Serbiske militærnægtere straffes hårdt
Militærdomstole idømmer nu unge serbere, der undlod at følge indkaldelsesordrer til krigen i Kosova, fem til syv års fængsel på samlebånd, siger fremtrædende serbisk advokat, skriver Politiken den 13. juli 1999.
Vibeke Sperling citerer ifølge Politiken 13.7. advokaten Natasa Kandic for at sige at over 500 unge serbiske mænd er blevet idømt 5 til 7 års fængsel. Ifølge Politiken har den jugoslaviske hær rejst sag imod 28.000 militærnægtere. I forhold til militærnægterne fra krigen i 1992 farer myndighederne nu hårdere frem.
I hovedstaden Beograd var det lettest at finde en udvej. Her mødte kun otte procent af de indkaldte reservister frem, skriver Politiken. I de sydlige landdistrikter var det sværere. Her mobiliserede de lokale myndigheder uforholdsvist mange for at tækkes centralmagten, skriver Politiken.
|