Tjetjenien

‘KRUDTTØNDE - Nordkaukasus i fare for ny åben krig’, skrev Politiken d. 8.8.1999 i en leder, der sluttede med ordene : ‘Det er [...] først og fremmest almindelige tjetjenere, der lider under lovløsheden i udsultningens kølvand. Og Kreml modarbejder genopbygningen af Tjetjenien i stedet for at bidrage til den. International hjælp er også udeblevet. Vesten greb ind over for serbernes brutalitet imod ‘separatister’ i Kosova, men lod russerne bekæmpe ‘separatister’ i Tjetjenien uden indblanding, selv om russernes metode med tæppebombninger kostede endnu flere menneskeliv end serbernes.

Mens den ene tjetjenske landsby efter den anden blev jævnet med jorden, kaldte Vesten det et ‘internt russisk anliggende’. Hvis det var rigtigt at gribe ind mod Milosevic, var det lige så forkert ikke at gøre det imod Jeltsin. Det skulle ikke være gjort med militære midler, men med politiske og økonomiske. I stedet blev en stor del af Moskvas krig betalt med IMF-lån.

Hvis nye katastrofer skal undgås i Tjetjenien og det øvrige Nordkaukasus, må Vesten vise genopbygningsvilje også der. Moralsk skylder Vesten tjetjenerne meget. Og de fortjener international opmærksomhed i lige så høj grad som Kosovas albanere’.

Konflikten, der udløste den første Tjetjenien-krig – af Vesten refereret til som ‘indre russiske anliggender’ - blev ikke løst. Nu raser den anden tjetjenske krig, og denne gang er den blevet fordømt af Vesten! Vesten har nemlig i mellemtiden grebet militært ind i en anden lignende sag. ‘Separatisterne’ i Kosovo fik militær støtte af Vesten, da Milosevic indledte en hårdere kurs mod dem. ‘Separatisterne’ ville løsrive sig, Milosevic kaldte dem terrorister. Tjetjenerne vil også løsrive sig, og Putin kalder dem terrorister. Men i modsætning til Milosevic kan Putin bombe videre uden bekymringer, for Vesten vil aldrig gribe ind militært. Men det, der er værre, er, at Vesten heller ikke træder til hverken med økonomisk eller politisk hjælp, endsige oprigtige og mærkbare sanktioner - i form af krav i forbindelse med lån eller lignende.

Konflikten kan næppe løses militært, men i stedet, som Politikens leder så rigtigt påpegede, med politiske og økonomiske midler. Og krigen i Tjetjenien bør stoppes – igår hellere end imorgen/jo før jo bedre. Et område, hvor vi konkret kan tilbyde vores hjælp, vil være støtte til militærnægtere og flygtninge.

Men overordnet har Vesten og især NATO lagt en militaristisk linie, der må ændres før fremtidige krige kan forhindres.

Efter den kolde krigs afslutning har NATO kun optrappet militarismen. NATO har ekspanderet foruden at bombe civilbefolkningen i ex-Jugoslavien. Signalerne er ikke til at tage fejl af. NATO er langt fra villig til at nedlægge sig selv, tværtimod, og NATO er i sidste ende desuden ligeglad med international lov og ret.

Det ved russerne så vel som alle andre. Derfor fortsætter russerne med at tromle frem, som det passer dem.

Danmark og Vesten bakkede op om krigen mod Jugoslavien, og danske soldater deltog for første gang i nyere tid aktivt i en angrebskrig. Det lyder derfor hult, når det officielle Danmark og Vesten i øvrigt kritiserer Rusland for deres militære fremfærd.

Den danske fredsbevægelse har en forpligtigelse til at gribe ind, når det er Danmark, der er galt afmarcheret, ligesom det var tilfældet i Kosovo-krigen. Og her har vi en reel mulighed for at øve indflydelse. I det omfang ressourcerne tillader det, må fredsbevægelsen ud og kritisere andre lande for deres fremfærd, i dette tilfælde Rusland i Tjetjenien. Eller Kina i Tibet, Tyrkiet i Kurdistan, Israel i Palæstina, Indien i Pakistan og vice versa, samt USA i Columbia, Sydamerika og resten af verden for den sags skyld. For militæret har endnu engang vist sin uduelighed udi konfliktløsning.

Hvorfor dog ikke prøve med humanitært beredskab eller med politisk og økonomisk hjælp?

Støt militærnægtere og flygtninge fra Tjetjenien.