

Han blev snart sendt i isolation bl.a. for at tale militærnægtersagen og for at nægte at klippe sit hår, men efter voldsomme reaktioner fra både udlandske og israelske organisationer (protestbreve, faxer, mv.) samt omtale i den israelske avis Ha'aretz og graffitimalerier på mure i Tel Aviv blev Gabby løsladt med besked om at møde andetsteds på et senere tidspunkt. Af denne historie kan man se vigtigheden af at gide gøre sig ulejligheden og reagere - f.eks. ved at sende protestbreve til både politikere og fængselsmyndigheder og støttebreve til den pågældende samvittighedsnægter. Det har noget at sige.

Sagen om Ishai Sagi, løjtnant i reserven, er fra 29. juli og dermed modtaget lige før denne artikels deadline. Ishai er idømt 26 dages militærfængsel for at afvise at gøre tjeneste i de besatte områder, og han er dermed den 17. i rækken af soldater, der har afvist at gøre tjeneste siden udbruddet af den såkaldte "El-Aqsa intifada." I den forbindelse har den israelske fredsorganisation Yesh Gvul ("Der er en grænse!") iværksat en kampagne med ordlyden "Adopt a refusenik," hvor folk opfordres til at yde både økonomisk og moralsk opbakning til dem, der nægter militærtjeneste i de voldsplagede besatte områder.

Alt tyder kort sagt på, at spørgsmålet om retten til at nægte militæret er mere presserende end nogensinde, og at det før eller siden må komme på de israelske politikeres dagsorden - denne gang for at blive drøftet med en reelt alternativ til følge.

Der kan læses mere om forholdene for de israelske militærnægtere på nedenstående hjemmesider:

http://www.web.amnesty.org/ai.nsf/
http://www.yesh-gvul.org/
http://www.newprofile.org/english/
http://other_Israel.tripod.com/

Adresser med henblik på protest-breve til myndigheder og israelske medier:

Prime Minister Ariel Sharon
Prime Minister's Office
Qiriat David Ben Gurion
Jerusalem, Israel
e-mail: webmaster@pmo.gov.il
Fax: +972-2-566-48-38

Commander of Military Prison No. 4
Military Prison No. 4
Military postal number 02507, IDF, Israel
Fax: +972-3-957-52-76

Ha'aretz (engelsk udgave)
21 Schocken Street
61001 Tel Aviv, Israel
e-mail: letters@haaretz.co.il
Fax: +972-3-681-00-12

The Jerusalem Post, POB 81, 9100 Jerusalem, Israel
e-mail: news@jpost.co.il
eller: letters@jpost.co.il
Fax: +972-2-538-95-27