Mediernes indsat for krig eller fred?
Spørgsmålet rummer en bekymring. Træffes beslutningerne på Tinge udfra befolkningens ønsker og behov, eller har indflydelsesrige interessegrupper mulighed for at skævvride den demokratiske beslutningsproces?

Af Erik Lau Christensen

Spørgsmålene i boksen er begrundet i de erfaringer, som er tilgængelige. Mediernes centrale rolle for opbygningen af det had, de etniske grupper i det tidligere Jugoslavien udviklede, og som muliggjorde de grusomme og vanvittige krigshandlinger er velkendt. Men historien indeholder det ene eksempel efter det andet. Et meget talende eksempel er den indflydelsesrige aviskonge William Randolph Hearst (1863?1951), som styrede eller manipulerede den offentlige mening gennem propaganda. Hearsts aviser var talerør for den tidlige amerikanske imperialisme i forbindelse med USAs krig mod Spanien om Cuba og Filippinerne i 1898. Jeg citerer, hvad Hearst har udtalt: "Aviser former og udtrykker den offentlige mening. De foreslår og kontrollerer lovgivningen. De omtaler (eller starter) krig. De straffer kriminelle, specielt de magtfulde. De belønner med anerkendende offentliggørelse borgernes gode gerninger overalt. Aviserne kontrollerer nationen". Må jeg tilføje en betingelse: Hvis oplagene er store nok !!!

"...så skal jeg nok sørge for krigen"
Da cubanerne i 1897 gjorde oprør mod Spanien, startede Hearst en kampagne for at få USA i krig mod Spanien, selv om politikerne var imod. I december 1897 sendte Hearst en bladtegner og en freelance journalist til Cuba i en stadig kamp for at øge sit avisimperiums oplag. Freden truede. Tegneren telegraferede til Hearst: "Alt roligt her... Ingen ballade. Ønsker at vende hjem". Hearst svarede: "Bliv hvor De er. Sørg De for billeder, så skal jeg nok sørge for krigen". Billedet kom. Tegningen af en nøgen cubansk kvinde, som mishandles af spansk politi gik den amerikanske sensationspresse rundt.

I februar 1898 eksploderede og sank det amerikanske slagskib Maine under et flådebesøg i Havanna ? under stadig uopklarede omstændigheder. Krigen startes; oplaget på Hearsts aviser oversteg for første gang en million.

Omkring første verdenskrig var oplagstallet for Hearsts aviser på over fem millioner. På Cuba anvendtes koncentrationslejre for første gang og over en halv million cubanere døde af, hvad amerikanerne senere har kaldt "en rask lille krig".

Pressen - et mål i sig selv
Når vi beslutter os for at føre krig eller undgå den ved at bruge diplomati til løsning af en politisk konflikt, ved vi så, hvad vi gør? Ved befolkningen, og ved politikerne, hvad alternativerne til krigen er, og kender vi krigens omkostninger - økonomisk såvel som i form af menneskelig lidelse og død?

Hvor har vi den viden fra? Almindeligvis fra medierne, men hvor meget tør vi stole på det, vi får at vide? Har vi reelt noget valg?

Ellen Hørup, som var datter af Viggo Hørup, skrev i en kronik i Politiken: "Hvorfor får vi Krig?...Der er kun en slags Krig, kapitalmagtens Krig, der føres i Fredstid som i krigriskd. Men hvordan er det muligt at drive Mennesker, der slet ikke er interesseret i Krig, ud i den?" Ellen Hørup svarede. "Fordi kun de, der har Magten, ved, hvad det gælder. De andre, Masserne, som de er nødt til at have med sig for at føre Krig, bilder de noget ind. Hver gang noget forskelligt, og hver gang bliver de troet. For de har Midlerne til at sprede Løgnen ... og hver gang bliver de troet".

