Nummer 365's ædlere dele
Den 26. august 1993 mødte jeg til session i Birkerød. Det gjorde jeg klogt i, for som det fremgik af min tilsigelse, ville det "medføre straf i form af bøde eller hæfte", hvis jeg ikke havde gjort det.

To ting står særlig klart i min erindring fra den dag. Den første var, at hele samtalen med sessionslægen skulle foregå i underbukser, og at det første han gjorde, var at stikke hånden ned i dem for at føle på mine ædlere dele. Den anden er nummeret 365.

I det papir jeg havde med hjem derfra, står der, at jeg "ingen ønsker" havde om, hvor jeg ville aftjene min værnepligt. Det passer nu ikke, for jeg havde med høj og klar røst proklameret, at jeg agtede at være militærnægter. Men det var åbenbart ikke noget, man ønskede at registrere.

Alt i alt en hyggelig dag med sjove opgaver og lodsedler... og så var det jo heldigt, at mine fordomme om det militære systems menneskesyn ikke blev afkræftet af den behandling jeg fik.

Ingen fred med ballistiske missiler
I dag, i år 2001, er jeg stadig lige overbevist om, at min beslutning var rigtig. Men det er ikke det samme som, at jeg ikke har taget det op til overvejelse og spurgt mig selv, om ikke jeg har været naiv. Vil der ikke altid være mænd, der ønsker at starte krige, og ligeledes altid befolkninger, der er dumme nok til at hoppe på løgnene? Et nøgternt, om end desillusioneret, svar må blive, at jo der har altid været krige, og der er intet, der tyder på, at men-nesket er blevet klogere. Har jeg da ikke været naiv? På trods af, og måske også på grund af, denne accept af at menneskeheden på centrale områder ikke har udviklet sig til det bedre siden stenalderen, mener jeg ikke, at det er mig, der er den naive. Jeg kan nemlig ikke forstå den logik, jeg tit har mødt, at fordi der altid kan komme en ny Milosevic, er det rigtige at tage et gevær i hånden og dermed lære at forsvare de uskyldige.

Den slags motiver for at gå ind i militæret er selvfølgelig bedre end f.eks. en ekspansiv nationalismes motiver, men jeg mener dog, at det er de, der accep-terer denne logik, der er de naive. Man kan ikke arbejde for en fredeligere verden med maskingeværer, ballistiske missiler eller atombomber.

At give sin støtte til, og aktive medvirken i, det militære system er kortsigtet, uanset om man har nok så ædle motiver. Så længe der har eksisteret stater, er konflikter imellem dem i sidste indstans blevet løst ved hjælp af vold og mord. At tage et våben i hånden for at forsvare staten er at give sin aktive støtte til, at forholdet imellem stater fortsat skal domineres af stater-nes professionelle og ekstremt dyre dræbermaskiner.

At vælge militærnægtelse er der derimod langsigtede perspektiver i. Selvom der ikke er noget, der tyder på, at vi nogen sinde slipper af med volde-lige konflikter, har man stadig et valg mellem, med sine handlinger, at påvirke i den ene eller den anden retning.

I verdenshistoriens mangeartede samfund har der eksisteret vidt forskellige holdninger til brugen af vold. Tænk bare på forskellen mellem den almindelige danske moral i dag og så den moral, der må have ligget bag kølhalinger, gladiatorkampe eller holocaust.

Inden for statens rammer er der i Danmark sket en holdningsændring inden for de sidste par hundrede år, således at vold i alle former er blevet stadig mere uacceptabelt. I det 18.årh. bestod dagligdagen for de danske bønder af konsekvenserne af herremandens revselsret, det vil sige prygl og træhest. Frem til 1911 kunne retsvæsenet stadig idømme prygl. Man skal ikke længere tilbage end mine forældres generation, før det var acceptabelt at give børnene tæsk i skolen. "Husherrens" revselsret over hustru, børn og tyende er bortfaldet gradvist, således at det først var i 1997, at retten til at slå sine egne børn bortfaldt.

