De danske centrum-venstre kræfter skal forsøge at dreje EU's politik til at være konfliktforebyggende og maksimalt fredskabende. Vi får kun indflydelse og kan dreje skuden, hvis vi er helt og fuldt med. Derfor Ja til ØMUén den 28. September.

De vigtigste sikkerhedspolitiske opgaver de kommende 5-10 år er at få de central- og østeuropæiske lande med i EU, at få opstillet et samarbejds- og på længere sigt et medlemsperspektiv for de Syd- østeuropæiske lande og at få etableret et godt samarbejde med Rusland.

EUs opgaver fremover er i god forlængelse af EUs historie. EU er i bund og grund skabt for at skabe økonomisk samhandel og politiske strukturer, der skal eliminere risikoen for krig mellem Tyskland og Frankrig. Det er ikke bare romantisk ordgas, når nogen kalder EU for 'fredens projekt'.

Det er fra de sydøsteuropæiske lande, at de største sikkerhedspolitiske udfordringer vil komme i de kommende år. EU skal hjælpe dem ind i en proces, der som endemål har deres fulde medlemskab med gradvise indrømmelser og løbende indgåelse af nye aftaler.

Udvidelsen af EU med de lande, hvor forhandlingerne er gået i gang, skal fremskyndes for at skabe økonomisk og social fremgang og stabilitet i de nye demokratier. Landene skal - bl.a. af sikkerhedspolitiske grunde - tilslutte sig kernen i EU, men der må gives mulighed for overgangsordninger og visse undtagelser.

Alle betydningsfulde centrum-venstre kræfter i ansøgerlandene er indstillet på hurtigst muligt (med anstændige overgangsordninger) at blive fuldgyldige medlemmer af EU incl. ØMUén. Ligesom i Vesteuropa er det presset fra globaliseringen, der er årsag til denne holdning. ØMUén og den europæiske centralbank vil give landene en beskyttelse mod den internationale valutaspekulation, der ellers forholdsvis let kan vælte de svage økonomier omkuld.

EU´s politik overfor ansøgerlandene er dog utilstrækkelig. EU må for at undgå optagelseschok især gå i dialog med landene om langt mere aktive arbejdsmarkeds-, social- og uddannelsespolitikker, der omfatter hele befolkningen.

Efter Kosovo har det politiske establishment ofte sagt, at Europæerne skal modernisere militæret og købe flere moderne våben. Det er en meget farlig konklusion at drage. Ikke fordi jeg generelt er modstander af at EU udvikler en militær dimension eller anvender militære midler - det kan være nødvendigt, men fordi der ikke er behov for at bruge flere penge på en højteknologisk modernisering. Der er lagt mere brug for at forbedre EU's evne til politisk, social og økonomisk forebyggelse af konflikter og bruge pengene på det.

EU's store økonomiske magt må benyttes politisk til at udvikle et medlems- og samarbejdsperspektiv for landene på Balkan og andre nabostater. Udsigt til medlemskab og forøget samhandel og samkvem med EU vil have en stabiliserende virkning og støtte social og økonomisk fremgang - der igen vil fremme en fredelig udvikling på Balkan. Øget samhandel og samkvem er også vejen frem i forhold til det ustabile og uberegnelige Rusland.

EU's udenrigspolitiske samarbejde bør styrkes for at EU kan handle som en samlet kraft og der skal opbygges et stærkt permanent ikke-militært beredskabskorps. Konflikterne på Balkan afslørede, at der et hul i vestens strategi for konfliktforebyggelse. På den ene side har vi diplomatisk aktivitet og på den anden side krig. Det er godt, at EU nu har besluttet at opbygge et civilt beredskabs korps, men det bør udbygges så det med større styrke ved en tidlig indsats kan gå ind og forhindre at små konflikter bliver til store væbnede konflikter.

Hvis vi virkelig vil skabe sikkerhed i Europa nytter det ikke at svække integrationen, for det er blandt andet integrationen i dybden, der skubber EU's stabiliserende processer fremad. De sikkerhedspolitiske effekter opnås ved, at EU er en sammenhængende - og attraktiv - kraft. Trods sin tilsyneladende styrke er den europæiske proces fortsat en skrøbelig proces, der forudsætter en aktiv og konstruktiv medvirken fra alle deltagende parter til at befæste samarbejdet.

Der er en i Danmark undervurderet fare for at EU ender op i interne trakasserier om landbrugspolitik, gamle stormagtskonflikter eller andre i forhold skabelsen af et helt fredeligt Europa uvæsentlige ting. Der er stærke modstandere mod udvidelsen og stærke kræfter, der vil føre en fejlagtig sikkerhedspolitik. Centrum og venstre bør være de drivende kræfter for at EU prioriterer freds- og sikkerhedspolitikken højere og specielt prioriterer udvidelses- og samarbejdsperspektivet højt.

Vi må ærligt fortælle, at det kan koste vesteuropæerne på kort sigt. På lang sigt er gevinsten stor for os alle ved at investere massivt i udvidelsen, da en gunstig økonomis udvikling i Central-, øst- og sydøsteuropa vil skabe nye afsætningsmuligheder for de vesteuropæiske virksomheder.

Uanset hvad danskerne beslutter sig for den 28. September vil det europæiske samarbejde - heldigvis - fortsætte, men Danmark vil miste en mulighed for at være med til at skabe og påvirke EUs politik. Centrum-venstre i Danmark bør være med til at sætte kursen mod et mere fredeligt og demokratisk Europa. Med et nej vil vi slet og ret kæmpe de forkerte kampe.

Søren Keldorff er medlem af Nyt Europas arbejdsudvalg og sammen med Vibeke Sperling, Ole Wæver, Jørgen Draghsdahl og Søren Riishøj forfatter til bogen "Efter Kosovo - om Europas fremtidige sikkerhedsarkitektur" udgivet af Nyt Europa.

Nærmere oplysninger om Nyt Europa kan fås på http://www.nyteuropa.dk , 33 36 96 96.