Civil ulydighed
- både en udfordring og forpligtigelse

Af Holger Terp

Historien afslører større dybder bag begrebet
Det er en udpræget international misforståelse, at det var den amerikanske forfatter Thoreau (1817-1862) , som opfandt begrebet civil ulydighed.

Thoreau var, som jeg vil vise i det følgende, ikke engang den første amerikaner som beskrev eller anvendte civil ulydighed.

Manglende dansk debat
Specielt en række svenske og norske forfattere har brugt denne påstand i de sidste ti femten år, hvor en dansk debat om civil ulydighed har glimret ved sin fraværelse. Det drejer sig eksempelvis om Jørgen Johansen, Per Herngren, Bernt Hargtved et al..

Myten om Thoreaus fadderskab til begrebet civil ulydighed har som konsekvens, at flere hundrede års anvendelse af civil ulydighed skæres ud af historien, hvorved muligheden for en forståelse af, hvordan begrebet har udviklet sig og dermed også forståelsen af begrebets indhold vanskeliggøres og kan dermed lettere blive genstand for misbrug. Som jeg vil vise i det følgende, var Glistrup ikke civil ulydig. Han var bare ulydig.

Hvad er civil ulydighed?
Jeg tror, at folk har været civilt ulydige, lige så længe der har været uretfærdige herskere. Civil ulydighed er ikkevoldelig kamp mod det onde med det formål at overvinde volden eller undertrykkelsen med en stærkere fællesskabsfølelse.

Udgangspunktet for civil ulydighed i den vestlige verden er først og fremmest Jesus' bjergprædiken. Bjergprædikenen er Jesus bud for, hvordan kristne skulle opføre sig. Han siger blandt andet: "Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer imod det onde", eller som det hedder på engelsk, "That ye resist not evil".

Man må ikke sætte sig imod det onde; man skal altså afstå fra selvforsvar. Den kristne må ikke bruge vold i selvforsvar mod undertrykkeren.

Manglende modstand (Resistance) mod det onde er dermed det første led i forståelsen af begrebet civil ulydighed.

Det er ikke ensbetydende med passivitet overfor uretfærdigheden, når man undlader at sætte sig mod det onde, men det er et valg af en anden metode - man vælger at virke på et andet plan. Jesus indledende bemærkninger om saliggørelsen af den kristne viser og tydeliggør bl.a., at den kristne "hungre og tørste efter retfærdigheden". Og det fordrer altså en eller anden form for aktivitet, nødvendiggjort af ens samvittighed, til fremme af retfærdighed.

Middelalder
I 1200-tallet dannes de første pacifistiske sekter, eksempelvis 'de fattige mænd fra Lyon'. Reformationen satte yderligere skub i dannelsen af pacifistiske sekter. Disse tidlige pacifistiske sekter kaldes nu for de historiske fredskirker.

Samtidig adskiltes den kirkelige og verdslige magt i de protestantiske lande. Nationale stater dannedes og fyrster fik eller tiltog sig mere eller mindre enevældig magt.

Inden for fredskirkerne, opfattede man Jesus bjergprædiken bogstaveligt. Kristne må ikke slå ihjel - uden nogen form for undtagelser. Et budskab som udbredes samtidig med, at folk fik muligheden for selv at læse i bibelen.

Forhenværende soldater og officerer afmønstrerede fra deres militærtjeneste efter at de var blevet kristne, hvilket medførte forfølgelse og ofte langvarige fængselsstraffe.

Kristne pacifister flygtede derfor fra midten af det 1700 århundrede til de nye kolonier i Nordamerika, i håb om et fristed for deres religion.

Men ak. Magthaverne dér var lige så snævertsynede som deres kolleger i det gamle Europa.

Puritanerne i Massachusetts vedtog i 1657 en lov, som forbød kvækerne adgang til kolonien. De brød loven, rejste ind i kolonien, og bl. a. Mary Dyer henrettedes for kætteri i Boston.

Her har vi et af de første eksempler på aktiv civil ulydighed i USA.

De tidlige militærnægtere i Nord-amerika kaldes nonresistans. Udtrykket nonresistance anvendes muligvis første gang i 1676 i en bog af Thos. Bentley: "An examination of the Doctrine of non-Resistance, as held by the people called Quakers," og med disse sproglige varianter har vi her anden del af begrebet civil ulydigheds indhold, men begrebet er stadig passivt.