I kronikken "Regering, Presse og Borgerskab" fortsatte Ellen Hørup: "Den politiske forskydning i Forbindelse med Pressens Udvikling i den seneste Menneskealder har fuldkommen forrykket forholdet mellem Presse og Regering og Presse og Publikum. Ligesom Demokratiet i de fleste Lande har måttet vige for Autokratiet, således er Dagspressen også forlængst holdt op at være Udtryk for de forskellige Meninger i Folket. Den er knapt nok Udtryk for de forskellige Partiers Mening. Den er et Mål i sig selv. Det vil sige, at Dagspressen er blevet en Industri som enhver anden. Et Blad er en Fabrik, hvor der er anbragt en vis Kapital, og hvis vigtigste Opgave er den samme som for enhver anden Fabrik. At give så stort et Udbytte, som muligt. Dermed er Bladproduktionen blevet et Led i det kapitalistiske System og afhængig af det ligesom Regeringerne i de kapitalistiske Lande. Hvad der igen vil sige, at Regering og Presse står i et ganske andet og intimere Forhold til hinanden end for et halvt århundrede siden".

En fri presse
Man kunne mene, at Ellen Hørups betragtninger i dag er forældet, men udvikling omkring ejerskabet af Berlingske Tidende viser, at der fortsat er en sandhed i Ellen Hørups betragtninger omkring kapitalinteressernes forsøg på at styre pressen. Det var for meget for A.P. Møller at få afsløret sin historiske rolle som våbenhandler med NAZI-Tyskland i Berlingske, så man solgte sine aktier i det blad, man ikke kunne styre. Men det vidner på den anden side om en bladledelse, som satte sig ud over pressionen fra aktionæren - dog kun pga. en kraftigere pression i form af afsløring af sandheden i Dagbladet Information.

Behovet for et stigende oplagstal, og dermed en god forretning, styrer ikke bare den skrevne presse, også det statsejede Danmarks Radio styres af seer- og lyttertal. Derved presses medierne til at jagte sensationerne fremfor seriøse analyser, og pressen medvirker til begejstring for egen nations heltemodige indsats - i mangel af bedre kan fodboldkampe bruges - og til frygt for fjendes grusomme metoder og overgreb, som det blev tilfældet i det tidligere Jugoslavien. I jugoslavien var den frie presse næsten ikke-eksisterende, og de spinkle rester var udsat for systematiske cikaner, som økonomisk støtte fra f.eks. dansk fagbevægelse kun i begrænset omfang kunne råde bod på. Men pressen i Danmark er fri.'

Ikke betalt for at moralisere
Men lad os gå lidt tættere på det, vi selv er blevet udsat for. Ud fra det jeg i dag ved, må jeg mene, at forudsætningerne for beslutningen om at sætte NATO-bombefly ind i krigen i Bosnien og Kroatien, og senere beslutningen om at føre regulær angrebskrig om Kosova var utilstrækkelige og på væsentlige punkter direkte fejlagtige. Og vi blev som befolkning ikke informeret, men vildledt. Og det var ikke på grund af utilsigtede fejl eller mangler, men efter en forud planlagt og meget professionelt gennemført propaganda. Jeg har ingen viden om, hvorvidt danske politikere havde bedre viden dengang, men jeg vælger at tro, at også de blev vildført, selvom jeg er i tvivl.

Det må i nogens ører skabe en kraftig skepsis og direkte modstand, når jeg skriver dette.

Inden nogen bladrer videre herfra skal jeg derfor skynde mig at bevise eller i det mindste sandsynliggøre min påstand. I 1993 bragte Fransk TV2 et interview med direktør James Harff fra det USA-baserede PR-firma Ruder Finn, som arbejdede for både Kroatien, Bosnien og Kosova i forbindelse med de borgerkrige, som på det tidspunkt kun lige var startet, og for Kosova's vedkommende højst kunne omtales som en mulighed en gang i fremtiden. Den albanske "eksilregering" betalte allerede i 1993 op til 40.000 dollars om måneden for PR-firmaets ydelser. I TV-interviewet udspurgte Jacques Merlino PR-direktøren om, hvorledes det var lykkedes at iscenesætte en folkestemning, som ensidigt fordømte serberne. For os forekommer alene spørgsmålet som en provokation, men svaret taler for sig selv: "Med et enkelt træk var vi i stand til at fremvise en simpel historie om 'good guys and bad guys' ('helte og skurke'), som herefter spillede sig selv." James Harff fortsatte: "Hurtighed er afgørende. Det er den første påstand, der tæller. Alle dementier er helt virkningsløse."

