En århushistorie

Af Holger Terp

Kirkeminister Johannes Lebech finder det helt i orden, at en del af århusianske konfirmanders forberedelse er deltagelse i natøvelser ledet af Hjemmeværnet.

Ordningen har endda fået den lokale biskop Kjeld Holms velsignelse, oplyses det i et svar til folketingets forsvarsudvalg.

En ting er, at kirkeministeren ikke har fattet det næstekærlige, pacifistiske indhold i kristendommen, eksempelvis i Jesus bjergprædiken. Noget mere alvorligt er det, at en biskop ikke har fattet det.

Hvis den danske folkekirkes konfirmationsforberedelse er så kedelig, at der skal oplevelser på programmet for at holde de unges opmærksomhed fanget, så er der noget grundlæggende galt med konfirmationsundervisningen. Det siges jo, at krig er spændende, og fred er kedeligt. I virkeligheden er det omvendt. Soldater, som ikke har været i kamp, er ubrugelige til at begå drab; de som har været i kamp begår krigsforbrydelser. Både soldater og civile er ofre i krig. De sidste mere end de første. Hvad spændende er der i det?

Vrangforestilling
Soldater, herunder de frivillige i Hjemmeværnet, lider af den vrangforestilling, at de forsvarer NATO, Danmark og hjemmet. Kom det til en krig på dansk område, vil jeg nødigt have mit hjem forsvaret med de tunge våben, Hjemmeværnet er udstyret med. Det er ruinerende. Det er forsvarets sugerør i statskassen også. Tænk på, hvor mange spændende projekter, der kunne investeres i, hvis NATOs samlede omkostninger blev halveret. De unge konfirmander må for min skyld gerne opleve noget under konfirmationsforberedelsen, så som orienteringsløb i skoven, hvor de samtidig kan beundre Guds skaberværk.

Men når konfirmationsforberedelsen tilføjes holdninger, som ikke har en pind at gøre med det kristne budskab om kærlighed til næsten og dermed pacifisme, så er jeg stået af.

Både Hjemmeværnet og Folkekirken rammes i øjeblikket af medlemstilbagegang. Måske er det, fordi begge organisationer opleves af de unge som gammeldags og uden hold i virkeligheden.