|
Fredskommissionen af 1998 Fredsbevægelsens Koordineringsgruppe er i øjeblikket i gang med at oprette en fredskommission. Vi må opfatte fred som det normale og krig som det unormale. Derfor er og bliver den siddende forsvarskommission - militærkommissionen - et alternativ til freden. NB bringer her Holger Terps beskrivelse af Forsvarskommissionen med efterfølgende ufuldstændige oplæg til hvad en fredskommission kunne beskæftige sig med. Indlægget er forkortet af redaktionen - Af Holger Terp For nogle måneder siden forlød det, at forsvarsministeriet ansøgte folketingets finansudvalg om 70 mio. kr. til de indledende fægtninger omkring den danske deltagelse i det fælles kampfly-projekt. Den endelige regning for krigsflyene forventes først at være betalt omkring år 2030. Første januar 1998 kunne man i Politiken læse, at forsvarsministeriets ønskeseddel til den siddende forsvarskommission er indkøb af militæret isenkram for et sted mellem 31 og 39 mia. kr., fordelt over en 12 årig periode. Det er da at give begrebet legetøjsbutik et helt nyt indhold. Forsvarskommissionen Forsvarskommissionen har til opgave, at komme med anbefalinger af: "Hvordan forsvaret [skal] indrettes i fremtiden, nu hvor fjenden ikke umiddelbart truer de danske grænser?" Forsvarskommissionen skal kun sidde et år frem til slutningen af 1998. Forsvarskommissionens
formand er Forsvarsministeriets
repræsentanter i forsvarskommissionen er: Ministeriet er
represænteret af Som særligt
sagkyndige medlemmer er: Endeligt har kontorchef i finansministeriet, Mogens Raum Andersen, observatørstatus i Forsvarskommissionen. Kommissionen har flere arbejdsgrupper, kaldet undergrupper: En udrednings-og koordineringsgruppe med Per Poulsen-Hansen som formand. chefen for planlægningsstaben, generalmajor Jan Scharling, er forsvarskommandoens repræsentant. Undergruppen vedrørende "europæisk sikkerhedspolitik, herunder NATO, OSCE og WEU" har kontorchef Carsten Søndergaard fra Udenrigsministeriet som formand. Militærets repræsentant er oberst Leif Simonsen, der er chef for Udviklingsafdelingen. Undergruppen vedrørende "samarbejdet med Central- og Østeuropa på det forsvarsmæsige område med særlig vægt på landene i Østersøområdet, herunder Rusland", har afdelingschef i Forsvarsministeriet Per Carlsen som formand og forsvarskommandoens repræsentant er oberstløjtnant Ib Flemming Carlsson, som er chef for våbenkontrolsektionen. Undergruppen vedrørende "konfliktforebyggelse, fredsbevarelse og fredsskabelse, herunder erfaringer på området og mulig udvikling" har kontorchef Carsten Søndergaard som formand. Militærets repræsentant er kommandørkaptajn Uffe H. Olsen, chef for Studiesektionen. Militær
sammensætnng Ligestillingsmæssigt har man blæst på ligestillingsloven. Der er ikke en kvindelig chef i forsvarskommissionen, og kun tre kvindelige medlemmer. I et demokrati skal militærfolk arbejde efter politikernes anvisninger. Demokratisk set skal der altså være et flertal af politikere og dem der skal forsvares. Det er os, der er er arbejdsgiverne. Flertallet i forsvarskommissionen skal ikke bestå af militærfolk. Så render militærfolkene bare om hjørner med politikerne og civilbefolkningen. Truslen der
blev væk "Den sikkerhedspolitiske udvikling har resulteret i en for Danmark gunstig sikkerhedspolitisk situation, hvor der ikke eksisterer specifikke eller umiddelbare militære trusler mod dansk område, og hvor en markant, modsatrettet udvikling kun vil kunne slå igennem med et betydeligt varsel". "Den militære del af den danske sikkerhedspolitik er blevet langt mere fremtrædende", mener lektor ved Københavns Universitet, Paul Villaume, i Information 21.5.1996. Militærsociologen adjunk Henning Sørensen skriver, også ifølge Information, at "Danmark har fået en forsvarspolitik, der passer til en stormagt, men en militær struktur, som passer til en småstat". Hvordan
opfattes den nye danske militarisme i udlandet? Det har i mange år været militærfolkene som har fortalt politikerne, at den militære trussel mod NATO/Danmark er stor, og at militæret derfor må oprette et højt beredskab, have store budgetter, mange mand under mange våben. Denne politik er grundlæggende forkert. I stedet for burde det være politikerne som sagde til militæret: I dag har vi ingen fjender. I kan godt tage orlov. Som en følge af denne udvikling, hvor det har været militæret som ikke kun har bestemt, men også har haft monopol på at beskrive truslens størrelse, har det danske militær fået stort set alle ønsker opfyldt af politikerne. NATOs beredskab blev sænket i forbindelse med NATO-mødet i Rom i 1991. De danske militærudgifter er ikke faldet siden Berlinmurens fald. Tværtimod. De er steget, og på grund af usikkerhed omkring militarismeudgifternes opgørelse, er der ingen som aner, hvor meget den danske stat anvender til militæret.
