Hvorfor bliver militæret i Danmark altid afbilledet i et så entydigt positivt lys?

En fremstilling som i ubehagelig grad giver associationer til Forsvarets eget iscenesatte glansbillede. En mere nuanceret tilgang til militarismens håndlangere ville være ønskværdig.

Af Jesper H. Rasmussen

Mediernes heltedyrkelse
Mediernes positive indflydelse på forsvarets image er omdrejningspunktet i det følgende. Emnet ses angrebet fra et mediekritisk og antimilitaristisk vinkel iklædt et sociologisk perspektiv, der kortfattet forsøger at belyse den generele tendens man populært kan kalde "mediernes skønmaleri".

Ensidig fremstilling
Mediernes ensidige og glamouriøse fremstilling af soldaterne som nutidens svar på helte er selvsagt nok ikke noget, der fremmer den antimilitaristiske sag. En sag hvor fredelig agitation frem for brutal magtanvendelse foretrækkes.
Det er derfor trist når man betragter den store mængde docu-soap, der ukritisk afbilleder soldaterlivet som den rene idyl. Et program på tv2- Eskadrillen- som eksempel, der for undertegnede samtidig bekræftede fordomme. Nogle af soldaterne fremstod som lettere bøvede eksistenser, der tydeligvis ikke tilhørte guds mest begavede børn. Ikke desto mindre var det med al tydelighed at fremstillingen var så unuanceret, at de ikke lod Tvdanmarks tilsvarende programmer meget efter. Dette programs og tilsvarende udseendelsers mere eller mindre konstante nærvær af en ubehagelig form for heltedyrkelse, der afbilder den danske soldat som indbegrebet af dansk mandighed, er ubetalelig reklame for forsvarets imagemagere. Forsvaret som en udklækningsanstalt for rigtige danske mænd med mod og mandshjerte er et budskab, sørgeligt ud fra et antimilitaristisk synspunkt, en del unge mænd i den værnepligtige alder modtager fra mediernes ufiltrede og stereotype junkfoodafdeling. Resultatet bevirker en yderligere ensretning og manipulation for en generation, som ofte senere må hen sande, at militæridylen ikke står mål med de eksisterende forhold.

Nato som katalysator
At soldaterne får lov at optræde som næsten heltelignende ikoner via en markant og ofte groft forsimplet nyhedsdækning er en beklagelig kendsgerning, og givet med til at forklare den pæne interesse hæren nyder hos en del unge mennesker. Symptomet kan aflæses i den faldende interesse for militærnægtelse, og det er givet at Natos intervention på Balkan har været katalysator for dette billede. Et billede af beredvillige peacemakers vi alle skal synes om. Mennesker der tjener nødvendigheden for det moralske ansvar af verden, en større sags tjeneste, der rækker ud over individets selviscenesættende og distanceblændende områder.

Nødvendigheden af en intens nyhedsdækning af sådanne begivenheder, hvor et lille land deltager i såkaldte "fredsbevarende" operationer er ind-lysende. Det er simpelthen en medie-mæssig god historie. Soldaternes inten-tioner hvis de omhandler et moralsk ansvar, anfægter jeg ikke trods min mangel på forståelse på nytteværdien i sådanne opgaver. Problemet opstår når fokuseringen på soldaten bliver dramatisk stereotyp. Når mediet i sin udlægning af virkeligheden farver alt i et rosenrødt herorisk skær. Når man bliver i tvivl om hvorvidt der er tale om tv2nyhederne eller Forsvarsrekrutteringens egen kvalmende reklame for Den Internationale Brigade, for nu at sætte det lidt på spidsen. Det er trist når nuancerne går fløjten på bekostning af leflen for det brede publikum. Når dramaet og underholdningen vægter højest på bekostning af fordybelsen og seriøsiteten. Et fænomen der på sørgelig vis gennemstrømmer meget af mediedækningen.

Et polariseret billede
En mulig kortfattet sociologisk forklaringsmodel på heltedyrkelsen kunne være tidens sans for dramatiske forkortninger og den overfladiske underholdnings hyppige entre i det mediære landskab. Bevidst renset for finere nuancer eftersom den bredde målgruppe efterspørger metervarer i bedste "infotainment" stil, er glansbilleder eller "skurkeroller" hyppigt forekommende. Karaktererne får et ekstra strejf kolorit i form af en vinkling der polariserer opfattelsen. Sagen er nu mere vedkommende, sort eller hvid, konfronterende, så man slipper for en selvstændig tankevirksomhed. Klassikeren er den lille borgers kamp mod det fæle system, Ekstra bladets kernestof, der ofte finder vej ind i slutningen af nyhederne.

Soldaten
Et bevidst positivt fokus, som vi fks. kender det fra underholdningsindustrien, sælger billetter i form af høje seertal og dermed flere annoncekroner. Soldater er her velvalgte, beskytter af staten, (eller måske selv staten) og identificeres let som enten helt eller skurk, god eller ond. I de fleste kulturers selvforståelse er landets soldat en entydig positiv skikkelse. For udlandet enten eller, eftersom soldaten logisk tolkes i flertal som en Agressor eller allieret. Deraf kommer at soldaten tilhører en homogen ensrettet gruppe, et lydigt og anonymt magtinstrument snarere end et selvstændigt og frit individ.

Som en cowboy er soldaten at finde hos populærkunstens uanede mængder ukritisk spalteplads. Naturligvis stjerne i den vestlige verdens forløjede mediehimmel som national samlingssymbol, som maskulin udtryksform da mænd vistnok var mænd og den kolde krig endnu kunne tø op.

Et nationalt fællesskab?
At militæret portræteres så pænt skyldes den uforbeholdne forsvarsglæde nationen tilsyneladende har. Dette ihærdigt hjulpet på vej af det poliske establisments indflydelse for hvem nytænkning er et fy-ord, og som derved sikrer forsvarsbudgeterne og arbejdspladserne endnu en tid.

Heltedyrkelsen hvor militæret udstilles så rosenrødt har jeg det svært med som antimilitarist. Men så er det jo dejligt at være borger i en nation hvor kaffen, Forsvaret og småkagen trygt kan indtage i visheden om en på en gang sjælden tydelig og national refferenceramme i en ellers tumultagtig nyhedsstrøm. Pludselig ånder hr. og fru Danmark lettet op, distancerende fra nyhedsværtens evigt messende trusler. En dansk Jens toner pludselig frem på skærmen og fortæller smilende at situationen er under kontrol i lejren. Et nationalt fællesskab som i splitsekund oplyser mediehavet, og giver os en klar horisont, visheden om et sjældent overblik.

Tilsyneladende ser man nationalhelte fra før verden gik af lave.

Af dette firkantede og forsimplede skønmaleri må man forstå mediernes rækkevidde til at forvanske virkeligheden.

At medierne har deres egen til tider skjulte dagsorden, der i høj grad er med til underminere den objektive sandhed