Den eneste direkte sammenhæng mellem ØMU-afstemningen i september og spørgsmålet om en fælles europæisk hær med eventuel dansk deltagelse er, at begge vedrører de danske forbehold overfor EU-projektet. Falder et af forbeholdene, kan man frygte (eller håbe), at de andre også står for fald - i hvert fald i den forstand, at de med tiden også vil komme til folkeafstemning.

Forebeholdene var som bekendt nogle, der blev nødvendiggjort af det danske nej til Maastrichhttraktaten den 2. juni 1992. For at sikre et efterfølgende dansk ja, gik de øvrige medlemslande den 12. december samme år på mødet i Edinburgh med til at give Danmark særstatus på fire områder: den fælles mønt (dvs. ØMU-projektet), det retslige samarbejde, unionsstatsborgerskabet og det fælles forsvar. Der blev samtidig indgået et større nationalt kompromis mellem centrum og "fløjene", der sikrede ja'et ved den efterfølgende folkeafstemning. Hermed blev de fire områder imidlertid gjort "fredhellige" i dansk politik, og der er derfor ingen, der åbent har villet bekende sig til f.eks. det fælles forsvar - trods dettes mange oplagte fordele, som der i denne artikel skal argumenteres for.

EU som fredsprojekt
Selvom det ofte "glemmes" i vores hjemlige debat - især, men ikke kun, af modstanderne - har EU lige siden dens første spæde start (Den Europæiske Kul- og Stålunion, efterfulgt af Romtraktaten) været tænkt som et fredsprojekt.

Når vi idag kan glemme dette, er det fordi det simpelthen har været så effektivt i denne rolle, at vi idag næsten ikke kan forestille os en tilstand af krig mellem medlemslandene. EU har altså udviklet sig til, hvad Karl Deutsch kaldte et "sikkerhedsfællesskab", dvs. en gruppe af lande, imellem hvilke krig er blevet utænkelig - som det idag også er tilfældet mellem de nordiske lande, eller mellem f.eks. USA og Canada. Krigen har dog langtfra altid været utænkelig mellem f.eks. Tyskland og Frankrig, men de to stater udgjorde tværtimod kærnen i de fleste europæiske krige.

Der kan naturligvis være mange grunde til, at krig således er blevet utænkelig - f.eks. at staterne simpelthen har lært af fortidens fejltagelser; at de idag har demokratisk valgte regeringer; eller at deres økonomiske struktur indebærer, at de kun har lidt at vinde, men meget at tabe ved en krig. Det forekommer dog overvældende sansynligt, at selve integrationen har været en medvirkende årsag til den lange fred mellem de europæiske lande. Dels betød allerede Kul- og Stålunionen, at Tyskland og Frankrig blev gjort så gensidigt afhængige, at en krig ville betyde store tab, selv for "vinderen" - dels betød selve det, at det var indenfor disse sektorer, de to lande blev "flettet sammen", at ingen af dem ville kunne gennemføre en større mobilisering (inkl. våbenindustri) på egen hånd.

Som fredsprojekt har EU imidlertid næsten udelukkende været civilt. Alt hvad der smagte det mindste af militær var med omhu luget væk fra det europæiske projekt. Selv våbenindustrien var udtrykkeligt undtaget fra de almindelige regler for det industrielle samarbejde - hvilket betød, at alle medlemslandene hovedsagelig købte ind i USA i stedet for hos hinanden.

Denne civile profil er så afgjort værd at bevare og styrke. Bl.a. giver den idag EU en række fordele fremfor en overvejende militær organisation som NATO. Man kan f.eks. optage nye medlemmer uden herved at virke truende på f.eks. Rusland - og man kan herved reelt "udstrække stabilitet" i det potentielt ustabile Østeuropa. Trods forsikringer om det modsatte skal man f.eks. have en meget livlig fantasi for at se NATOs "bomber for fred"-strategi (f.eks. i Kosovo) som stabilitets-fremmende, mens EUs stabilitetsprojekter, også for Balkan, er langt mere udsigtsrige. Ved at stille lande et fremtidigt medlemskab i udsigt giver man dem simpelthen nogle meget tungtvejende motiver til at tilnærme sig vores normer - både m.h.t. fredelig løsning af konflikter og demokratiske spilleregler. For at opnå denne virkning behøver EU ikke engang at gøre noget videre. Det er i det fleste tilfælde tilstrækkeligt at være noget, herunder et attraktivt marked og næsten indbegrebet af "det gode selskab", som alle stater ønsker at blive medlemmer af.

