Den 6. August 1945 lod amerikanske bombefly atombomben falde over den japanske by Hiroshima, og tre dage senere faldt endnu én over Nagasaki. Japan kapitulerede d. 15. august, og Anden Verdenskrig fik sin afslutning.

De tidligere allierede, på den ene side den vestlige verdens sejrherrer og på den anden side Sovjetunionen og en række befriede østeuropæiske nationer, stod i et modsætningsforhold. På trods af at landene forenedes i underskrivelse af FN pagten, opfordrede Winston Churchill i Fultontalen d. 5. Marts 1946 til dannelsen af et engelsk-amerikansk forsvarsforbund mod kommunismens spredning. Andre vestlige lande, eksempelvis England og Frankrig, indgik aftaler om forsvarssamarbejde.

Den amerikanske stat indså nødvendigheden af et stærkere Europa som værn mod kommunismen, og d. 5. juni redegjorde George C. Marshall, den amerikanske hærs tidligere øverstkommanderende, nu udenrigsminister, for planen om økonomisk støtte til genopbygningen af Europa. Den 22. september tiltrådte 16 europæiske lande i Paris Marshallplanen. Sovjetunionen blev ligeledes formelt tilbudt at indtræde i Marshallplanen, men afslog, som det formodentlig forventedes af USA. I stedet dannedes KOMINFORM, Kommunistisk Informationsbureau, d. 5. oktober, for at fremme den ideologiske samhørighed mellem kommunistpartierne i det østlige Europa og Sovjet, samt Frankrig og Italien. Således var fronterne i den kolde krig trukket op, og forløberne for senere forsvarsforbund var etableret.

Massive propagandakampagner fulgte, og med amerikansk hjælp førte valgene i Frankrig og Italien til de kommunistiske partiers nederlag. Efter således at have konsolideret de sydeuropæiske landes position som medlemmer af den vestlige verden, kunne forhandlingerne om fremtidige forsvarsalliancer begynde.

På foranledning af Ernest Bevin, den engelske udenrigsminister, underskrev England, Frankrig og Benelux-landene d. 17. marts 1948 den 50-årige Bruxelles-traktat. Denne dannede grundlaget for Vestunionen, som havde økonomisk, socialt og kulturelt samarbejde og kollektivt selvforsvar til formål.

Den 25-26. oktober samme år gav underskriverne af Bruxelles-traktaten udtryk for opbakning om dannelsen af et nordatlantisk forsvarssamarbejde. Således indledtes forhandlingerne om Nord Atlant Pagten i Washington mellem repræsentanter fra disse lande, Canada og USA d. 10. december 1948. Den 15. marts inviteredes Danmark, Norge, Italien, Island og Portugal til at deltage i Atlantpagten.

I begyndelsen af 1949 drøftes i Karlstad muligheden for oprettelse af et skandinavisk forsvarsforbund. Planen afvistes fra amerikansk og britisk side, antageligvis pga. vigtigheden af den norsk-finske grænse, idet Finland og Sovjetunionen d. 6. april 1948 indgik en venskabs- og bistandspagt. Forhandlingerne brød endeligt sammen i Oslo d. 29. januar, og i stedet takkede Danmark og Norge ja til at deltage i Nordatlantpagten.

Den 4. april 1949 underskrev udenrigsministrene fra Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Island, Italien, Luxemburg, Holland, Norge, Portugal, Storbritanien og USA Nordatlantpagten. Den 24. august træder pagten i kraft.

I de efterfølgende år oprustedes Vesteuropa med fortrinsvis amerikanske våben. Som følge af at den tyske Demokratiske Republik, Østtyskland proklameres i oktober 1949, og i en erkendelse af Tysklands vigtighed og centrale placering i europæisk sikkerhedspolitik, træffedes der af NATO-rådet beslutning om at søge den tyske Forbundsrepublik, Vesttyskland, militært genoprustet. Naturligvis mødtes dette forslag med nogen skepsis og tøven af de andre vesteuropæiske lande, og først d. 26. maj 1952 blev Vesttyskland fuldstændigt selvstændigt. Dog måtte man forpligte sig til at opretholde en demokratisk styreform og deltage i det militære samarbejde i Vesteuropa. Vestmagterne bevarede retten til træffe afgørelser om Berlin og alle fællestyske anliggender. Ligeledes ville der fortsat være udstationeret væsentlige styrker fra vestmagterne i Vesttyskland.