De første fredsbevægelser
Også under den amerikanske frihedskrig er der militærnægtere, men det er inden for kampen mod slaveriet de næste eksempler på civil ulydighed kommer efter dannelsen af de første amerikanske fredsbevægelser, som opstår i kølvandet på Napoleonskrigenes afslutning i 1815.

Aktiv civil ulydighed
Kvækeren Jonathan Dymond skriver i 1824 en bog, "Inquiry into the Accordancy of War", hvori han nægter militærtjeneste. "Hvis nogen skulle spørge om betydningen af ordene "dem som modsætter sig magten, modsætter sig Guds salvelse", svarer vi som henviser til aktiv modstand, passiv modstand, eller ikke lydighed at det "praktiserede apostlene selv"". Hermed udvides begrebet civil ulydighed til at være aktivt, også sprogligt.

Dymond kan have læst Boéties essay "De la servitude ou Le contr'un. Det vides endnu ikke med sikkerhed, men den amerikansk filosof Ralf Emerson anvender dele af Boéties essay i en tale, War, i 1838. Talen er en af årsagerne til, at borgerrettighedsforkæmperen William Lloyd Garrison samme år grundlægger the New England Non-Resistance Society.

Senere argumenterede Garrison med, at grunden til, at ingen af dets medlemmer blev dræbt i kampen for slavernes frigørelse, netop skyldes deres anvendelse af nonresistance. Her er tredje del af civil ulydigheds indhold.

De første amerikanske foreninger mod slaveriet oprettes i 1780. I 1832 grundlægger Garrison the New England Anti-Slavery Society. Foreningen boykottede varer produceret af slaver, og the Underground Railroad hjalp mange slaver med at flygte. Forhenværende slaver som Frederich Douglass arbejdede fra 1841 sammen med Garrison, hvor de anvendte civil ulydighed for at befri slaver.

Medlemmer af the New England Anti-Slavery Society overfaldes af slaveejere. En bogtrykker forsvarer sig selv og sit trykkeri ved hjælp af våben, men Garrison og hans tilhængere fastholdt, at slavemodstanderne blandt dem selv havde lovet at undgå voldsanvendelse, selv i selvforsvar.

Her er fjerde del af civil ulydigheds indhold.

Ud fra de skriftlige fremstillinger jeg har gennemgået, er der intet, der tyder på, at Thoreau selv har læst Boétie, men Thoreau og Emerson kendte hinanden, og Emerson kan godt have fortalt Thoreau om Boéties essay.

Altså er civil ulydighed på det tidspunkt som Thoreau offentliggør sit essay veldefineret som borgeres samvittighedsfulde kamp mod det onde, mod uretfærdighed, med ikkevoldelige metoder. En kamp som foregår i fuld offentlighed, og som har til formål at forbedre sociale forhold for undertrykte, specielt slaver og militærnægtere.

Thoreaus værk om civil ulydighed hed oprindelig: Resistance to Civil Government (A lecture delivered in 1848). - Boston, MA., publiceret i Elizabeth Peabodys tidsskrift Aestetic Papers 1849.

Titlen på Thoreaus foredrag om civil ulydighed holdt i februar 1848 er: "The Rights and Duties of the Individual in Relation to Government". Titlen ændres i 1866-antologien "A Yankee in Canada" og er altså anbragt efter hans død.

Hvem der har anbragt den nye titel på Thoreaus essay, vides ikke.

Litteratur:
De bedste bøger om civil ulydighed er:

• Kamp uden Vaaben, af Niels Lindberg, Gammelgaard Jacobsen og Karl Erlich. 1937.
• The conquest of violence, Bart de Ligt, 1938.
• The Power of the People : Active Nonviolence in the United States, 1978
• Sharp, Gene: The politics of nonviolent action, 1973.

• Herngren, Per: Handbok i civil olydnad, 1990.
• Johansen, Jørgen og Åsne Berre Petersen: Den nødvendige ulydigheten, 1998.
• Den vanskelige ulydigheten. Bernt Hagtvet (red.) , 1981