Ved NordiCOM i september 1998 i Oslo blev deltagerne enige om et skabe et endnu tættere samarbejde. Hvordan kan vi mødes og udveksle ideer, informationer og viden? Ideen om et tættere nordisk nægternetværk blev født. Det svenske civilpliktsråd inviterede derfor til møde i Stockholm nogle måneder senere i december 1998, for at diskuttere sagen nærmere. Navnet NordiCO blev vedtaget.

NordiCo består af de civile værnepligtiges organisation i Sverige - Civilpliktsrådet, LandsKontaktUdvalget for militærnægtere i Danmark - LKU, Civile værnepligtige i Norge - Sivile Vernepliktiges TillitsmannaUtvalg og Militærnægterforeningen.

De nordiske landes nægterordninger er forskellige på flere punkter - i Sverige aftjener man en slags CF-tjeneste under forsvarsministeriet, I Norge har en nægter længere tjenestetid end soldaten, og i Danmark er det særligt ventetiden på at aftjene sin nægtertjeneste og nægternes - i forhold til deres nordiske brødres - ressourceløse interessesorganisation, der er kritisabel.

På mødet i Stockholm blev NordiCO-deltagerne enige om følgende:

• Retten til at nægte militærtjeneste må være universel.
• Lande som praktiserer militærpligt også må give tilbud om alternativpligt med civilt indhold.
• Det skal være enkelt at benytte sig af retten til militærnægtelse, og politiet og de militære myndigheder skal holdes uden for denne procedure.
• De civile værnepligtige i de nordiske lande må have mulighed for at organisere sig, og de skal have ret til at vælge fuldtidsrepræsentanter til at varetage deres interesser. Der skal afsættes økonomiske midler til at drive dette arbejde.
• Tjenestetiden for militærnægtere må ikke overstige tjenestetiden for militære værnepligtige.
• Repræsentanter for de civile værnepligtige må have lov til at samarbejde med andre landes civile værnepligtige og deres organisationer.
• Enhver session skal foretages af civile myndigheder.
• Der skal informeres om den civile værnepligt på linie med militære værnepligts information.
• Mandskab med våbenfri status må have sikkerhed for ikke at kunne inkluderes i væbnede styrker eller systemer.

"Netværket kommer nok til at blive anvendt som organisationsudviklende og -forbedrende, hvor vi kan drage nytte af de andres erfaringer. Men det kan også anvendes til at fremdrive fælles krav", siger Jonas Hellberg, ordfører i Civilpliktsrådet.

Ovenstående krav kan sammenfattes i fire punkter:

• Retten til at organisere sig og retten til at få ressourcer til at skaffe medindflydelse.
• Bedre informationer om våbenfri status og våbenfri uddannelse.
• Ingen hindringer for at søge om våbenfri status.
• Mindst samme retslige, sociale og økonomiske status for våbenfrie som for andre værnepligtige.

Selvom der er store forskelle på de nordiske landes nægterordninger - eller mangel på samme - er der alligevel flere fælles intersser, som ovenstående viser. Nordmændene har i mange år været udsat for politiforhør for at blive nægter og den norske nægtertjenestid og de norske retslige nægterforhold er ikke helt på linie med de militære værnepligtige. Svenskerne føler de har et image problem. Svenskerne føler også at der mangler oplysning om rigtig våbenfri status - mange der aftjener civil værnepligt er nemlig har nemlig slet ikke våbenfri status. Militærnægterforeningen så nu helst at svenskerne og civilpliktsrådet arbejdede for en rigtig nægterordning, men det ligger uden for civilpliktsrådets mandat og rammer, og markerer dermed en tydelig forskel på den ene side Civilpliktsrådet og på den anden side Militærnægterforeningen. Men dermed ikke sagt at man ikke kan eller bør samarbejde. NordiCO skal foreløbig ses som en platform for udveksling af ideer og en styrkelse af de nordiske nægteres organisationer. Det bakker MNF op.

Ildebrand
Civilpliktsrådet benyttede lejligheden til at demonstrere de svenske civile værnepligtiges opgaver. Eksempelvis sættes svenske civile værnepligtige til at slukke flyildebrande. Flyvepladsen Arlanda uden for Stockholm har selvfølgelig et katastrofeberedskab i tilfælde af flybrand eller lignende. Her hersker de civile værnepligtige.

Militærnægterforeningen var med til øvelse
NBs udsendte medarbejder fik lov at køre med i en af brandbilerne på vej ud til øvelsespladsen i den ene ende af flyvepladsen. Sneen dalede stille ned og havde gjort det i flere dage. Nu var jorden dækket af en halv meter sne og der var hvidt så langt øjet rakte. Mens vi kørte mod øvelsespladsen landede Arafat, Netanyahu og Mrs Allbright i en særligt sikret afdeling af Arlanda. Tænk hvis det utænkelige uheld skete og Arafats fly gik i brand under landingen, mens en flok militærnægtere beslaglagde katastrofeberedskabschefens kostbare tid!

Pludselig brød flyet i brand og brandbilerne kom sussene. Ilden omsluttede det i forvejen sortsvedne flyskrog og varmede de måbende tilskuere. Reglerne forskriver at brandbilerne skal være fremme ved en flybrand senest 30 sekunder efter alarm. 90 sekunder efter alarm skal branden være slukket. Undersøgelser viser at efter 90 sekunder er chancen for at overleve røg og varme minimal.

Brandsprøjterne kæmpede med ilden og i løbet af 1½ minut tømte hver af de fire brandbiler ca. 4000 liter vand.

Øvelsesbranden blev slukket og publikum kunne ikke længere kutte sig i varmen fra ilden.

Det er nye tider også i Sverige. Hvad der i Danmark ville svare til en brandmajor, roste, under en rundvisning på brandstationen, de unge værnepligtige. Han mente at de mod slutningen af deres uddannelse og tjenestetid var fuldt ud pålidelige og voksne til opgaven. Men så var de også modne til hjemsendelse, og så fik brandstationen en ny flok der skulle oplæres. På den baggrund kunne brandmajoren godt forestille sig et helt civilt professionelt beredskab som værende at foretrække.