En forsvarskommission bestående af et flertal af militærfolk og politikere, der har uddannet i militæret enten som værnepligtige, konstabler eller som officerer, tænker i militære tankegange. Det er meget svært at løsrive sig fra dem. Derfor skal man ikke forvente andet end at Forsvarskommandoen kommer med en alenlang ønskeseddel til forsvarskommissionen og at forsvarsministeren og formodentlig også et flertal af kommissionsmedlemmerne støtter militæret i dets ønsker. Dermed er fred en alt for en alvorlig sag til at den kan overlades til militærfolk og politikere. Derfor må alle de folk, der har den mindste interesse i at debattere vores samfunds fremtid begynde at diskutere, hvordan forestiller man sig fremtiden: Truer fred og sikkerhed eller krig og fjender? Hvis det første er tilfældet, hvordan styrkes denne udvikling? Hvis det sidste er tilfældet, hvordan forebygges så truslerne? Ved fredsopdragelse, fredsundervisning og konfliktløsning eller ved uendelige stadig mere kostbare indkøb af våben? Det turde efterhånden være klart for de fleste, at anvendelse af militær ikke løser politiske konflikter. Bare se på udviklingen i Afrika og i det forhenværende Jugoslavien. Samtidig er det en kendsgerning at størstedelen af ofrene i dette århundredes krige er civile: mænd, kvinder og børn. Desuden kan miljøet medregnes blandt ofrene. Hvis forsvar ikke har noget med militær at beskaffe, kan man kalde den siddende kommisison for en militærkommission. Civilbefolkningens sikkerhed afhænger af, at politikere udelukkende anvender politiske metoder til at fremme deres mål.
Fredskommissionen
af 1998 Fredskommissionen af 1998 skal oprettes snarest og skal afgive betænkning lidt tidligere end forsvarskommissionen, altså omkring oktober, novemer 1998. Udgangspunktet for fredskommissionen må være, at fred er det helt store vovestykke i det nye årtusinde, for der gives ingen fred på oprustningens og militarismens vej. Fred er det dyrbareste af alt. Dyrere end alle våben og soldater tilsammen, men hvornår vil vi betale prisen for at få fred? Hvad indebærer en global fred? Fredskommissionens arbejdsområder kan være: Fredsvurdering. Hvordan bevares og sikres fred i Danmark og i resten af verden? Hvad er fred? Mangel på forståelse af, hvad fred, sikkerhed, venskab og fællesskab på globalt plan er, indebærer al nød, fattigdommens elendighed, mangel på internationalt samarbejde og forståelse, våbenhandel, internationale krige og borgerkrige. Hvordan forestiller Fredskommissionen sig, at verden ser ud om 25, 50, 100 år? Har menneskerne til den tid lagt middelalderlige politiske arbejdsmetoder og virkemidler bag sig og erstattet dem med andre mere fredsommelige? Hvilke globale trusler er der rettet mod Danmark, f. eks. miljø- og forureningstrusler? Fattigdomstruslen? Handler danskernes og europæernes fred og sikkerhed derfor også om, at befolkningen i de politisk og materielt underudviklede lande har rimelige levevilkår og en bæredygtig udvikling? Hvad er fred og sikkerhed? Hvad er Danmark og andre landes forestilling om fred og sikkerhed? Er fred og sikkerhed ensbetydende med den sikkerhed et militæret apparat tilbyder, eller kan fred og sikkerhed være noget andet og mere, f. eks. menneskerettigheder gennemført globalt? Hvordan opnås fred og sikkerhed, både i Danmark og i andre lande? Kan man forsvare sig mod en militær fjende ved anvendelse af civil ulydighed og gennem opdragelse og undervisning? Kan man forsvare sig mod en ydre fjende ved at sikre, at hele befolkningen har ordentlige sociale levevilkår? Skal internationalt samarbejde i ikkemilitære organisationer som OSCE og Den internationale Domstol i Haag styrkes? Kan Den internationale domstol udstyres med (væbnede) politistyrker som skal fange og retsforfølge krigsforbrydere og våbenhandlere?
Kan FN reformeres således at organisationen ikke kan manipuleres af et enkelt land eller en enkelt gruppe lande? Skal Sikkerhedsrådets vetoret afskaffes. Er FN det rette forum for at opbygge international fred og sikkerhed? Har FN den rette organisationsform til det? Kan militæret demokratiseres? Skal udenrigsministeriet, forsvarsministeriet og værnene have civile chefer?
Hvordan forbedres forhold for militærnægtere? Hvordan forbedres demokratiet? Hvis krige blot er politikkens videreførsel med andre midler, bør politikken så ikke laves om, så disse midler ikke længere eksisterer? Skal den politiske magt decentraliseres og demokratiseres? Hvordan får vi del i fredsdividenden? I Sverige har regeringen iværksat en besparelsesplan som indebærer, at det svenske forsvar inden år 2001 skal spare fire mia. kr. Eksempelvis nedskæres hærstyrkerne fra 16 til 13 brigader og kystforsavret nedlægges, fordi man ikke længere opfatter Rusland som en sikkerhedsrisiko. Hvis svenskerne kan, så kan vi også. |