I mellemtiden var der begyndt at tegne sig et billede af NATOs militære struktur. Denne struktur består som udgangspunkt af tre geografiske og militærstrategisk væsensforskellige kommandoområder: (1) Den europæiske kommando, (2) Atlantkommandoen, og (3) den mindre omfangsrige Kanalkommando.

Den 19. december 1950 udnævnedes den amerikanske general Dwight D. Eisenhower som den første til Supreme Allied Commander Europe (SACEUR), øverstbefalende for NATOs Europakommando. Denne blev dog først operationsdygtig d. 2. april 1951, da Europakommandoens hovedkvarter (SHAPE) åbnede i Paris. Kommandoen er en udbygning af Vestunionens militære struktur, som indlemmes i NATOs kommandoorganisation d. 20. december 1950.

I 1952 oprettedes NATOs Atlantkommando, med Viceadmiral Lynde D. McCormick, USA, som første øverstbefalende (SACLANT). Hovedkvarteret placeredes i Norfolk, Virginia d. 10. april 1952, hvorved kommandoen blev operationsdygtig.

Kanalkommandoen oprettedes med admiral Sir Arthur John Power som øverstbefalende (CINCHAN) d. 21. februar 1952.

I 1950'erne udvidedes NATO for første gang efter pagtens underskrivelse. Den 18. februar 1952 blev Grækenland og Tyrkiet optaget, og den 5. maj 1955 blev også Vesttyskland optaget. Desuden havde USA og Spanien i august 1953 indgået en økonomisk og militær traktat, som tillod amerikanske baser med atomvåben på spansk territorium, hvorved det første skridt mod spansk NATO-medlemskab blev taget. Også Sovjetunionen, med Nikolaj Khrustjev som statsleder efter Stalins død, søgte i 1954 optagelse i NATO, men afvistes af USA og Storbritanien. Konsekvensen var at modsætningsforholdet mellem øst og vest yderligere tydeliggjordes; Østblokkens pendant til NATO, Warszawa-pagten, trådte i kraft d. 5. juni 1955 med Albanien, Bulgarien, Østtyskland, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Sovjet og Ungarn som medlemmer.

Øst- og Vest-magterne indledte et våben- og teknologikapløb, som tilsyneladende ingen ende ville tage. Det prestigefyldte og informationsteknologisk afgørende rumkapløb tog fart, og tydeliggjorde i hvor høj grad rivaliseringen havde de to stormagter, USA og Sovjetunionen som omdrejningspunkter. Det næste tiår forværredes forholdet mellem supermagterne, da væsentlige atom-bevæbnet materiel og styrker udstationeredes i store dele af Vesteuropa og i Tyrkiet. Krisen kulminerede midlertidigt da den amerikanske præsident Kennedy erklærede blokade mod Cuba pga. mistanker om at der befandt sig sovjetiske atomvåben på øen.

I takt med at konsekvenserne af en optrapning af konflikten til krig forstørres, opstod en erkendelse af et behov for direkte kommunikation mellem parterne i krisetilfælde. En varm linje oprettedes mellem Washington og Moskva i 1963, og senere, i 1967 mellem London og Moskva. Ligeledes voksede den folkelige, og i enkelte lande, politiske antipati mod oprustningskapløbet. Der fremlagdes talrige forslag om et atomvåbenfrit Europa, eksempelvis fra finsk side i Kekkonenplanen i 1963, og fra polsk side i Rapacki- og Gomulkaplanen i 1962-63, og især de nordiske lande og Frankrig viste modvilje mod at føje NATO i dets forsvarspolitik. I april 1964 udtalte den franske præsident de Gaulle at Frankrig ikke vil lægge sit forsvar og overlevelseschancer i USA's hænder, og to år senere, i marts 1966 træder Frankrig formelt ud af NATOs militære organisation. Frankrig forbliver dog medlem af NATO, og er således stadig repræsenteret i alliancens civilpolitiske organer.