Realistisk afrustning
Vold indenfor statens rammer er i dag blevet så uacceptabelt, at mens alle statistikker siger, at volden falder, er der stadig større fokus på den vold, der finder sted. Sat på spidsen kan man sige, at den vold der i dag når BT's forside, ville have været hverdag for hundrede år siden.

Man behøver altså ikke at være naiv, for at håbe på at holdningerne til vold kan ændre sig til det bedre. Det er i stor udstrækning allerede sket. At nægte militæret er altså at nægte at acceptere den logik (eller mangel på samme), at det er helt fint, måske ligefrem patriotisk, at interstatslige konflikter løses vha. toptunede militære operationer med ubegribeligt mange ofre, mens man i Danmark "kun" behøver at myrde en mor og hendes to børn for at blive tophistorie i medierne i flere måneder. Målet må derfor være en holdningsændring til, hvordan konflikter mellem stater løses, der tilsvarer den udvikling, der har været i holdningen til vold indenfor statens rammer. At nægte at deltage i militæret er et lille skridt i den retning.

På nuværende tidspunkt er vi meget langt fra en situation, hvor alle konflikter stater imellem kan løses uden at slå ihjel. Hvis man ønsker en udvikling i retning af, at disse kon-flikter f.eks. blev afgjort ved inter-nationale domstole, er man nødt til at gøre noget. Den enkelte kan tage sit personlige ansvar alvorligt og nægte at deltage i militæret.

Det er selvfølgelig ikke realistisk, at alle lande i verden nedlægger deres militær på én gang. Man kunne derimod forestille sig, at man kunne arbejde i den rigtige retning, ved at ruste ned når der ingen militær trussel foreligger.

Tilsyneladende forekommer denne logik ikke så overbevisende for beslut-ningstagerne, som den modsatte logik: Når fjenden opruster, skal der nok blive oprustet i ens eget land.

Det er altså en gradvis og dermed realistisk afrustning, jeg taler for. F.eks. kunne NATO have nedlagt sig selv, da fjenden, Warszawa-pagten, gik i opløsning. I stedet for den udvidelse, og dermed ydmygelse af den gamle fjende Rusland, der nu finder sted.

Det er langt fra alle lande i verden, der uden den store risiko kunne gå foran og nedlægge sin egen hær og dermed være med til at sætte en ny dagsorden. Man kan dog sagtens argumentere for, at Danmark er et af de lande, der kan. Selv militærets vurdering er, at Danmark indenfor en overskuelig årrække ikke vil være truet på eget territorium.

Danmark burde gå foran og vise verden, at alle de penge (15-20mia.kr/år) der bruges på militæret, kan bruges på at løse konflikternes mere dybereliggende årsager, nemlig social ulighed i verden, sult og nød, og de tiltagende miljøproblemer. Militæret kan kun løse konflikternes symptomer, og skaber selv en masse nye problemer undervejs.

Den hidtidige fokusering her i artiklen på voldelige konflikter imellem stater skal ikke forstås sådan, at jeg argumenterer for, at statens grænser er ukrænkelige, således at andre lande ikke bør handle overfor undertrykkelse indenfor et lands grænser. Jeg har blot taget udgangspunkt i, at det er staterne, der kontrollerer de regulære hære, og at traditionelle krige har foregået imellem stater.

Selvfølgelig skal en undertrykt befolkningsgruppe støttes med f.eks. handelsboykot, reel økonomisk støtte til en demokratisk opposition, modtagelse af flygtninge og eventuelt undervisning i organisering af ikkevoldelig modstand og civil ulydighed. Pengene fra NATOs 78 dages bombninger af Serbien kunne f.eks. have rakt meeeget langt, hvis man havde brugt dem mere konstruktivt end ved at sønderbombe landet og slå uskyldige ihjel.

Tilbage til min egen lille historie i 1993: På trods af mere eller mindre gode undskyldninger om at jeg var nærsynet, havde ondt i ryggen og havde haft epilepsi som barn, blev jeg fundet egnet til militærtjeneste. Idet jeg "ingen ønsker" havde om, hvor jeg ville aftjene min pligt for fædrelandet, var de så venlige at vælge for mig. Og jeg er sikker på, at de har haft de bedste intentioner, da de indkaldte mig til 10 måneder i kamptropperne på Bornholm.

