Kosova ligger mellem Italien og Grækenland.
Her har fredsforskeren, sexologen og socionomen Kerstin Schultz arbejdet med praktisk forsoningsarbejde blandt andet i forbindelse med afvæbningen af UCK-guerillaen.

Hårvask og kanoner
I sit foredrag på NORDICOM - "Hårvask og kanoner" - delte Kerstin ud af sine oplevelser, erfaringer og indtryk fra de krigshærgede egne, hvor krigen ganske vist var vundet, men hvor freden og genopretningen af det civile samfund glimrede ved sit fravær. Og hvor konflikterne - som havde givet anledning til krigshandlingerne - findes endnu.

Positiv konflikt
Konflikt opfattes som regel som udelukkende negativt, noget der opstår af modstridende interesser, angst, skæve magtforhold, ubalance. "Men konflikter er også drivkraften bag udvikling," sagde Kerstin Schultz på årets NORDICO-konference i Oslo. "Det er konflikter, som får ting til at ske! Tænk på handlingen i bøger, film og teaterstykker - er der ingen konflikt, så er der ingen spænding - og vores reaktion bliver et langtrukkent gaaab!"

Konflikter er ganske enkelt nød-vendige, hvis der skal ske en udvikling. Derfor er evnen til at håndtere konflikter så vigtig: "Det almindeligste er, at man forsøger at undgå konflikter - eller rettere: man fornægter dem. Der ligger en vældig stor magt i at fornægte konflikter. Samtidig er det også meget let at se sig selv som offeret i en konflikt."

Kommunikation er ifølge Kerstin Schultz nøglen til at håndtere konflikter. Den manglende evne til at lytte til modparten optrapper konflikten; "Mange konflikter beror i virkeligheden på misforståelser. Så snart jeg farer ud og truer nogen, så lytter jeg jo ikke længere - jeg bliver døv."

Rædsel og vold på Balkan
"Jeg var i Pristina. Skulle bo på Grand Hotel, det skulle alle udlændinge. Vi fik værelse på 12. etage, hvortil der var en tvivlsom elevator. Der var uhyggeligt meget vold tilstede. Arkan og hans folk boede der. Der var rædsel overalt i samfundet. Folk måtte ikke have udlændinge boende uden at anmelde det til myndighederne. Samtidig eksisterede et enormt solidaritetsarbejde, en slags skyggesamfund..." Der blev dødstille i konferencelokalet, mens Kerstin tegnede et billede af optakten til konflikten i Kosova og det, der udløste krigen. Hvordan man underminerede præsident Rugova i stedet for at hjælpe. Hun fortalte om følgende hændelse - blot én blandt mange - som fik en afgørende betydning: "Alle børn render rundt og sælger cigaretter. En 14-årig albansk cigaretsælger bliver skudt midt på torvet - af politiet. Han ligger dér på jorden, men er ikke død. Politiet holder albanerne i skak. Da springer broderen frem for at hjælpe - og politiet skyder ham. Han dør for øjnene af den 14-årige, der klarer sig," fortalte Kerstin og konkluderede: "Det er sådan, man gør for at fremprovokere volden.

Civilbefolkningen involveres direkte i moderne krigsstrategi, som omfatter afbrænding af huse, voldtægter, hærværk og ødelæggelse af alt i det civile samfund. Konsekvensen af dette er enorme flygtningestrømme. Mennesker, som ikke har noget at vende tilbage til, er på flugt i hele Europa."

Men det internationale samfund sætter jo styrker ind til genopretning og bevarelse af freden?

"Freden ser anderledes ud," fortæller Kerstin. "Før var der en vinder og en taber i en krig. I dag er der ved freds-slutninger kun tale om våbenstilstand. Og hvem var egentlig fjenden? Ja, det var jo naboen - og nu skal vores børn igen til at gå i skole sammen? I et nedbrændt samfund!"

Hårvask og kanoner
Titlen på Kerstins foredrag "Hårvask og kanoner" tog netop afsæt i dette paradoks: "Jeg boede på et pensionat, og der var iskoldt!" fortalte Kerstin. "Der var intet rindende vand, man kunne ikke tage bad eller vaske hår, vand fandtes kun i plasticflasker. En morgen vaskede jeg hår ved 5-tiden om morgenen, da det varme vand pludselig var på." I den "normale" civile verden er f.eks. det at vaske hår en almindelig selvfølgelighed. I det krigsramte samfund er hårvask ikke længere en normalitet. Tilstedeværelsen af militær - overskriftens "kanoner" - og enorme mængder af affald, der flyder overalt imellem de sønderbombede ruiner - det er normaliteten i det samfund, krigen har efterladt. På trods af, at "freden" officielt skulle være genoprettet på Balkan, var Kerstins indtryk af forholdene et markant fravær af alt, hvad vi opfatter som civilt. Hun beskrev sine oplevelser:

"Panservogne, soldater og affald driver overalt".