I årene 1966-1967 modificeres NATOs strategiske principper. Den 14. december 1966 etableredes NATOs Atomplanlægningsgruppe, og denne var medvirkende til, A-våbnenes destruktive formåen taget i betragtning, at der blev vedtaget en overgang fra massiv gengældelsesstrategi til fleksibel og afbalanceret gengældelsesstrategi.

I perioden 1967-1972 blev der indgået mange aftaler og traktater om ikke-spredning af kernefysiske våben, forbud mod at udvikle, fremstille og lagre bakteriologiske våben, påbud om destruktion af disse, forbud mod at udføre kernevåbenforsøg til lands, til vands og i luften (men ikke under jorden), og om gensidig styrkereduktion i Centraleuropa. Ikke desto mindre opgraderedes NATOs styrker i Europa mere eller mindre åbenlyst med fortrinsvis amerikansk materiel, og i vidt omfang med atomvåben, og d. 18 november 1976 fremhæver Atomplanlægningsgruppen vigtigheden af at bevare det nødvendige bånd mellem strategiske atomvåben, mellemdistance-atomvåben og i særdeleshed store konventionelle styrker.

Stormagterne syntes til stadighed at søge at finde modtræk mod den anden parts nyeste strategiske og teknologiske udvikling. USA pressede i høj grad på for at være på forkant, bl.a. i udviklingen og produktionen og neutronvåben, som næsten nåede at blive sat i produktion i marts 1978 uden de andre NATO-landes accept. Og som modtræk mod udviklingen af de sovjetiske SS-20 raketter, som udgjorde en trussel som det første våbensystem der var i stand til at nå hele det vesteuropæiske territorium fra mobile affyringsramper, vedtages d. 12. december 1979 i Bruxelles den såkaldte dobbelt-beslutning. Beslutningen består af flg. to elementer: (1) Udstationering af 464 amerikanske krydserraketter og 108 Pershing IIa mellemdistanceraketter i Vesteuropa, og (2) tilbagetrækning af de russiske SS-20 raketter. Dette var måske i væsentligt omfang med til at forrykke magtbalancen mellem øst og vest, hvor IISS, International Institute of Strategic Studies i en rapport i november 1979 herskede noget nær jævnbyrdighed mellem de europæiske NATO- og Warszawa-lande.

I store træk fortsatte denne magtkamp op gennem 1980'erne, men da Mikhail Gorbatjov blev udnævnt til førstesekretær i Sovjetunionen d. 11. marts 1985 var væsentlige forandringer på vej. Glasnost og Perestrojka var de nye løsener, åbenhed og genopbygning. Denne politik førte sidst i firserne til Østblokkens fald, men inden da gennemførtes en nedrustningsaftale som resultat af et tredages topmøde d. 7. december 1987 i Washington mellem den amerikanske præsident Ronald Reagan og Gorbatjov, og d. 29.-30. maj 1989 fremlagde den amerikanske præsident George Bush planer om væsentlige reduktioner af de konventionelle styrker i Europa.

Den 9. november 1989 begyndte østblokken at smuldre. Ved en gigantisk folkefest faldt et af de kraftigste symboler på adskillelsen mellem øst og vest, Berlinmuren, som følge af den østtyske regerings resignation. I de efterfølgende 1½ år fulgte samtlige andre østeuropæiske lande, som havde været under kommunistisk styre, efter. Den kolde krig var i sin daværende form afsluttet.

Siden har NATO og i særdeleshed det dikterende USA bragt sig på forkant med en lang række østeuropæiske, vesteuropæiske, mellemøstlige og tredje verdens lande, og har med sin "fredsbevarende" virksomhed og lejlighedsvise efter forgodtbefindende spillen med musklerne skabt en dinosaur af en militær organisation, hvis udelukkelse af de østeuropæiske lande er med til at bringe verdens sikkerhed i fare endnu en gang.