Det afghanske vrangbillede

De danske medier er enøjede og lader ikke kilder komme til orde, som kan nuancere virkeligheden.

Af Eva Arnvig

Taliban væk - og afghanerne jubler. Eller gør de?

Mediedækningen har været frustrerende. En USA-præget beskrivelse af et land med sorte turbaner, vold, lidelser og en befolkning, der savner Den nordlige Alliance.

Virkeligheden er anderledes - problemerne er primært baseret på landminer, fattigdom og tørke. Mange levede i forvejen stort set efter Talibans regler. Deres største problem var ikke religion, men tørke.

Den virkelige verden
Kvinderne gik i forvejen klædt i burkaer og chador - og børnene har trods forbud leget med drager som altid. Ifølge Svensk Afghanistan Kommite var der aldrig så mange landbo-piger i grundskolen som under Taliban - selv om den vestlige presse sagde det modsatte. Kvinderne var udelukket fra mange job, og økonomien - især for enkerne - var utrolig dårlig, men de gik uledsagede på gaderne, som de altid har gjort. Markederne fungerede.

Tæppehandlerne i Kabul var ikke mere bange for røverier og havde modsat tiden under Den nordlige Alliance tæpperne liggende på gadehjørnerne. Vejene var sikre. Alligevel skrev pressen det modsatte. Jeg har besøgt Af-ghanistan som journalist, som FN-medarbejder og igen sidste år for at lave en dokumentarfilm i samarbejde med norsk tv. Vi var i Kabul, Kandahar, Mazar-i-Sharif og Jalalabad. På intet tidspunkt kunne vi genkende den vestlige presses billede. Vi kom hjem med 16 timers film - 58 minutters færdigredigeret dokumentar. I Danmark blev den afvist som alt for Talibanpositiv. „Den siger noget andet end vore andre kilder,“ lød beskeden. „Måske skyldes det, at jeg har været der, kunne jeg kun sige.“

Enøjet dansk presse
I Norge fik den en fin modtagelse - også af FN og NGOerne. Hvorfor kan pressen så ikke holde nuancerne ud? Situationen er da slem nok. Behøver vi det totale skræmmebillede for at legitimere tæppebombningerne og de civile tab? Hvis det handler om at finde Osama bin Laden, og om at civile tab indgår i kampen. Fint, så sig det. Men at dække kampene ind under Talibanstyret undertrykkelse i modsætning til det gode liv under Den nordlige Alliance - det er grotesk. Der er kastet mere end en halv million bomber over verdens måske fattigste land. Det koster godt 1 milliard dollars om dagen. For at understrege, at det ikke er en krig, kaster man også mad ned fra luften. Desværre ligner indpakningen til forveksling ueksploderede klyngebomber. Taliban er omgivet af „udenlandske lejesoldater“, mens Tyskland, Frankrig og Japan får ros for at deltage med soldater. Nu skal der laves en ny regering, som Vesten kan lide. Da tyskerne gjorde det samme i Norge og indsatte Quisling, synes den frie verden, at det var en dårlig ide. Quisling blev henrettet efter krigen. Gad vide, om nordmænd og afghanere kunne tænke ens i den retning?

Den manglende debat
5000 døde i World Trade Center er grusomt. De afghanske civile tab bliver langt større. Ud over de bomberamte er mellem en og to millioner på flugt over tørkeramte områder og minerede bjerge. De lever i sult og nød i midlertidige lejre med smitsomme sygdomme. Det dør man af. Hvor er debatten om at holde 23 millioner som gidsler - for at finde terrorister? Folk, der knap kan læse og skrive, og næppe får indflydelse foreløbig. Takket være Vestens hjælp har de fået Den nordlige Alliance tilbage. Den, der pinte og plagede landet, sidste gang den var ved magten. Efter 11. september flokkedes også danske medier om krigsområdet. Krigskorrespondenterne tog nordpå. Til fronten - og al ære for det, men når dansk tv omtaler soldater under ledelse af notoriske krigsforbrydere for „gæve gutter“, så er der noget, der kikser. Også i redaktionssekretariatet. I Islamabad holder pressen til på et 5-stjernet hotel. En rød borg omgivet af bevæbnede vagter. Her holdes daglige pressemøder med alt fra FN til kendte frontfigurer. Andre interview-emner skaffer 100-dollars-om-dagen-fixeren. Utroligt megen information når sjældent op til medieoverfladen.

Det bliver amerikansk-koalitions-jap, der ikke tager fat på problemerne.

Dårligt fremtidspersepktiv
Har Ahmed Rashid, en af verdens førende Afghanistaneksperter, ret, når han siger, at USA ikke har en Afghanistanpolitik, men er besat af Osama bin Laden uagtet, at der er hundreder af bin Laden’er, der nu får frit løb. Lider USA og Vesten af en mega muslim-forskrækkelse, der giver dem skyklapper på. En Taliban-fobi kunne også forklare, at det tog FN et år at bekræfte, at Talibans religiøse fatwa har stoppet 90 procent af sin opiums-produktion, mens Den nordlige Alliance har fordoblet sin. Meget fejlrapportering skyldes givet det fænomen, som en fremragende FN-forsker, Grant Curtis, betegner som „trading facts and figures“. At de samme tal og kendsgerninger roterer rundt i systemet. Ikke mindst på grund af internettet. Fejl er ikke til at blive af med. Alt, der ikke stemmer overens med fællesstoffet, fremstår som forkert og afvises. Journalister og databrugere tænker så at sige kollektivt. Stopper vi ikke denne svikmølle, bliver det endnu lettere at manipulere medierne. Et dårligt fremskridtsperspektiv.

Eva Arnvig er journalist og cand.psych.