Fredsfilosofisk forår....

Betragtninger fra Det Danske Fredsakademis seminar om vold og etik lørdag d. 28. april 2001

Af Anja Johansen

At fravælge volden
Umiddelbart havde konstellationen af navneord i seminarets titel vakt en vis undren hos mig, og det var derfor med et åbent, men også afventende sind, at jeg indtog mit sæde i forelæsningslokalet denne forårslørdag.

Oplægsholderne, ph.d. Marina Jakobsen, RUC, og lektor Karsten Fledelius, Københavns Universitet, formåede dog snart at lade en gensidigt udbytterig dialog udvikle sig med de fremmødte, i en diskussion om mange af de overvejelser man let kommer til at gøre sig, når man er engageret i sin omverden og sine medmennesker.

Med udgangspunkt i seminarets titel, "Vold og etik" ridsede Marina Jakobsen (MJ) hurtigt den tætte sammenhæng op imellem disse to begrebsfærer med spørgsmålet, om det måske ikke netop er på baggrund af etiske overvejelser, at volden afvises som udvej i den konkrete situation?

Et samfund der hviler på vold
At vores 'frie, demokratiske og næstekærlige' samfund måske ikke er helt så uskyldsrent, som vi gerne går og bilder os ind, fik MJ understreget ved at illustrere, hvor stor en rolle den systematiske vold, herunder krig og hvad der deraf følger, spiller i vores samfund. Et forholdsvis nyligt eksempel på hvordan vi - bl.a. takket være medier, politikere, idealiserede nationale myter og selvopfattelser - forestiller os, at vi lever i en civiliseret og fredelig verden, kan findes i form af den underligt 'blinde' deltagelse i bombardementet af Serbien i forbindelse med konflikten i Kosovo. Denne, i forhold til indsatsen, ret så ukritiske deltagelse blev bl.a. retfærdiggjort vha. konceptet om en verden bestående af "De gode og De onde," hvor det - i sagens natur - naturligvis er unødvendigt at opridse, hvilken af kategorierne vi evt. måtte tilhøre. Af netop denne årsag bliver vi på et tidspunkt også nødt til at stille spørgsmål til vores "ret" til at bruge ufine metoder eller - med andre ord - til at fordrive ondt med ondt, pga. modpartens evt. "uacceptable adfærd." For helliger målet altid midlet? Og hvis mål er der iøvrigt tale om?

Det er svært at undgå at få associationer til USA i Vietnam - om og om igen.

Vi må tage vores civilisation op til overvejelse
I forhold til fremtiden stod det klart efter MJs eksempler fra det 20. århundrede alias "ekstremernes århundrede," at vi på mange områder bliver tvunget til at forholde os mere end kritisk til den måde, vores civilisation fungerer på. For det ser unægteligt ud til, at der i mange af demokratierne af idag er ved at udvikle sig enkelte decideret totalitære træk.

Her mindede MJ os om vores pligt til at kigge på vores egen rolle i den større sammenhæng, idet vi som borgere i samfundet rent logisk set inddrages og gøres til medskyldige i forhold til en given udvikling - med mindre vi da ligefrem siger fra og gør noget for at trække udviklingen i anden retning. Viden forpligter jo - og det i mere end en forstand , og især hvis samfundet bygger på vold. Her tændte en debattør blandt de fremmødte, Majken Jul Sørensen, mangeårigt medlem af Aldrig Mere Krig, dog et "lys i mørket" i form af sit argument om, at ovennævnte viden netop kan gestaltes i den positive retning, der er så altafgørende for forandringer til det bedre.

For, som Majken understregede, vores samfund bygger jo også på mange andre væsentlige begreber som f.eks. samarbejde og respekt - uden hvilke hverken børnehaver, hospitaler, offentlig transport, el. lign. vel kunne fungere i den grad, vi ser det idag.

Netop diskussionen om fornemmelsen af (med)skyld overfor utilfredsstillende processer i samfundet viste sig at være et særdeles varmt emne. Konklusionen syntes kollektivt at være, at en overvældende fornemmelse af skyld pr. definition ser ud til at resultere i massiv handlingslammelse, endog opgiven, mens "en knivspids" skyldfølelse tværtimod synes at være befordrende mht. at anspore et engagement.