De har sikkert ment, at jeg kunne trænge til at komme lidt væk fra storbyen.

Først da kunne jeg søge om at blive overflyttet til militærnægtertjeneste. Det skete da også uden problemer, idet jeg havde forstået, at man skulle bruge den rigtige formulering om, at det at være soldat "strider mod min samvittighed".

Jeg har overvejet, om det at jeg til enhver tid ville benytte vold for at stoppe en psykopat i at øve vold på uskyldige, strider imod hele min argumentation for, at militærnægtelse er det rigtige. For man kunne jo argumentere for, at det staten gør, når den bruger så mange ressourcer på at opretholde et militær, er at sikre sig imod psykopater, blot i en større målestok, i form af et andet lands militærmagt. Pointen er dog, at det kun er på overfladen, de to eksempler kan sammenlignes. Jeg mener, og det er nok ikke så overraskende, at vold er af det onde. Det vil sige noget, der bør bekæmpes, og jo mindre der er, jo bedre. Men jeg mener også, at vold kan have sin berettigelse. Jeg er principielt ikke imod vold. Jeg vil, hvis det er nødvendigt, benytte vold til at forsvare mig selv og andre. Jeg finder ligeledes heller intet principielt forkert i, at vi har et politi, og at de kan benytte vold til f.eks. at spærre en voldtægtsforbryder inde.

Der er en helt afgørende forskel fra at acceptere en enkeltpersons forsvar af sig selv eller andre, til at støtte hierarkisk opbyggede kæmpe-institutioner hvis fremmeste bedrifter igennem historien har bestået i at udvikle stadig mere effektive måder til at slå stadig flere mennesker ihjel. Historien har til fulde vist, at disse voldsinstitutioner ikke bare er farlige i fascistiske diktatorers hænder, men heller ikke kun "forsvarer uskyldige", når de (i hvert fald på overfladen) er under demokratiets kontrol. Et enkelt, og tydeligt, eksempel på dette kunne være USA's engagement i Vietnam.

Det er ikke særlig svært at forstå, hvorfor militæret er bygget op strengt hierarkisk. Strukturen gør den enkelte ansvarsfri. Hvis den menige soldat i en krig stoppede op, tænkte, og tog ansvar for sine egne handlinger, ville han forhåbentlig smide sit maskingevær, råbe "fuck", og løbe hjem. En hierarkisk struktur er imidlertid som designet til at forhindre denne tankevirksomhed hos den enkelte. Bortset fra den øverstkommanderende kan alle påberåbe sig, at de blot adlød ordre, på trods af at de har slået mennesker ihjel, der aldrig har gjort dem noget, og som de aldrig har mødt før. I sidste ende ligger ansvaret hos politikerne, som det nok er nemmere for at se pointen i at slå ihjel, eftersom det ikke er dem selv, der skal gøre det.

Det er dette militære system og dets logik jeg tager afstand fra, når jeg nægter at deltage, og det har intet at gøre med, om vold i andre sammenhænge kan have sin berettigelse. Hvis jeg nogensinde skal slå ihjel, vil jeg selv bestemme hvem, og selv tage ansvaret for det.

I den mørke kælder
I betragtning af hvor uproblematisk og hyggeligt det var at aftjene "værnepligt" som militærnægter, er det mærkeligt, at kun omkring 7,5% (1999) af de værnepligtige vælger denne vej. Danske pacifister og antimilitarister kan ikke klage, når man sammenligner med de vilkår, militærnægtere har i andre lande. Fra april 1995 til februar 1996 nussede jeg primært rundt i National-museets mørke depoter i kældrene. Arbejdsopgaverne var varierede, og måling af et uendeligt antal pilespidser med en skydelærer hørte til de mere trivielle. Deltagelse i en én måned lang arkæologisk udgravning midt på sommeren var mere spændende. I en tid hvor det kan være svært at få arbejde, må jeg da siges at have været privilegeret, når jeg som nægter fik et udmærket job, til en udmærket løn, indenfor et felt der interesserer mig. Når man som jeg er interesseret i historie, var det spændende at få lov at rode i Nationalmuseets store depoter og f.eks. finde vikingesvær og et mumiehoved.

