|
|
|
|
Fra Vestunion til NATO
Under indtryk af Koreakrigen afskaffedes imidlertid i 1950 unionens militære stabsapparat, og koordineringen af forsvaret af Vesteuropa skete fra nu af gennem NATO. Hermed mistede Vestunionen sin militære betydning, medens NATO gradvis blev opbygget. I 1954 besluttede man - efter at planerne om en Europahær opstillet af det overstatslige såkaldte „Europæiske Forsvarsfællesskab" (EDC) var brudt sammen - at optage Tyskland og Italien i NATO, og her fik Vestunionen, der nu omdøbtes til Den Vesteuropæiske Union (WEU), en ny funktion som kontrolorgan af tysk oprustning.
En forudsætning for tysk oprustning var, at Tyskland afskrev sig muligheden for at producere atomvåben, biologiske og kemiske våben samt en række tunge våbentyper. Men disse krav, der jo var begrænsninger på tysk suverænitet, kunne ikke stilles gennem Atlantpagten, der er en sammenslutning af frie, suveræne stater. Løsningen på dette problem blev, at man tog Bruxellestraktaten af 1948 frem og udvidede den med 4 nye protokoller, der i detaljer foreskrev, hvorledes tyskerne skulle kontrolleres. Resultatet var den såkaldte „Udvidede Bruxellestraktat" fra oktober 1954, der er den traktat, der gælder for WEU-landene i dag. Herigennem fik WEU den hovedfunktion, som den havde gennem årtier.
WEU's lange søvn
Efterhånden døde interessen for organisationen bort, idet der ikke rigtigt var noget at kontrollere - tyskerne opførte sig eksemplarisk - og amerikanerne modsatte sig energisk, at europæerne drøftede sikkerhedspolitik i denne ramme. Ser vi bort fra masseødelæggelsesvåben blev fleste af de på Forbundsrepublikken Tyskland lagte begrænsninger efterhånden ophævet. I virkeligheden var WEU blevet en tynd ramme omkring nogle ganske vist vigtige bestemmelser. En vis interesse havde WEU i de år, hvor de Gaulle holdt briterne ude fra Europa, idet WEU var det eneste forum, hvor briterne kunne drøfte Europa-politik med medlemmerne af EF. Men efter briternes optagelse i EF ændredes dette også, og ved flere lejligheder var der forslag oppe om at afskaffe WEU. Det ønskede man dog heller ikke bl.a. af hensyn til forsvarsgarantien, som trods alt var god at have.
WEU revitaliseres
Det, man har kaldt „WEU's lange søvn", afsluttedes med en opvågnen i begyndelsen af 1980'erne, hvor en række tendenser - bl.a. europæernes utilfredshed med sider af præsident Reagans politik - førte til, at WEU i 1984 blev revitaliseret som et forum for dyberegående diskussioner om europæisk sikkerhedspolitik - der skulle bl.a afholdes to årlige ministermøder, og embedsmandssamarbejdet blev udvidet. Et hovedmål for organisationen blev i disse år bl.a. gennem den såkaldte Haag-platform (1987) at holde amerikanerne fast på den strategi for forsvaret af Europa omfattende også kernevåben, som de selv havde gennemtrumfet, men som europæerne så truet af de amerikanske SDI-planer og af den amerikansk-sovjetiske aftale om afskaffelse af landbaserede mellemdistancekernevåben (INF). Haag-platformen mistede hurtigt sin betydning bortset fra i Danmark. Her kom den til at spille en rolle i den hidsige danske WEU-debat, hvor den blev brugt som bevis på, at WEU stod for en helt igennem kernevåbenfikseret politik.
Den egentlige genoplivning af WEU skete dog først omkring 1990-91 og hang sammen med (1) Tysklands genforening og (2) krigene i Golfen kulminerende med Kuwait-krigen. Europæiseringen på det sikkerhedspolitiske område fik en yderligere tak foranlediget af ønsket om at skabe nye faste politiske rammer for et samarbejde i Europa, hvor Tyskland måske ville blive den dominerende magt også uden for det økonomiske område. Samtidig ønskede et over for WEU traditionelt reserveret land som Storbritannien, at WEU opbyggede en styrkekapacitet, der kunne sættes ind i operationer uden for Europa, bl.a. for at støtte og aflaste amerikanerne.
WEU opprioriteres
Disse tendenser, hvortil også kom den mere og mere krigeriske udvikling i Jugoslavien, førte til, at det i forbindelse med Maastricht-mødet besluttedes at udbygge og opprioritere samarbejdet i WEU på en række områder. Med Maastricht-traktaten 1991 besluttedes det at udvikle en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der på langt sigt også skulle omfatte en fælles forsvarspolitik. Hermed var WEU rykket i centrum for interessen. Det lykkedes dog briterne at forhindre franske og tyske planer om, at WEU blev underlagt EU gennem Maastricht-traktaten, men der var bred enighed om at udbygge WEU's kompetencer på en række områder.
En meget væsentlig beslutning var, at medlemslandene fremover skulle (1) stille konventionelle styrker til rådighed for WEU til løsning af militære opgaver, (2) at der skulle oprettes en „militær Planlægningsenhed" i WEU, der bl.a. skulle forberede planer for styrkernes indsættelse. Derudover besluttedes det (3) at udvide WEU med nye medlemslande for at give Unionen og WEU samme medlemskreds. Endelig besluttedes det (4) at overføre WEU's sekretariat og WEU's ambassadørforsamling - Det Permanente Råd - fra London til Bruxelles. Ser vi tilbage på WEU's historie og ikke mindst „den lange søvns år" var der tale om meget omfattende og vidtrækkende beslutninger, som man stadig arbejder med at føre ud i livet. Ikke mindst vigtigt var det, at WEU blev åbnet for de central- og østeuropæiske stater, der fik status som associerede partnere. Medlemskredsen består ud over de fulde medlemmer af WEU tillige af associerede medlemmer (Island, Norge og Tyrkiet), samt observatører (Danmark, Finland, Irland, Sverige og Østrig).
WEU i fremtiden
Hvad skal WEU lave fremover? Det står fast, at NATO står for det territoriale forsvar og for de tungere militære opgaver, WEU vil ikke komme ind her. Alt tyder på, at organisationen på det operationelle plan primært skal beskæftige sig med de mindre opgaver, der allerede blev udstukket i forbindelse med Maastricht-mødet og formuleret i den såkaldte Petersberg-erklæring fra 1991: