Det afghanske vrangbillede
De danske medier er enøjede og lader ikke kilder komme
til orde, som kan nuancere virkeligheden.
Af Eva Arnvig
Taliban væk - og afghanerne jubler. Eller gør de?
Mediedækningen har været frustrerende. En USA-præget
beskrivelse af et land med sorte turbaner, vold, lidelser og en
befolkning, der savner Den nordlige Alliance.
Virkeligheden er anderledes - problemerne er primært baseret
på landminer, fattigdom og tørke. Mange levede i forvejen
stort set efter Talibans regler. Deres største problem var ikke
religion, men tørke.
Den virkelige verden
Kvinderne gik i forvejen klædt i burkaer og chador - og
børnene har trods forbud leget med drager som altid.
Ifølge Svensk Afghanistan Kommite var der aldrig så mange
landbo-piger i grundskolen som under Taliban - selv om den vestlige
presse sagde det modsatte. Kvinderne var udelukket fra mange job, og
økonomien - især for enkerne - var utrolig dårlig,
men de gik uledsagede på gaderne, som de altid har gjort.
Markederne fungerede.
Tæppehandlerne i Kabul var ikke mere bange for røverier og
havde modsat tiden under Den nordlige Alliance tæpperne liggende
på gadehjørnerne. Vejene var sikre. Alligevel skrev
pressen det modsatte. Jeg har besøgt Af-ghanistan som
journalist, som FN-medarbejder og igen sidste år for at lave en
dokumentarfilm i samarbejde med norsk tv. Vi var i Kabul, Kandahar,
Mazar-i-Sharif og Jalalabad. På intet tidspunkt kunne vi genkende
den vestlige presses billede. Vi kom hjem med 16 timers film - 58
minutters færdigredigeret dokumentar. I Danmark blev den afvist
som alt for Talibanpositiv. „Den siger noget andet end vore andre
kilder,“ lød beskeden. „Måske skyldes det, at jeg har
været der, kunne jeg kun sige.“
Enøjet dansk presse
I Norge fik den en fin modtagelse - også af FN og NGOerne.
Hvorfor kan pressen så ikke holde nuancerne ud? Situationen er da
slem nok. Behøver vi det totale skræmmebillede for at
legitimere tæppebombningerne og de civile tab? Hvis det handler
om at finde Osama bin Laden, og om at civile tab indgår i kampen.
Fint, så sig det. Men at dække kampene ind under
Talibanstyret undertrykkelse i modsætning til det gode liv under
Den nordlige Alliance - det er grotesk. Der er kastet mere end en halv
million bomber over verdens måske fattigste land. Det koster godt
1 milliard dollars om dagen. For at understrege, at det ikke er en
krig, kaster man også mad ned fra luften. Desværre ligner
indpakningen til forveksling ueksploderede klyngebomber. Taliban er
omgivet af „udenlandske lejesoldater“, mens Tyskland, Frankrig og Japan
får ros for at deltage med soldater. Nu skal der laves en ny
regering, som Vesten kan lide. Da tyskerne gjorde det samme i Norge og
indsatte Quisling, synes den frie verden, at det var en dårlig
ide. Quisling blev henrettet efter krigen. Gad vide, om nordmænd
og afghanere kunne tænke ens i den retning?
Den manglende debat
5000 døde i World Trade Center er grusomt. De afghanske civile
tab bliver langt større. Ud over de bomberamte er mellem en og
to millioner på flugt over tørkeramte områder og
minerede bjerge. De lever i sult og nød i midlertidige lejre med
smitsomme sygdomme. Det dør man af. Hvor er debatten om at holde
23 millioner som gidsler - for at finde terrorister? Folk, der knap kan
læse og skrive, og næppe får indflydelse
foreløbig. Takket være Vestens hjælp har de
fået Den nordlige Alliance tilbage. Den, der pinte og plagede
landet, sidste gang den var ved magten. Efter 11. september flokkedes
også danske medier om krigsområdet. Krigskorrespondenterne
tog nordpå. Til fronten - og al ære for det, men når
dansk tv omtaler soldater under ledelse af notoriske krigsforbrydere
for „gæve gutter“, så er der noget, der kikser. Også
i redaktionssekretariatet. I Islamabad holder pressen til på et
5-stjernet hotel. En rød borg omgivet af bevæbnede vagter.
Her holdes daglige pressemøder med alt fra FN til kendte
frontfigurer. Andre interview-emner skaffer
100-dollars-om-dagen-fixeren. Utroligt megen information når
sjældent op til medieoverfladen.
Det bliver amerikansk-koalitions-jap, der ikke tager fat på
problemerne.
Dårligt fremtidspersepktiv
Har Ahmed Rashid, en af verdens førende Afghanistaneksperter,
ret, når han siger, at USA ikke har en Afghanistanpolitik, men er
besat af Osama bin Laden uagtet, at der er hundreder af bin Laden’er,
der nu får frit løb. Lider USA og Vesten af en mega
muslim-forskrækkelse, der giver dem skyklapper på. En
Taliban-fobi kunne også forklare, at det tog FN et år at
bekræfte, at Talibans religiøse fatwa har stoppet 90
procent af sin opiums-produktion, mens Den nordlige Alliance har
fordoblet sin. Meget fejlrapportering skyldes givet det fænomen,
som en fremragende FN-forsker, Grant Curtis, betegner som „trading
facts and figures“. At de samme tal og kendsgerninger roterer rundt i
systemet. Ikke mindst på grund af internettet. Fejl er ikke til
at blive af med. Alt, der ikke stemmer overens med fællesstoffet,
fremstår som forkert og afvises. Journalister og databrugere
tænker så at sige kollektivt. Stopper vi ikke denne
svikmølle, bliver det endnu lettere at manipulere medierne. Et
dårligt fremskridtsperspektiv.
Eva Arnvig er journalist og cand.psych.
|