Jugoslavien får sandheds- og forsoningskomission

Af Jan Øberg

Endelig kom der så gode nyheder fra Balkan, endda hele tre, som dog stort set alle er blevet forbigået i tavshed af verdens medier.

Nyhederne er først og fremmest, at Jugoslavien har etableret en sandheds- og forsoningskomission, at Ibrahim Rugova og LDKs valgsejr bringer håb om forsoning i Kosovo/a, og at ikke-vold har vist sig at være stærkere end både politiet og myndighedernes undertrykkelse i Serbien og KLA/UCK-ekstremisternes voldsanvendelse i Kosovo.

Gode nyheder drukner i mediestrømmen
Desværre har ikke-vold og håb om forsoning ikke så nemt ved at finde mediernes forsider som krig og voldsanvendelse - og det på trods af, at negative nyheder blot forøger følelsen af magtesløshed og pessimisme, hvorimod gode nyheder som de førnævnte signalerer, at fred faktisk er mulig. Tilsyneladende foretrækker både magthavere og medie-moguler at lade folk nøjes med de dårlige nyheder...

Det er dog oplagt at benytte sig af de gode nyheder til at begynde en diskussion om, hvad det internationale samfund kan - og bør -lære af resultaterne af deres konflikthåndtering på Balkan fra 1991.

Nogle ord om tilgivelse og forsoning
Ethvert håb om fred på Balkan så vel som i andre krigshærgede områder hvil-er på de lokale parters vilje til at række hånden ud og med åbent sind beskæftige sig med det, der er sket, og med grundene til, at det kunne ske.

Derfor drejer forsoning sig ikke om at glemme, men om at lære at leve med kendsgerningerne, med erindringen og med smerten.

Der skal to eller flere til forsoning, og det kan ikke opnås blot med lån eller kreditter, genopbygning af huse, løfter om fremtidig integration eller folk i uniform.

Genopbygning af den menneskelige psyke skal ske med varsomhed. Det tager meget længere tid end andre former for genopbygning efter en krig. Desværre er der ingen internationale „brigader" eller humanitære ekspertgrupper, der står standby til denne form for assistance.

Tilgivelse: dit valg
Tilgivelse er et andet menneskeligt aspekt i forbindelse med de sår, der skal heles efter en krig.

Tilgivelse er baseret på et unilateralt initiativ: Jeg kan f.eks. beslutte at tilgive nogen, der har såret mig eller slået mine kære ihjel, fordi jeg ønsker at befri mig fra det had, der har opfyldt mig. Jeg kan med andre ord vælge at afstå fra "retten til" eller ønsket om hævn eller gengældelse og dermed signalere, at jeg opfordrer andre til at vælge samme løsning. Vi kan vælge at tilgive, fordi det vil hjælpe os med at leve et bedre liv i fremtiden, eller fordi vi indser, at det er den eneste måde, der kan få fremtidige generationer til at leve sammen i tolerance og gensidig respekt.

På den ene side er en sådan form for proces noget meget personligt og noget, der rører ved et så fundamentalt begreb som selve vores menneskelighed.

På den anden side kan det også samtidig være en central politisk proces, som kan iværksættes af regeringer, politikere, journalister, humanister og folk, der arbejder i NGO’er - hvis man altså vælger ikke at ignorere ansvaret og blot anse den slags for en privatsag. Regeringer, der fører krig og tror på realpolitik, udviser f.eks. sjældent den mindste smule forståelse for eller interesse i sådanne emner. Derfor må andre NGO-aktører sørge for at sætte forsoning og sociopsykologisk helbredelse af en befolkning efter en krig øverst på det internationale samfunds dagsorden.

Forsoning i Kosovo/a er en fundamental nødvendighed
Sandheds- og forsoningskomissioner kan også fungere som et brugbart værktøj for os alle med henblik på at forstå dynamikken i vold og konflikter. Der er med andre ord mange muligheder for at lære en vigtig lektie idag, således at vi vil være i stand til at praktisere voldsforebyggende diplomati imorgen.

Krigstribunaler o.a. former for retsmæssige instanser kan godt have en rolle at spille, men de skal klart skelnes fra selve tilgivelses- og forsoningsprocessen.