Hvilken enkeltepisode, James Harff benyttede, ved jeg ikke. Men vi var alle dengang ved at blive overbevist om Serberne som skurke og de andre som ofre. Men lad os lige høre, hvad James Harff sagde om PR-firmaet Ruder Finn's holdning til sandheden: "Vores arbejde er ikke at bekræfte oplysninger. Vi er ikke udrustet til det. Vores job er at sikre en hurtig spredning af oplysninger, som er til vores fordel, og at rette dem mod nøje udvalgte mål. Vi bekræftede ikke eksistensen af dødslejre i Bosnien. Vi gjorde det blot alment kendt, at Newsday hævdede det. ... Vi er professionelle. Vi har et job at udføre, og det gør vi. Vi er ikke betalt for at moralisere."

Da vi senere i TV konfronteres med billeder af ofrene for bomben, som slog ned på Markedspladsen i Sarajevo i august 1995 og får oplyst, at 38 er dræbt og 90 såret, mange kvinder og børn, så nikker vi kun bekræftende til oplysningen om, at det var en serbisk bombe, som bevidst var rettet mod civile. Netop disse billeder og denne konstatering var afgørende for beslutningen om at indsætte NATO-bombefly mod serberne.

Bedraget
Hvor mange har hørt, hvad sandheden var? En undersøgelseskommision af NATO- og Russiske officerer konkluderede senere, at bomben umuligt kunne være kommet fra Serberne, og muslimerne måtte indrømmede, at de selv havde ansvaret for bomben, som dræbte deres egne.

Den form for krigslist var almindeligt anvendt i krigene i det tidligere Jugoslavien, og vi kender formentlig allesammen fortilfælde fra f.eks. 2. verdenskrigs begyndelse.

Tilbage står den kendsgerning, at beslutningen om at indsætte NATO-bombefly mod serberne blev truffet på grundlag af bedrag og bevidst løgn. Det er ikke det alvorligste i den sag. Hvad vi som almindelige borgere formentlig ikke var klar over dengang var, at tragedien på markedspladsen langt overskyggedes af en samtidig krigsforbrydelse af helt andre dimensioner: Kroatien gennemførte samtidig krigens største, etniske udrensning, hvor mere end 14.000 serbere blev dræbt og 100.000 fordrevet fra deres hjem i Krajina-provinsen i Kroatien, og NATO's bombefly spillede også en rolle her! De fordrevne har indtil i dag ikke fået lov til at vende hjem i nævneværdigt omfang. Kan vi magte at indstille os på, at vi er blevet manipuleret så groft??

En "uvildig ekspert"
På det tidspunkt var jeg tæt på Kosova-albanske flygtninge i Danmark. Jeg fik mange oplysninger om Serbernes grusomme undertrykkelse af Kosova-albanerne (og -sigøjnerne, -ægypterne mv.). Jeg så rædselsvækkende hjemmevideooptagelser af menneskelige lidelser og ødelagte hjem ; en lemlæstet, tortureret Kosova-albansk soldat, som var returneret til sin familie fra den serbiske hær i en forseglet kiste med besked om ikke at åbne kisten, det ville blive straffet hårdt. Årlige rapporter fra Centret for Menneskerettigheder i Pristina med navne på dræbte og torturerede Kosova-albanere og beskrivelser af etniske udrensninger af navngivne landsbyer mv. Jeg har ingen grund til at tvivle på rigtigheden af alt dette.

