Nedskæring mod svensk fredsforskerTFF, den Transnationale organisation for Freds- og fremtidsforskning beliggende i Lund i Sverige, er i de seneste 9 år sammen med andre organisationer blevet tildelt et årligt støttebeløb under det svenske udenrigsministerium (UD). Ved dette års uddeling blev den forventede støttetildeling på Skr. 300.000,- imidlertid annulleret med øjeblikkelig virkning, uden hverken forvarsling eller yderligere forklaring. Formålet med UDs organisationsbidrag er at skabe kontinuitet i debatten om internationale spørgsmål, og TFF står nu som den eneste organisation indenfor oplysnings- og forskningssektoren, der helt er blevet frataget støtte.For alle der interesserer sig for den verden vi lever i og ikke mindst mulighederne for at få den til at se fredeligere ud, er det svenske udenrigsministeriums beslutning intet mindre end en katastrofe. Siden 1991 er det lykkedes TFF at opbygge en førende status indenfor europæisk freds-, konflikt- og fremtidsforskning af troværdig karakter, og når talen f.eks. falder på forskning i løsningsmodeller og initiativer til gavn for stabilitet på Balkan, må centret siges ligefrem at være førende også internationalt set. TFFs klare, fremsynede analyser udi de årelange indviklede forhold ikke mindst i Kosovo fremstår således som intet mindre end en ren krystalkugle for en konflikts optrapning, idet man blot kan bladre tilbage i de mange advarsler, som Professor Jan Øberg og hans medarbejdere udsendte til NATO, EU og andre involverede repræsentanter for det 'internationale samfund,' om "what not to do," hvis man skulle undgå blodig krig. Men man valgte som bekendt at følge "the same procedure as every year" med de nu velkendte konsekvenser af mangfoldig elendighed. Til gengæld genlyder dagens medier nu endelig af et kor af røster, der i bagklogskabens visdom alle stemmer i og hylder betydningen af konfliktforebyggende indsats fremfor investeringer i militært isenkram og de sædvanlige strategier af død og ødelæggelse. Det vil med andre ord sige, at man nu måske endelig er nået så langt, at man kan få eksempelvis TFFs centrale budskaber frem til den brede offentlighed, til Hr. og Fru Jensen. Beslutningen om at fratage TFF deres årlige støtte kunne derfor næsten ikke være kommet på et værre tidspunkt. TFF har selv udbedt sig kopier af UDs protokol for indstillinger til støttebevillinger, men det har desværre vist sig, at dokumentationen for beslutninger om fordeling af millionbeløb blot består af 'memos,' som ikke er arkiveret og derfor ikke er offentligt tilgængelige, en i sig selv yders tvivlsom procedure. I MNF kan vi kun beklage, at man vælger at nedprioritere en så vigtig informations- og analysekilde som TFF. Bestyrelsen vil derfor benytte lejligheden til at videregive TFFs opfordring om at sende protester til relevante myndigheder som den svenske udenrigsminister Anna Lindh, den svenske viceudenrigsminister Jan Eliasson, forkvinden for det svenske udenrigspolitiske nævn Viola Furubjelke samt div. svenske parlamentarikere og tilsvarende danske MF'ere. Du kan evt. benytte dig af teksten i brevforslaget på disse sider, hvor du desuden finder adresser på ovennævnte personer. Både MNF og TFF modtager gerne kopi af breve eller andre initiativer. |