EU har startet opbygningen af et fælles militær, som kan sættes ind i konflikter uden beslutning fra FN. Udrykningsstyrken bliver i første omgang på 60.000 mand. For at få en sådan styrke skal 200.000 soldater udpeges til at kunne deltage i militære aktioner for EU.

Militærfolk er samtidig flyttet ind i Ministerrådets bygning i Bruxelles. Forsvarsministrene deltager nu i egentlige ministerrådsmøder i det hidtidige civile EU. Der er nedsat en særlig sikkerhedskomite, hvor ambassadør Marie Louise Overvad deltager for Danmark. Der er også nedsat en egentlig militærkomite, hvor Danmark er repræsenteret af general Laurits Tophøj.

Danmark skal ikke sende soldater til udrykningsstyrken, så længe vi fastholder den danske undtagelse. Men Danmark kan godt deltage i militære aktioner, blot det besluttes særskilt. Danmark forbereder deltagelse i fælles militære aktiviteter, og den danske regering og 80 % af folketingets medlemmer ønsker den danske militære undtagelse ophævet ved en folkeafstemning.

Indtil da administreres undtagelsen på den måde, at regeringen siger, vores repræsentant i militærkomiteen kun må beskæftige sig med civile opgaver. Men vi er altså nu med i en militærkomite, som mødes i EUs bygninger i Bruxelles, og her kan man i dag møde militært personel med uniform i barer og korridorer og mødelokaler.

For de andre lande kan det være svært at se, at Danmark har en militær undtagelse. Alle andre EU-lande kan nedlægge veto mod en militær aktion. Danmark er med sin undtagelse det eneste land, der ikke har vetoret mod Unionens militære aktioner!

Indtil videre gælder der enstemmighed i EU om militære beslutninger. EU kan ikke gå i krig, uden alle er enige. Det er begrænsningen, og for at komme bort fra den forhandles der nu om et særligt "forstærket samarbejde", hvor et antal EU-lande kan gå ind i konflikter, uden at alle er med, men hvor der alligevel handles på Unionens vegne.

EU lader sig derimod ikke begrænse af det internationale samarbejde i FN. EU kan sætte militærstyrken ind, hvor ministerrådet skønner, der er behov for en militær indsats. Der stilles ikke krav om, at FN først skal have truffet en beslutning om indsats.

EU kan gå i krig uden at vente på FN.

EU er også ved at opbygge et fast samarbejde med Vestunionen og NATO. Vestunionen er en militærorganisation, som omfatter alle EU-lande, der enten er medlemmer eller observatørmedlemmer som Danmark. Vestunionen er en del af Europæiske Union, men endnu adskilt gennem forskellige traktater.

Samarbejdet er nu markeret ved, at Vestunionen har fået NATOs tidligere generalsekretær Javier Solana som generalsekretær. Solana er også udnævnt til generalsekretær for EUs ministerråd og højtstående repræsentant for EUs fælles udenrigs-, sikkerheds- og nu forsvarspolitik.

Han repræsenterer på samme tid EUs udenrigspolitiske og militærpolitiske arm. Han er en slags EU-øverstkommanderende, og refererer direkte til EU-landenes statsministre i Det europæiske Råd.

Vestunionen er som NATO en forsvarsalliance. Men forskellen er, at et medlemskab i NATO ikke forpligter til automatisk krigsdeltagelse. I NATO skal landene selv afgøre, om de vil deltage i en krig, hvis et NATO-land bliver angrebet. Der er nok en formodning om kollektivt forsvar, og man har indøvet automatiske fælles svar, men formelt skal der træffes en selvstændig beslutning i Danmark, før danske soldater kan komme i krig for NATO.

Med Vestunionen er det anderledes. Her er medlemmerne forpligtet til at deltage i fælles forsvar, hvis et land bliver angrebet. Man skal ikke træffe en selvstændig beslutning først. Den er truffet på forhånd. Og indskrevet i Vestunionens artikel 5 som en kollektiv forsvarsforpligtelse.

Denne fælles forsvarsforpligtelse ønsker EU-Parlamentet, Kommissionen og de fleste EU-lande flyttet over i EU-traktaten. De tidligere neutrale lande er ikke med på denne sammensmeltning endnu. Resultatet af de igangværende forhandlinger på regeringskonferencen i EU bliver derfor, at Vestunionens automatpilot flyttes ind i en særlig protokol, som forpligter de lande, der meddeler, at de vil deltage i protokollen.