Samtidig forsøgte de danske myndigheder at tvangsudvise størsteparten af disse Kosova-albanske flygtninge, hvoraf mange var desertører fra den Serbiske hær. Det lykkedes for en folkelig bevægelse i Danmark at forhindre disse tvangsudvisninger gennem flere år og til sidst opnå, at størsteparten fik opholdstilladelse. Men det var et lykketræf, fordi det lykkedes at påvise, at myndighedernes såkaldte "uvildige ekspert" i Serbien, som blev konsulteret om hver enkelt flygtnings belæg for at føle sig forfulgt i Kosova, ja denne ekspert var identisk med den berygtede krigsforbryder, Arkan. Arkan var kommandant for den berygtede militsgruppe "Tigrene", som havde gennemført etniske udrensninger i Kroatien og Kosova. Det danske udenrigsministerium spurgte altså bødlen om ofrene havde grund til at flygte.

Når vi beskæftiger os med pressens rolle for krig eller fred, må jeg også fortælle, at denne afsløring af Udenrigsministeriets uforsvarlige valg af en lokal ekspert kun kunne afsløres fordi en journalist risikerede sit liv og helbred ved at rejse til Beograd og gennemføre sin research, herunder et interview med Arkan.

Vores daværende udenrigsminister fnyste mod og overfusede denne journalist for åben skærm, da han blev konfronteret med sandheden, og nægtede at se denne journalist oftere!! Vi andre så ikke journalisten på skærmen ret længe derefter, han blev tilsyneladende forflyttet af TV-stationen. Ak ja, ind imellem må man undre sig.

Glemt og svigtet
På det tidspunkt var den ikkevoldelige linje fremherskende i Kosova under ledelse af den folkevalgte "præsident", Rugova. En aften, hvor jeg havde mulighed for at tale privat med lederen af Menneskerettighedscentret i Pristina, Adem Demachi, som var på besøg i Danmark, fortalte han med bekymring om vanskelighederne med at holde de unge Kosova-albanere tilbage fra voldelige aktioner mod de Serbiske politisoldater. Ungdommen så, hvorledes de blodige billeder fra Bosnien havde bragt NATO ind som partner i krigen mod serberne. Hvorfor ikke i Kosova? Hvis det er det, der skal til for at opnå frihed for undertrykkelsen, så må vi ofre de menneskeliv, det koster, synes argumentationen at være. Der er jo hvert år mennesker, som mister livet under tortur eller terror fra de serbiske politisoldater side, så hvad har vi at miste? Men dengang var den fredelige linje fortsat ved magten, men alle, både de krigeriske unge og de fleste, som var tilhængere af ikkevold, følte sig med rette glemt og svigtet af det øvrige Europa og af USA. Modstanden mod den ikkevoldelige politiske linje var blevet en alvorlig trussel.

Diplomati - eller strategi?
Vidste politikerne ikke det, jeg vidste? Jeg kan næppe tro det. Men vi så ikke meget til disse ting i vore medier og hørte heller ikke om forholdene i Albanien eller Makedonien, bortset fra den rosenrøde omtale af de danske soldaters indsats i Makedonien. På universitetsplan, både herhjemme og i andre lande i Europa, talte eksperter om krudttønden Kosova, som kunne eksplodere, hvornår det skulle være, og forholdene i Makedonien og Albanien blev også drøftet med seriøs bekymring.

Så kom Dayton-aftalen, som skabte våbenstilstand i Bosnien, men det gav ingen håb om en seriøs løsning på de virkelige problemer i hverken Kosova eller Makedonien, eller for de mere end en halv million flygtninge fra eller i Kroatien, Bosnien og Serbien.

Det er bemærkelsesværdigt, at den tidligere fredsmægler, Lord Owen, hvis fredsaftale for Bosnien var blevet både undergravet af og næsten kopieret af USA (i Dayton-aftalen), udtalte ved krigens afslutning: "USA's diplomati er skyld i, at krigen i Bosnien er blevet unødvendigt langvarig." En tankevækkende konklusion fra en mand, midt i diplomatiske bestræbelser for at begrænse og afslutte en grusom krig hurtigst muligt.

Det er måske vanskeligt at forstå, hvilken interesse USA skulle have i at vanskeliggøre fredsprocessen, men der ligger måske en nøgle til en forståelse i den såkaldte Wolfowitz-rapport om USA's strategi under "den ny verdensorden": "Vores strategi som den eneste supermagt må opretholdes med en militær styrke, som kan tage modet fra enhver nation eller gruppe af nationer, som ønsker at stille spørgsmål ved USA's overherredømme.