Den militære dimension
Det er derfor langtfra selvindlysende, at EU behøver en militær dimension, selvom man tydeligvis er til sinds at opbygge en sådan.

Man har slet ikke brug for den til forsvar mod udefrakommende truslerm, da sådanne simpelthen ikke er til at få øje på: Den gamle fjende Rusland er dels blevet både venligtsindet og demokratisk, og samtidig så svækket af sin økonomiske og sociale krise, at det er helt utænkeligt, at de skulle angribe det langt stærkere Vesteuropa. Dels har vi stadig NATO, hvis andel af verdens samlede militær (målt i forsvarsbudgetter) er ikke mindre end to tredjedele.

På den anden side er der mange opgaver både i Europa og resten af verden, som EU-landene kan vælge at påtage sig et ansvar for, selvom de ret beset intet har med deres sikkerhed at gøre. Herunder falder f.eks. konflikterne i det tidligere Jugoslavien, men principielt også alle de (generelt langt værre) væbnede konflikter, folkemord mm., der finder sted i Afrika. Til en del af disse opgaver er en militær indsats uomgængeligt nødvendig.

Denne type opgaver har i EU-sproget fået betegnelsen "Petersberg-opgaver" efter det sted, de først blev formuleret. Herunder falder både "gammeldags" fredsbevarende operationer og "krisestyring" - herunder f.eks. den nuværnde indsats i båe Bosnien (SFOR) og Kosovo (KFOR). Det er disse Petersberg-opgaver, som der i EU er ved at være enighed om, at man skal påtage sig - også udenom NATO, f.eks. ved at kunne "trække på" visse af NATOs (dvs. også USAs ressourcer).

Dette giver da også megen mening, ikke mindst fordi de europæiske lande er langt bedre til det end USA. Man er generelt mere indstillet på at bruge militær magt til andet end at "vinde", og optræder mindre krysteragtigt end den til tænderne rustede supermagt hinsides Atlanten, der ikke tør indsætte tropper på landjorden men nøjes med at bombe fra 5 kms. højde - som regel uden det fjerneste resultat. Alt tyder på, at det netop er Petersbergopgaver, der vil være behov for i de kommende år, og der vil derfor være langt at foretrække, at USA simpelthen "blander sig uden om", fordi de simpelthen ikke har militære styrker, der kan bruges og (med enkelte undtagelser) med deres luftbomardementer som oftest gør mere skade end gavn.

For at kunne klare denne type indsatser udenom NATO har EU-andene utivlsomt behov for en vis omlægning af deres militær, f.eks. anskaffelse af flere transportfly og en vis øgning af satellit-kapaciteten. Bortset herfra har man imidlertid rigeligt at gøre godt med, bl.a. fordi det er så godt som utænkeligt, at man nogen sinde kommer til at stå overfor en modstander på samme teknologiske niveau.

Det vil altså være gavnligt for freden i Europa, hvis EU påtager sig flere militære opgaver (uden derfor at slække på den civile indsats) og der bliver derfor mere og mere absurd, at Danmark ikke kan være med p.g.a. vores forebehold overfor det forsvarsmæssige samarbejde. Et forebehold, der i virkeligheden handlede om noget helt andet end det, der idag er på tale, nemlig en egentlig europahær som erstatning for NATO. Hvor ønskværdigt noget sådant efter nogles (bl.a. undertegnedes) opfattelse end måtte være er der idag tale om noget helt andet - nemlig om et samarbejde med de stater, der i alle henseender står os nærmest om opgaver, der ikke bare er nyttige. Det er også netop den type opgaver, som vi i Danmark gennem mange år har specialiseret os I - som f.eks. fredsbevarelse, minerydning og lignende "fredsopgaver" med militære midler. Ved en fastholdelse af det forældede forsvarsforebehold sætter vi os derfor ikke blot uden for indflydelse, men vi forholder også resten af verden vores gennem mange år oparbejdede ekspertise.