Et krigstribunal vil f.eks. ikke kunne få den fælles historiske sandhed frem i forbindelse med langvarige og komplekse krige og konflikter.

En af de største årsager til konflikt-erne i det tidligere Jugoslavien i 1970erne og 1980erne, der som bekendt førte til krigene i 1990erne kan findes i den kendsgerning, at behovet for at hele de sjælelige sår på det menneskelige plan efter 1945 simpelt hen blev fejet ind under gulvtæppet.

For denne dimension er både den mindst omtalte og den mindst erkendte. I stedet består konflikthåndtering (og debat herom) almindeligvis af militære, geopolitiske, økonomiske, retsmæssige og forfatningsmæssige synsvinkler. Folks menneskelige behov kommer til sidst.

Den jugoslaviske sandheds- og forsoningskomission
Komissionen, der er etableret på præsident Vojeslav Kostunicas initiativ, har til formål at få gang i forskning om:

a) de grundlæggende årsager til det politiske, økonomiske, sociale og moralske sammenbrud i Jugoslavien;

b) krige og andre konflikter i det tidligere Jugoslavien, der har resulteret i enorme menneskelige ofre, etnisk udrensning, flygtningelejre, økonomisk nedtur, ødelæggelse af byer og historisk-kulturelle seværdigheder, tilfælde af diktatur, udelukkelse fra internationale fora og en stadigt stigende kriminalitet i samfundet som helhed;

c) overtrædelse af menneskerettigheder og brud på international ret.

Komissionen er selvstyrende, og dens medlemmer er uafhængige og ulønnede. I følge komissionens grundlæggende bestemmelser skal den være åben og underlægges offentlighedens kritiske øjne, og arbejdet i komissionen skal gerne „føre til forsoning både inde i Jugoslavien og i forhold til landets nabolande og det internationale samfund." Man anser dialog med det internationale samfund - herunder også krigsdomstolen i Haag - for „en hastesag og en af komissionens største opgaver."

Hårdt brug for opbakning
Komissionen har dog brug for både økonomiske bidrag fra international side og for en positiv respons fra Jugoslaviens nabolande. Støtte på hjemmefronten er naturligvis også af vital betydning, men her mødes man i øjeblikket af modstand fra forskellige grupper i samfundet, lige fra dem, der taler for fuldstændig overgivelse til Vesten, til dem, som er nationalister og/eller Milosevic-tilhængere og ikke vil høre tale om undersøgelser af krigsforbrydelser.

Tager man det nuværende politiske klima i betragtning, er det faktisk utroligt, at komissionen ikke bare er blevet brik i endnu et politisk magtspil.

Man må formode, at de der kritiserer denne kommission, kun gør det, fordi de ikke har forstået, hvad der grundlæggende karakteriserer sandheds- og forsoningskomissioner, og på hvilken måde de adskiller sig fra alm. juridiske processer.

Værst er dog, at kritikere overser, hvor fantastisk konstruktive resultater en sådan komission kan opnå, hvis den ellers får lov til at få succes.

Hvad venter det internationale samfund på?
For at lette presset fra den interne kritik burde det internationale samfund dog udtrykke sin støtte til præsident Kostunicas flotte initiativ.

Når alt kommer til alt, har man jo stemplet Serbien/Jugoslavien og den tidligerere præsident Milosevic som hovedskurken og hovedårsagen til krigen og konflikterne.

Hvad ville så være mere passende end at bakke op om ønsket om sandhed og forsoning, når det nu netop kommer fra landets nye lederskab? Lignende initiativer lader endnu vente på sig fra resten af Balkan og lign. konfliktramte områder.

Ej heller skulle man tro, at det internationale samfund, EU, eller USA ville forholde sig halvkøligt eller endog modarbejde et sådan historisk forsøg på at hele en befolkning efter en krig.

For man behøver næppe tilføje, at Jugoslaviens Sandheds- og forsoningskomission fortjener al mulig opbakning, både moralsk og politisk, fra international side, såvel som tilførsel af tilstrækkelige midler - for en gangs skyld uden at der bliver stillet krav og betingelser.

Jan Øberg er direktør for TFF.

Oversat og redigeret af Anja Johansen.