Som aktiv i fredsbevægelsen ser det med andre ord ud til, at man må pålægge sig selv at holde sig indenfor sidstnævnte dynamiske kategori, i hvilken ansvar for og udøvelse af handling endnu er en mulighed, for kun herved kan vi leve op til vores forpligtelser i forhold til, at historien endnu ikke er skrevet...

Pressen - en 4. statsmagt
Fra MJs filosofiske refleksioner bød Karsten Fledelius' (KF) medrivende oplæg på chokerende eksempler og desillusionerende indsigt i mediernes indflydelse på den verden, vi lever i. KFs historier fra sine mange år dels som medieforsker, dels som aktiv bidragyder/bruger af medier, vidnede om, hvor betragtelig en rolle medierne rent faktisk spiller både i forhold til udviklingen og afviklingen af konflikter kloden over og i forhold til os, beskuerne på arenaens tilskuerpladser.

Med "Kosovo-føljetonen" o.lign. ulyksaligheder i baghovedet kunne man kun modstræbende nikke genkendende til KFs observation om, at "der ingen krig er, førend tv-kameraerne er på plads," og at "det altid gavner sagen, når der kommer blod på skærmen."

Der er heller ikke er langt til at forestille sig tilstedeværelsen af en mediemanipuleret virkelighed, når seertal, ratings og oplagstal - altsammen noget der vidner om omsætning - bliver de væsentligste faktorer på den skala, der afgør, hvad vi som medieforbrugere udsættes for.

"Pressen fungerer som en 4. statsmagt," konstaterede KF tørt og refererede til den isnende fornemmelse, han oplevede, dengang han i forlængelse af massakrerne i Rwanda hørte gengivelsen af det radioindlæg, lanceret netop før slagterierne satte ind, der på voldsom og demagogisk vis havde opfordret folk til at gribe til macheterne, selv mod kvinder og børn.

KF understregede dog også, at man ikke ligefrem behøver at falde helt i den anden grøft og begynde at fordømme medierne.

For medier er nødvendige, bl.a. for at opklare voldelige begivenheder.

Det er bare vigtigt, hvordan de bliver brugt.

Og bortset fra manipulationsbegrebet kan man i den forbindelse heller ikke undgå at komme ind på en anden nok så menneskelig, omend farlig faktor, nemlig noget så banalt som sjusk, hvilket KFs historie om et forsidebillede under Kosovokonflikten eksemplificerede på tragi-komisk vis.

"Bosnisk muslim sørger over sin døde søn" - eller?
Under en af urolighedsperioderne på Balkan viste et forsidefoto på et mindre, men kendt dansk dagblad, en midaldrende, tørklædeklædt kvinde ved siden af en grav med et ortodokst kors med inskriften "Nikolae" med kyrilliske bogstaver. Underteksten lød : "Bosnisk muslim sørger over sin døde søn." Uden nogen speciel balkanetnisk indsigt kunne man som læser nemt fristes til fortolke både billede og tekst således, at den sørgende kvindes søn formodentlig var blevet dræbt af nogle serbere (som kontrast til oplysningen om, at kvinden var muslim). Men - i virkeligheden dækkede billedet over det diamentralt modsatte. Kvindens "muslimske" tørklæde var udelukkende indikator for hendes tilhørsforhold til bondestanden i denne region, og det ortodokse kors med den kyrilliske inskription var naturligvis lige så serbisk som den afdødes navn, Nikolae. Den ikke-Balkankyndige avislæsers konklusion om hhv. offer/aggressor blev med andre ord helt forvrænget. Et rystende eksempel på, hvordan vi konstant bliver nødt til at forholde os kritisk til de verdensbilleder, der præsenteres for os. Især når tilfældet, som Karsten Fledelius konkluderede er, at "en nyhed kan søsættes så den forbigås i tavshed, eller så den bliver gnisten, der sætter det hele i lys lue."