Vi må forhindre de industrialiserede lande i at udfordre Amerika's lederskab. .. Der må opretholdes en dominerende militærmagt for at tage modet fra mulige rivaler, så de ikke stræber efter en større regional eller global rolle. Den internationale orden sikres til syvende og sidst af USA, som må være i stand til at handle selvstændigt, når en kollektiv aktion ikke kan stables på benene. Vi må forhindre dannelsen af et selvstændigt europæisk sikkerhedssystem, som kan destabilisere NATO."

USA ønsker at fastholde sin dominans
Måske var der frygt for at miste en dominerende magt, hvis det lykkedes for Europa at slutte fred i Bosnien uden militær indgriben fra USA? Måske frygtede USA, at NATO ville blive splittet, nu, hvor der ikke var nogen fjende at forsvare sig imod? Den citerede tekst er skrevet omkring 1991-92, men kom først til offentlighedens kendskab noget senere. Teksten skabte i øvrigt forståelig harme i EU.

Måske var det sådanne betragtninger i USA, som var medvirkende til angrebskrigen mod Kosova.

De begrundelser, som dengang blev fremført for at starte krigen viste sig alle ved nærmere analyse ikke at kunne holde i praksis. Og påstanden om, at der ikke var noget alternativ, viste sig også at være forkert.

Nu har jeg igen den opgave at sandsynliggøre det, som næsten enhver dansker må protestere imod. For vi var jo det NATO-land, hvor den største del af befolkningen bakkede op bag beslutningen om krigen, og hvor kritikken var svagest.

Lad mig beskrive noget af det, jeg ved, og som størstedelen af den danske befolkning - og måske også danske politikere? - ikke vidste, da krigen blev besluttet. Først noget om den partner, NATO valgte i Kosova, UCK, Kosova's Befrielses Hær.

UCK - en askepothistorie
UCK havde eksisteret en årrække som partisaner uden uniformer og tilsyneladende med basis i en venstreorienteret politisk holdning. Bevæbningen var begrænset og stammede bl.a. fra plyndrede våbenlagre i Albanien.

Indenfor kort tid skiftede UCK fuldstændig karakter. Dårligt klædte partisaner sås ikke mere, UCK bestod nu af uniformerede soldater veludstyret med våben. Den venstreorienterede guerilla er udskiftet med en højreorineteret milits. Det forlød, at der har været interne kampe mellem de to former for UCK. At det ny UCK gennemførte terroraktioner, også imod de Kosova-albanere, som ikke bifaldt det ny UCK's politiske linje er velkendt. Hvor kom uniformerne fra? Hvor kom den rigelige våbenforsyning fra? Tilsyneladende var det materiel fra det tidligere Østtyskland.

Narkofinanciering
Der må være nogen, som har vidst mere om, hvad der lå bag skiftet. Og oplysningerne kan findes, hvis man leder. Allerede i oktober 1994 (altså 5 år før NATO går i krig) kan man i San Francisco Chronicle læse følgende: "Narkosmugling er blevet den vigtigste kilde til at financiere borgerkrige, som er på vej eller allerede gærer i Sydeuropa og det østlige middelhav. ... Albanske nationalister i det etnisk spændte Makedonien og den serbiske provins Kosova har skabt et omfattende heroinnetværk, som fører fra opiumsfelterne i Pakistan til det sorte marked i Sveits. Herigennem fører de årligt for to milliarder dollars narko ind i Europas hjerte. ... Over 500 albanere fra Kosova og Makedonien sidder fængslet i Sveits for narko- og våbenhandel, og mere end 1000 er under anklage. Våbnene meldes oplagret i Kosova for senere brug mod den serbiske regering i Beograd."

