|
|
|
|
EU og Vestunionen
De europæiske lande har i dag placeret deres våben og tropper som en del af NATO i et tæt samarbejde med USA og Canada. Her ønsker særligt Storbritannien, Danmark, Sverige og Irland, at forsvaret også fremover skal være placeret. Et flertal af EU's medlemslande ønsker derimod en integration af den militære Vestunion (WEU) med det civile EU.
Med Amsterdam-traktaten får EU nu rådighed over et fælles militær i Vestunionen. Ifølge protokol ad artikel 17 skal der inden et år fra traktatens ikrafttræden udarbejdes ordninger for udvidet samarbejde mellem EU og Vestunionen.
Amsterdam-traktaten bekræfter desuden en tidligere erklæring fra 1991, hvor målet blev defineret til, at Vestunionen „i etaper skal udbygges til at være forsvarskomponenten i Den Europæiske Union".
Vestunionens dobbeltopgave
Den 22. juli i år vedtog landene, der er medlem af Vestunionen, en erklæring om Vestunionens samarbejde med EU og NATO. Selv om erklæringen først er vedtaget efter regeringskonferencens afslutning og i et helt andet organ, indgår den officielt som erklæring fra regeringskonferencen og er dermed en del af det samlede traktatkompleks, som vi skal stemme om den 28. maj 1998. Erklæringer er ikke juridisk bindende som artikler og protokoller, men Vestunionens erklæring viser, hvordan man gradvist vil udvikle EU's militær.
I erklæringen defineres Vestunionen nu til at have en dobbeltopgave, dels i forhold til EU og dels i forhold til NATO. I indledningen hedder det blandt andet, at Vestunionen „er en integrerende del af udviklingen af den Europæiske Union (EU), idet den giver Unionen adgang til en operationel kapacitet, navnlig i forbindelse med Petersberg-opgaverne, og den er et væsentligt element i udviklingen af den europæiske sikkerheds- og forsvarsdimension inden for Den Atlantiske Alliance...".
Her skal man lægge mærke til ordet „navnlig". Ordet viser, at den operationelle kapacitet også kan anvendes til andet end de såkaldte Petersberg-opgaver, der omfatter „humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse" (artikel EU 17 stk. 2).
Krav om enighed
I Amsterdam-traktatens protokol om Vestunionen skitseres en handlingsplan for samarbejdet mellem EU og Vestunionen. Handlingsplanen drejer sig fortrinsvis om en forbedret koordinering af hørings- og beslutningsprocedurerne, harmonisering af regler og praksis i de to organisationer, koordinering af aktiviteter samt samarbejde på våbenområdet.
Vestunionens højeste politiske myndighed bliver EU-landenes statsministre i Det Europæiske Råd. Grænsen sættes således af EU, og den eneste - men også betydningsfulde - begrænsning er reelt, at alle EU-lande skal være enige for at sende militæret i aktion i EU-regi. Når EU træffer en sådan beslutning, har samtlige EU-lande ret til at deltage fuldt ud i den militære planlægning og udførelse.
Hvis de neutrale EU-lande og Vestunionens observatørlande, skulle blive en hindring for aktioner i EU-regi, kan Vestunionen handle på egen hånd. Dermed ignoreres de neutrale lande og Vestunionens observatørlande, der ikke er fuldgyldige medlemmer med vetoret.
Amsterdam-traktaten giver således de neutrale lande og observatørlandene en reel mulighed for delvist medlemskab af Vestunionen, idet de selv kan beslutte, hvor de vil være fuldt med i aktioner under Vestunionen, og hvor de vil holde sig udenfor.
Militære aktioner skal finansieres af de lande, der deltager - bortset fra administrative udgifter, som afholdes over det fælles EU-budget. Ellers finansieres fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik af alle lande i fællesskab, med mindre landene enstemmigt bliver enige om en anden fordeling.
Nyt militærudvalg
Vestunionen har allerede „udarbejdet foreløbige konklusioner vedrørende udformningen af en fælles europæisk forsvarspolitik" og dette arbejde vil ifølge Amsterdam-traktaten fortsætte.
Vestunionen peger på, at man allerede har styrket sin operationelle rolle med en planlægningsenhed, et situationscenter og et satellitcenter. Den operationelle rolle skal imidlertid forbedres yderligere, blandt andet med „nedsættelse i rådsregi af et militært udvalg", så forberedelse og gennemførelse af Vestunionens operationer bliver vellykkede.
Vestunionens ønske om at inddrage observatører og associerede medlemmer fuldt ud er ligeledes indskrevet i traktaten, og man vil „navnlig se på aktiviteterne på forsvarsmateriel- og rumområdet samt på militære studier", hedder det.
Amsterdam-traktaten tilskynder desuden til, at personale i EU skal klassificeres til at håndtere statshemmeligheder og militærstrategiske hemmeligheder.
Dansk undtagelse
Danmark deltager som observatør i Vestunionen og har derfor ikke vetoret mod militære beslutninger. Med Edinburgh-afgørelsen har Danmark også stillet sig uden for et kommende fælles militær i EU, men accepterer, at de øvrige EU-lande kan handle militært på Unionens vegne - blot uden dansk deltagelse. Hvis beslutningen om militær „kampindsats" flytter fra Vestunionen til EU, er Danmark det eneste land, som ikke har vetoret mod militære aktioner!
Den danske undtagelse hindrer ikke, at EU bliver en militær Union. Undtagelsen fjerner vetoretten og deltagelsen med danske soldater, men uden undtagelsen var vi heller ikke forpligtet til at sende soldater, fordi der kræves enstemmighed mellem landene.
Ingen er forpligtet til at sende tropper mod deres egen vilje. Militære udrykninger kan kun besluttes i enstemmighed, eventuelt ved at nogle lande afholder sig fra at stemme.
En europæisk stat?
Hvis den nye erklæring i Amsterdam-traktaten skal tages for pålydende, er der lagt op til en gradvis opbygning af et fælles militær, som indgår i NATO med henblik på fælles forsvar, hvis vi bliver angrebet, men ellers er til rådighed for EU's statsministre til de opgaver, de måtte kunne blive enige om at iværksætte. Eventuelt vil statsministrene kunne blive enige ved, at nogle lande afstår fra at deltage, men tillader, at Unionen handler militært uden deres aktive deltagelse.
Amsterdam-traktaten styrker således den forsvarspolitiske dimension i EU. Sammen med de øvrige nye bestemmelser på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område vil traktaten være et vigtigt skridt i opbygningen af en europæisk stat med en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og et fælles militær.