Danmark kan så sammen med et par neutrale lande være uden for protokollen, mens det store flertal af medlemslande og unionens institutioner går i krig per automatik, hvis et EU-land skulle blive overfaldet.

EU bliver dermed en forsvarsalliance og en særlig europæisk søjle i NATO.

Meningen er ikke, at EU skal overtage NATOs opgaver i tilfælde af de storkrige, som NATO blev skabt for at undgå. Hvis Kina eller Svejts skulle finde på at overfalde et NATO-land, er det forstat NATO, der er rammen for fælles militær indsats.

EUs militære rolle sigter kun mod krisestyring og såkaldt fredsskabelse i regionale konflikter, siger man beskedent. Men kigger man på efterkrigriskdens krige er det vel 100 % af krigene, der falder ind under den kategori.

I 90`erne har de fleste krige været borgerkrige. Krig nr. 100 blev borgerkrigen i Congo i ...se nyt bogmnanus og indføj

De danske militære bedrifter ophørte, da vi fik klø i 1864 og mistede min hjemstavn: Sønderjylland. De fleste andre EU-lande har nyere erfaringer med at bruge militær til at varetage forskellige interesser, f.eks. i de nu tidligere kolonier. Belgien har for eksempel interveneret i Congo, myrdet deres folkevalgte præsident Lumumba og indsat en ny regering.

Frankrig har også blandet sig i regeringsdannelser i Afrika med militær indsats. Der er mange områder, hvor gamle koloniinteresser kan medføre risiko for, at EU bliver inddraget i en militær konflikt.

Risikoen for, at EU erklærer krig mod det ene eller andet land er næppe overhængende. Men risikoen for at en lokal konflikt optrappes og medfører uigennemtænkt EU-deltagelse er større end jeg bryder mig om at beskrive. Kig selv på listen over de regionale konflikter vi har været vidne til. Hvorfor skulle de nu høre op?

Verden har brug for indsats over for sådanne konflikter. Men indsatsen skal gå ud på at forebygge konflikterne, undgå dem, eller begrænse dem, hvis de er brudt ud.

Det gøres bedst ved civil forebyggelse, fredelige forhandlinger, økonomisk hjælp. Hvis det bliver nødvendig med at indsætte en militær styrke, bør det gøres fra FN eller Den Europæiske Sikkerheds og Samarbejdsorganisation, OSCE, hvor alle lande er med. Jeg er personligt indstillet på, at det i ekstreme tilfælde også kan ske imod et veto fra de berørte lande.

Men beslutningen må tages i FN eller OSCE, aldrig i USA, Kina eller EU, vestunionen eller NATO. De der møder fredsstyrken må være sikker på, at de kun kommer for at skabe fred. De må ikke kunne forveksles med gamle koloniinteresser eller ønsker om at pleje andre interesser end den konkrete fredsskabelse.

EUs militære dimension siger, den sigter på fredsskabelse. Men hvis det var eneste formål, ville man beslutte at bygge styrken op i OSCE, eller til nøds i NATO. Når udrykningsstyrke, efterretningstjeneste, satellitovervågning, kommandostruktur og militærkomite bygges op i EU er det reelle formål at give en ny stat det for alle stater mest typiske magtmiddel: militær.

Til en stat hører fælles penge og retsvæsen, politi og militært. EU er netop ved at indføre disse typiske magtmidler. EUs militær er frem for alt en byggesten til det man har kaldt for Europas Forenede Stater.

Min vision for et europæisk samarbejde er anderledes. Jeg ønsker et slankere, friere og civilt europæisk samarbejde. Et åbent, nært og demokratisk EU, ikke en ny militært bevæbnet supermagt. Militær bør stedse holdes adskilt fra EU.

Min ungdomsdrøm var, at alt militær skulle stilles til rådighed for FN. Selv om det er frygtelig umoderne må jeg erkende, at jeg fortsat drømmer gennem det knækkede gevær.

Og jeg er glad for, at der i JuniBevægelsen er et forsvarsudvalg med flere folk, der tænker som jeg. Måske var det også en ide for dig at være med i arbejdet for at hindre EU i at blive militærmagt.

Der er mere stof at hente på http://www.junibevaegelsen.dk og min egen hjemmeside: http://www.bonde.dk.