Colombia-syndrom
Den 1. marts 1995 udkommer Jane's Intelligence Review med en artikel om "The Balkan Medellin", hvor man bl.a. kan læse:

"Kosova-albanerne, som socialt er organiseret i storfamilier, der er bundet sammen i klanalliancer, dominerer den albanske mafia på det sydlige Balkan. ... Hvis der ikke gribes ind overfor den voksende albanske narkoterrorisme, kan det føre til et Colombia-syndrom på det sydlige Balkan, eller til en situation, hvor den albanske mafia bliver stærk nok til at kontrollere en eller flere stater i regionen. I praksis omfatter dette enten Albanien eller Makedonien eller begge lande. I politisk forstand sker det nu ved at kanalisere udenlandsk valuta, som er tjent ved narkoterrorisme, ind i lokale regeringer og politiske partier. I Albanien er det regerende Demokratiske Parti, som ledes af Sali Berisha, under stærk mistanke for stiltiende at tolerere og tilmed direkte profitere på narkohandel. Det gør det af vidtrækkende politisk-økonomiske hensyn, nemlig finansieringen af separatiske politiske partier og andre grupper i Kosova og Makedonien." .

Da Sali Berisha blev væltet i 1997 p.gr.a. pyramidespil blev militærlagre tømt af befolkningen. Mange af disse våben fandt vej ind i Kosova. Den 24. marts 1999 skriver den britiske avis The Times: "En undersøgelse foretaget af The Times har klargjort, at politiet i tre vesteuropæiske lande i samarbejde med Europol .... hver for sig udforsker stigende vidnesbyrd om, at narkopenge financierer UCK's spring fra mørket til magten. Finansieringen rejser kritiske spørgsmål, der sætter påstande om en "etisk" udenrigspolitik på en bedrøvelig prøve." Men advarslen i The Times kom for sent; samtidig med avisen kommer på gaden angriber de første NATO-fly med bomber og raketter serbiske stillinger, transportveje, broer, TV-stationer, fabrikker og andre, strategiske mål i Kosova og Serbien.

Financiering af "frihedskæmpere"
Den Canadiske økonomiprofessor Michel Chossudovsky skriver: "Sandheden er, at UCK holdes oppe ved organiseret kriminalitet med stiltiende accept fra USA og dets allierede. ... Mønstret i Kosova er det samme som ved andre hemmelige CIA-operationer i Mellemamerika, Haiti og Afganistan, hvor "frihedskæmpere" bliver financieret gennem hvidvaskning af narkopenge. Siden slutningen af den kolde krig har vestlige efterretningstjenester udviklet komplekse forbindelser til den illegale narkohandel. Gang på gang har narkopenge, som er blevet hvidvasket i det internationale bankvæsen, financieret hemmelige operationer."
Der er flere tilgængelige kilder som viser, at man i det tyske, britiske og franske efterretningsvæsen har kendt til disse forhold. Interesserede kan læse meget mere i Sven Tarp's bog: Historien om en bebudet krig. Jeg skal understrege, at bogen også er et kampskrift mod den ny imperialisme, men trods dette afgjort læseværdig, fordi den indeholder et væld af kildehenvisninger og citater.

Massakren i Racak
Hvilken enkeltepisode var afgørende for beslutningen om at starte NATO's krigmod Serbien? Der var mange spilfægterier omkring forhandlingerne i Rambouillet, men den episode, som på det følelsesmæssige plan påvirkede os alle var nok massakren i Racak, hvor 45 kosova-albanere dræbes ved skydning på tæt hold. Det lignede en likvidering.

Det interessante spørgsmål, som ingen tilsyneladende stiller er, om vi ved, hvem der skød. Det konkluderes straks, at der er tale om en likvidering udført af serbiske soldater, politi eller militsfolk, og hele interessen fokuseres på, om det kan bevises, at der er tale om nedskydning på klods hold af ubevæbnede borgere, altså en likvidering.

Det serbiske styre i Beograd gør det let for de vestlige medier at overse det centrale spørgsmål ved at kæmpe mod en uvildig undersøgelse udført af retsmedicinere fra andre lande.

Til sidst lykkes det dog at få den uvildige undersøgelse af ligene. Men det afgørende spørgsmål blev aldrig stillet, og ingen kan i dag sige, om det var en tåbelig fejl, begået af en serbisk militsgruppe, eller der var tale om en arrangeret krigslist i lighed med bomben på markedspladsen i Sarajevo.

