Der består klare forbindelser mellem fælles mønt og fælles hær, altså mellem EUs enhedsvaluta og EU-militær. Disse forbindelseslinier medfører, at en dansk tiltrædelse af EUs valutasystem - altså et Ja ved folkeafstemningen den 28. september - samtidig vil være et første skridt henimod dansk deltagelse i EUs igangværende militære opbygning. Omvendt vil et dansk Nej gøre det usandsynligt, at Danmark vil kunne deltage i EUs militæropbygning i en årrække fremover. Disse påstande bygger på (1) beslutningernes historiske forudsætninger, (2) almindelig politisk teori, samt (3) en række praktiske vidnesbyrd om EUs udvikling.

DEN MILITÆRE OPBYGNING
Inden jeg gennemgår disse tre punkter, vil man måske spørge, om de tanker der gør sig gældende om opbygning af et EU-militær, er andet og mere end luftkasteller. Er EU-militæret ikke et af Nej-sidens sædvanlige skræmmebilleder?

Desværre Nej. Det fremgår med uhyggelig klarhed af Unionstraktatens afsnit V, at "Unionen fastlægger og gennemfører en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik", sædvanligvis forkortet til FUSP (artikel 11), og at FUSP "omfatter alle spørgsmål vedrørende Unionens sikkerhed, herunder udformning af en fælles forsvarspolitik...., som vil kunne føre til et fælles forsvar, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom" (artikel 17). I overensstemmelse hermed har EU siden Amsterdam-traktaten taget en række afgørende skridt: Der er udnævnt en kombineret forsvars- og udenrigsminister for EU, nemlig NATOs tidligere generalsekretær Javier Solana, som er uhyre ambitiøs og effektiv. På basis af Solanas planlægning har Det Europæiske Råd i 1999 på topmødet i Helsinki besluttet at opbygge en hær på (foreløbig) 60.000 mand. Og endelig er der taget en række afgørende skridt med henblik på at koordinere og effektivisere den europæiske våbenindustri.

Det sidste er centralt i forbindelse med EUs "selvstændiggørelse" i forhold til våbengiganten USA, eftersom 4 af EUs medlemslande er på verdens top ti liste over våbenproducerende lande.

Det militære projekt er ikke populært.

Derfor kamufleres det i Ja-politikernes retorik. Beroligende forklarer man, at EU-militæret udelukkende er etableret med henblik på "humanitære aktioner". Men dette tilforladelige udtryk dækker rene militære aktioner, først og fremmes de såkaldte "fredsskabende operationer" i stil med Kosovo-indgrebet i 1999. Altså: regluær krig: EU får magt på egen hånd at gribe militært ind i EUs konfliktfyldte (og forarmede!) nabo-områder, i særdeleshed i det tidligere USSR og Afrika.

DANMARKS FORBEHOLD
Både EU-valuta, EU-politi og EU-militær var på dagsordenen i 1992, da vi stemte om Maastricht-traktaten. Efter det danske Nej 2. juni 1992 måtte den danske regering tage "forbehold" over for dansk deltagelse på de tre områder.

Ingen politiker fra Ja-siden har lagt skjul på, at de hellere end gerne ville opgive disse forbehold. Det eneste der har holdt dem tilbage, er frygten for at befolkningen endnu engang vil sige Nej. Dette forklarer regeringens strategi, nemlig ren salami: Først skærer man den letteste skive: Euroen. Og når først Danmark er med her, er vejen banet for en afstemning om deltagelse i EU-militær og -politi. Manipulation? Ja, men sådan er dagens politik desværre. Ja-politikerne har aldrig fremlagt den fulde dagsorden.

INGEN VALUTA UDEN STAT - INGEN STAT UDEN MILITÆR
Den anden forbindelseslinie mellem valutaunion (ØMU) og Unions-militær har sammenhæng med, at valutaunionen ikke (først og fremmest) er et økonomisk projekt. Sagen er den, at en enhedsvaluta ikke kan praktiseres uden en uhyre omfattende politisk integration - altså ensretning af en række politik-områder, såsom arbejdsmarkeds- og social- og skattepolitik. Politisk ensretning af disse systemer udgør den praktiske forudsætning for, at den samme valuta kan have den samme økonomiske værdi i alle dele af systemet.

Med andre ord: Valuta-unionen er en genvej - bagdør - til en politisk union - en EU-stat. Kender vi nogen stat uden militær?

HVAD BETYDER ET DANSK NEJ?
Et dansk Nej til at blive indlemmet i Euro-systemet vil være et chok - både for de danske Ja-politikere og for EU-eliten. Det vil være et klart signal om at den danske befolkning vender sig mod det magtfuldkomne, elitære EU-system, og dette signal vil forhåbentlig give anledning til en omfattende selvransagelse inden for EU. Og da dette Nej vil forhindre dansk deltagelse i EUs militære opbygning, er det håb om at vi også her kan sætte en helt ny dagsorden for EU.

Hvilke konkrete resultater der kommer ud af vore Nej - ud over at befæste Danmarks nuværende ret til at stå udenfor valuta, politi og militær - kan ingen forudsige. Politik er det muliges kunst. En af Nej-sidens vigtigste opgaver er at forklare, at et Nej til Euroen bygger på håbet om et anderledes - demokratisk, fredeligt, antimilitaristisk, åbent samarbejdende - Europa.