Udstationeret
Som militærnægter bliver man udstationeret i almennyttige, kulturelle eller humanitære organisationer. Det er udmærket, og det må da helt sikkert siges at være mere konstruktivt at arbejde i Greenpeace end at lære at pudse sine støvler og slå ihjel i militæret. Hvis man tænker langsigtet og er fortaler for en afvikling af militæret, må der dog andre perspektiver ind i militærnægter-tjenesten.

At Danmark ikke er truet militært i de næste mange år, er ikke det samme som, at Danmark aldrig vil blive truet. Det må man som antimilitarist også forholde sig til. Selvom man som jeg er ligeglad med, om den stat jeg bor i skulle skifte navn fra f.eks. Danmark til Tyskland, så vil en fjendtlig magts angreb på og besættelse af Danmark være udtryk for en udemokratisk og undertrykkende handling. At slå ihjel for demokratiet vil jeg ikke, men at kæmpe med ikkevoldelige midler for demokratiske rettigheder vil jeg gerne.

Fredsundervisning
Man må, hvis man afskaffer militæret, sætte noget i stedet. Det at borgerne i et land skal yde f.eks. 10 måneder af deres liv for at være med til at sikre demokrati og frihed, er vel egentlig meget rimeligt. Man kunne forestille sig, at man kunne omdanne værnepligten til en freds-/samfundspligt, der så selvfølgelig også skulle gælde kvinder.

Her kunne fortsat udføres den form arbejde, militærnægterne udfører i dag, men vigtigst måtte være, at den indeholdt undervisning i ikkevoldelig modstand.

Hvis hele den danske befolkning var grundigt undervist i organiseringen af ikkevoldelige kampmidler som civil ulydighed, demonstrationer og (general)-strejker, tror jeg nok, at en eventuel aggressor vil tænke sig om.

Ikkevoldelige aktioner har ofte været effektive, f.eks. serbernes nylige afsættelse af Milosevic eller overgangen fra etpartisystem til demokrati i Østtyskland, Ungarn, Tjekkoslovakiet, etc. Én ting synes dog at være af stor betydning, og det er, at store folkemasser støtter op omkring sådanne aktioner. Det er netop denne opbakning, man kunne forestille sig, at en systematisk undervisning af hele befolkningen ville kunne sikre. I stedet for de spontane massedemonstrationer og strejker som historien har vist, både er mulige og effektive, ville man have organiserede aktioner. Det ville formodentlig få større befolkningsgrupper til at tro på, at en sejr var realistisk, og derfor deltage.

Man kunne forestille sig, at taktikken bag et ikkevoldeligt forsvar var at gøre landet dyrt at have i stedet for dyrt at tage. Hvis befolkningen var uddannet til at lamme industri og infrastruktur, samt systematisk nægtede at samarbejde, ville det gøre landet dyrt at have for en besættelsesmagt. Samtidig ville man, og det er selvfølgelig det centrale, spare en masse menneskeliv og have et langt sundere grundlag at opbygge et demokratisk samfund på.

En sådan omdannelse af værnepligten til en undervisning i ikkevold er, som det politiske landskab ser ud nu, fuldstændig urealistisk. At man kunne inkorporere disse elementer i militærnægtertjenesten er måske, på sigt, mere realistisk.

Dette har været historien om, hvorfor jeg nægtede at deltage i det militære systems vanvid, og hvorfor jeg stadig synes, det er det eneste rigtige at gøre.

For mig at se er mange af argument-erne nærmest selvindlysende banale, men det er de åbenbart ikke for det store flertal af danskere.

Det burde dog være umiddelbart logisk, at det at nægte at slå andre mennesker hjel bidrager til en mere fredelig verden.