Europæisk koloniationisme
Da den europæiske kolonisering med de store opdagelsesrejser i slutningen af 1500-tallet for alvor tog fart, skabte den en undertrykkende imperialistisk flodbølge uden fortilfælde. Etniske og religiøse tilhørsforhold blev kynisk tilsidesat for europæerens higen efter udvidede territorialgrænser og øko-nomisk tilfredsstillelse. I Afrika beseglede de nye koloniherrer i 1814 dets konfliktfyldte skæbne ved at opdele landet udelukkende ud fra egoistiske politiske anskuelser. At kun to afrikanske stater forblev selvstændige, vidner om de kræfter europæerne favnede projektet med.

Afrika som eksempel
Hele Afrika frigjorde sig fra koloni-vældet med guerillakrig. Samtlige lande blev kommunistiske etpartistater. Af dem der udøvede væbnet oprør mod kolonivældet skabtes dygtige soldater, og disse blev senere til samfundets civile ledere. Som en konsekvens af deres militære tankegang, opbyggede de et militært og autoritært samfund, der igen grundlagde konflikter. Diktaturet skiftede hænder.

Med dette som eksempel gennemgik JJ i grove træk konfliktens væsen. En ofte kompleks struktur der kompliceres af de mange landes forskelligartede interesser. Eksempelvis var Norges forsøg på fredsmægling i Israel-Palæstina-spørgsmålet dømt til at mis-lykkes, eftersom man ikke inddrog flere lande end de to krigense parter.

Interessekonflikter
I konflikter er det meget ofte økono-miske spørgsmål, der står på spil.

Russernes overgreb på Tjetenien skyldes primært ønsket om at få kontrol over de store olieforekomster i det Kaspiske Hav. En mængde der rækker til 30 års forbrug i USA. I Afrika omhandler det adgang til mineraler som diamanter, der pustede liv i borgerkrige. Under den kolde krig var det selvsagt ideologien, der fik USA til f.eks. at omstyrte demokratisk valgte socialis-tiske præsidenter, som f.eks. Lumumba i Congo. Denne blev likvideret vha. støtte fra CIA, der i stedet indsatte Mobuto, der som bekendt sidenhen udviklede sig til en af de største afrikanske skurke.

Socialt ansvar
En afgørende fejl ved militæret som JJ ser det, er manglen på sammenhæng mellem mål og middel. Han vil ikke forstå logikken med drab og våben som middel til at opnå fred som mål. Derfor prædiker han om et socialt ansvar.

"Socialt forsvar er en ikkevoldskamp mod vor tids trusler. Et koncept som forsvarer menneskene i det civile sam-fund. I dette findes en tæt forbindelse imellem mål og middel. Man bruger fredelige midler for at opnå et konstruk-tivt samfund. Disse midler kan være demonstrationer, blokader eller andre former for aktioner der indbefatter politiske virkemidler."

Staten som voldsmonopol
Enhver stat har ifølge JJ et volds-monopol med eksperter i at slå ned på væbnet kamp. Derfor er væbnet oprør en perfekt anledning for militæret til at bevise sine magtbeføjelser. Dermed legitimerer man statens ret til magt-anvendelse.

At skyde på ubevæbnede med-borgere gør det derimod mere end svært at vinde folkets gunst, den offentlige opinion, og er derfor ifølge JJ ikke vejen frem. Ethvert regime må have støtte indefra. Hvis ikke, styrtes det som det blev set i de østeuropæiske lande.

Her blev ikkevold midlet, som fløjls-revolutionen på glimrende vis illustrerede.

Konflikternes kompleksitet gør et klart overblik en næsten umulighed.

Antallet af stater i verden er firedoblet på 50 år. Fra 50 til 200. Denne deling fortsætter og er et væsentligt grundlag for konflikter.

I slutningen af 90erne oversteg USA's invasion af fremmede lande Romerrigets.

De fleste krige er internt i stater.
Disse krige er privatiserede, komplekse og kaotiske.

Der dør langt flere af strukturel vold end af direkte vold.
100.000 mennesker dør indirekte af ressourcemangel som direkte følge af voldelige konflikter

Alle konflikter har flere end to aktører og starter længe, før krigen bryder ud.

Ubevæbnede revolutioner er en tendens der lykkes.