Alle præsidentens mænd...
Omstændighederne netop i de dage er interessante, hvis vi ser på, hvad der foregik omkring præsident Clinton og hans udenrigspolitiske rådgivere.

Der var få dage før massakren afholdt møde mellem de udenrigspolitiske rådgivere og præsidenten.

Der kunne ikke opnås enighed om at beslutte at optrappe USA's og NATO's intervention i Kosova som Madeleine Albright ønskede.

Det var d. 15. januar 1999. Man enedes i stedet for om, at ".... forhindre genoptagelse af fjentlighederne i Kosova og en fornyet humanitær krise; bevare USA's og NATO's troværdighed. ..."

Man siger altså direkte, at der på det tidspunkt er opnået en relativ ro i Kosova, en humanitær krise er overstået pga. OSCE-observatørernes tilstedeværelse.

Fra forsvarspagt til agressiv alliance
Det er kort før det næste møde mellem præsidenten og hans udenrigspolitiske rådgivere, den fatale massakre på 45 kosova-albanere finder sted, og nyheden spredes lynhurtigt, bl.a. fordi en amerikansk officer ankommer til Racak kort efter massakren. Nyheden har tilsyneladende afgørende betydning for USA's beslutning om at forberede sig på krig, for på mødet er enhver modstand mod Madeleine Albright's militante linje væk. Mødet finder sted kun fire dage efter det først omtalte møde, d. 19. januar 1999.

Man besluttede sig på mødet for at stille ultimative krav til Serbien. Samtidig indså man vanskelighederne, som kunne opstå i forholdet til Rusland, og spørgsmålet var også, hvorledes man kunne få de øvrige NATO-lande til at deltage i en militant løsning på konflikten.

Derfor måtte man gennem forhandlingerne i Rambouillet, som reelt blev en farce. Selvom man forsøgte at hemmeligholde de mest afslørende dele af det ultimatum, som man kaldte et forhandlingsoplæg, kunne det ikke skjules - heller ikke i mediernes reportage, at der reelt ikke var tale om forhandlinger. Krigen var besluttet forinden, tyder alt på.

Kort efter krigen mod Serbien er indledt af NATO bekræfter NATO-landene deres tilsidesættelse af FN-pagten som overordnet i forhold til nationale ønsker om krigsførelse. NATO ændrer karakter fra forsvarspagt til aggressiv militær alliance med selvskreven ret til at operere i et interessefelt langt udenfor NATO-nationernes egne grænser. En dramatisk ændring, som jeg ikke mener vi som befolkning har haft mulighed for at give vor mening til kende om eller blot deltage i en overvejelse af konsekvenserne af. Her kunne en kritisk presse gøre en forskel. Men der var på Tinge blandt politikerne en enighed, som ikke gjorde det "nødvendigt" at tale med befolkningen.

Den første påstand er afgørende
Jeg fik gennem tilfældigheder et kendskab til Serbiske desertører, især fra Kosova, og oplevede, at Indenrigsministeriet og Udenrigsministeriet, Folketinget og størsteparten af vore politikere lukkede øjnene for kendsgerningerne og var villige til at tilsidesætte flygtninges behov for beskyttelse for at spare penge. Jeg måtte indse, at medierne generelt ikke ønskede at beskæftige sig med at afsløre sandheden, bortset fra en enkelt journalist, som tilsyneladende ødelagde sin karriere ved en heltemodig indsat for at afsløre Udenrigsministeriets dobbeltspil.

Foretrækker politikerne at lade sig styre af magtfulde interessegrupper, som gennem lobbyvirksomhed og veltilrettelagte mediesensationer kan styre såvel politikere som folkeopinionen?

Lad mig for tydelighedens skyld gentage, hvad James Harff sagde: "Med et enkelt træk var vi i stand til at fremvise en simpel historie om good guys og bad guys (helte og skurke), som herefter spillede sig selv ... Hurtighed er afgørende. Det er den første påstand, der tæller. Alle dementier er helt virkningsløse." Måske har han ret, og i så fald har vi et problem.