Den 17. august slår Svend Lings Fast, at EU er et fredens projekt, fordi EU har eksisteret i 50 år og, at der i denne periode ikke har været krig EU-landene imellem.

Men erfaringerne fra andre af historiens føderationer er skræmmende. Tunge centralistiske, bureaukratiske unioner som den man er ved at opbygge i EU er brudt sammen så snart de interne spændinger er blevet for store. Spændinger som Euroens konstruktion med inflationsbekæmpelsen i højsædet nærmest garanterer. For at citere vores statsminister, så er det 'en for stram en spændetrøje imellem lande der er så forskellige' (13. maj 1993).

Problemet her er, at der ikke er mulighed for at tilgodese de enkelte landes behov, hvilket vil skabe arbejdsløshed i nogle lande og overophedning i andre, hvilket Irland er et aktuelt eksempel på.

Økonomisk supermagt
Tværtimod er euroen, et forsøg på at opbygge en økonomisk supermagt som modpol til USA og Japan. Dette bliver så forsøgt os påduttet ved at stemple modstanderne som nationalister og romantikere, der lever i den vildfarelse, at lille Danmark er lidt bedre end alle de andre, hvorimod Euroland er et sandt fredens projekt i en internationalistisk, solidarisk ånd.

Sandheden er, at Euroen og EU generelt er rendyrket nationalisme på stormagtsniveau, hvilket er endnu farligere end 'småstatsnationalsime', som den kommer til udtryk ved Pia Kærsgaard og lignende personager. Således er hele Østeuropa-politikken i EU præget af ekspansionstanken, hvor man har programmer til at hjælpe de i forvejen bedst fungerende lande ind i folden, mens de fattigste som har mest brug for hjælp, må klare sig selv. Til dette er euroen et glimrende redskab.