Et gennemkriminaliseret samfund, hvor folk konstant er bange for kriminaliteten. På Grand Hotel i Pristina, hvor serberne tidligere havde regeret, var der nu albanere overalt. De bevægede sig nu helt anderledes end før. Serberne derimod, de kunne ikke længere bevæge sig frit, og allerværst var situa-tionen for sigøjnerne - de var ingen ting værd."

Konflikten var ikke løst, og folk levede ikke sammen i fred. Man havde smadret samfundet og ændret magtbalancen.

Forsoningsarbejde i Kosova
Hun fortsatte med at berette om en hændelse under arbejdet med forsoning i Kosova: "Man har udvalgt 5000 tidligere UCK-guerilla-soldater til at udgøre grundstammen i KPC - "Kosovo Protection Corpse", en slags "Civilforsvar". Af disse er 3000 reserver, 2000 er aktive." forklarede hun og fortsatte: "De ser sig selv som Kosovas hær. De 3000 som er reserver, forsøger man nu at få tilbage i det civile samfund.

I forbindelse med denne proces er 200 ud af de 3000 valgt til ledere, der skal forestå afvæbningen af de tidligere soldater."

"Den 8. marts tog jeg så - under påbudt FN-beskyttelse - afsted til et møde med 70 af disse udvalgte KPC-folk. "Beskyttelsen" bestod i, at jeg skulle rejse med en gammel van [kassebil] med et hjemmelavet skilt, hvor der stod "UN", samt en albansk chauffør, der kun talte albansk. Alle var klædt i militære uniformer med skudsikre veste, nogle havde endda våben. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle holde mig på "et teoretisk plan" og ikke inddrage konflikten uden for dørene i mit mødeoplæg. Jeg besluttede mig på stedet for ikke at holde mit planlagte foredrag og ikke vise nogen overheads.

I stedet tog jeg udgangspunkt i soldaternes egne oplevelser og deres personlige situation."

Kerstin bad soldaterne om, at tænke over deres personlige oplevelser - og kun deres egne oplevelser. Det vil sige, ikke ting som de havde hørt om, eller læst om - ikke noget med at fortælle om, at "jeg hørte, at min brors kones fætter blev...".

I begyndelsen var alle helt tavse, men lidt efter lidt blev isen brudt. Mange opdagede, at de havde lignende traumatiske oplevelser, og de faktisk kunne dele deres sorg med andre, som også sørgede. "Det var meget følelsesmæssigt, emotionelt, ladet. Efter mødet, der varede flere timer, kom en af soldaterne frem og gav mig en rose. Det var en rose, som han egentlig skulle have givet til sin kone i anledning af kvindedagen. Flere af soldaterne spurgte mig, om jeg kunne bliver der og arbejde med deres konflikter."

Afmagt og ophidselse - det handler om følelser!
"Vold løser simpelthen ingen konflikter. Hvordan lærer vi os grundlæggende at håndtere konflikter? Krig er jo ligesom mere sexet!" provokerede Kerstin, og kom derpå med en hverdags-appel til de mandlige konferencedeltagere: "En vigtig opgave for jer er at finde et andet ideal. Hvad er egentlig en mand? Det er da for ynkeligt at forsøge at løse konflikter med vold..."

Hvordan kan det være, at vi ellers så fredelige nordiske folk pludselig finder det nødvendigt at bombe fremmede lande? Den kollektive følelse af afmagt er en del af forklaringen: "Når vi i TV ser fremstillinger af konflikter og optrapning af krigshandlingerne i f.eks. Bosnien, bliver vi magtesløse tilskuere," fortæller Kerstin. "Vi gribes af forargelse - vi kræver, at nogen gør noget! "Skyd dem!" hører man pludselig sig selv råbe til fjernsynet. Det er en meget menneskelig måde at reagere på. Selv repræsentanter fra Fredsbevægelsen stiller op og udtaler sig om, at NATO bør gå ind - og bombe! Det er da klart, at nogen må gøre noget - men hvad skal man gøre? Og hvordan?"

Soldater magter ikke fredsarbejde
"Der findes ingen officiel tilgang til freds- og forsoningsarbejde," siger Kerstin Schultz. "Soldater er ikke uddannede til at opbygge et civilt samfund, de er uddannede til at slå ihjel. De kan ikke skaffe fred eller bygge op." "De fleste mennesker vil helst leve i et civilt samfund, på grundlag af lov og orden, hvor man ikke skal frygte for kriminalitet. Sikkerhed, det er når der findes en velfungerende politimagt, som jeg kan stole på og ikke behøver at være bange for! Sikkerhed, det er når der er justits!" siger Kerstin og spørger efter en lille pause:

"Hvorfor sætter man ikke soldaterne til at rydde affaldet af vejen? Hvorfor reparerer de ikke vejene? Der findes ikke nogen organisering - det er en ussel fredsorganisation! De som leder dette her - de er jo krigsveteraner. De kender hinanden, har arbejdet sammen - sidst i Afrika, i krigs-områderne.

Hvordan skal de kunne forstå, hvad et normalt liv vil sige? Hårvask - det er det, vi må pumpe penge i," sagde Kerstin og understregede:

"Hårvask - det står for den civile stræben - for det normale liv!"