Udstationeringssted med udfordringer Hej Øjvind. Jeg er lige blevet overført til nægtertjeneste. Jeg har en lang akademisk uddannelse bag mig og jeg er lidt bekymret over, at jeg tilsyneladende ikke kan komme til at bruge min faglige kunnen under nægtertjenesten. Jeg tænker her på kravet om at nægterstillinger ikke må forudsætte bestemte kvalifikationer. Det ville selvsagt være frustrerende at skulle gå i faglig tomgang i ni måneder. Mit spørgsmål er: har jeg grund til at være bekymret, og er der noget jeg kan gøre? Mere præcist, hvor hårdt bliver dette krav administreret? Findes der nægterstillinger, der godt nok ikke kræver en uddannelse, men hvor man alligevel har mulighed for at bruge sin uddannelse? Er det muligt selv at være med til at oprette sådan en stilling, hvis jeg selv finder et passende tjenestested? Hvilke erfaringer har andre i lignende situationer gjort? På forhånd tak for dit svar. Uffe H. Thygesen Hej Uffe. Det er rigtigt, at nægterstillinger ikke må kræve særlige kvalifikationer. Men i praksis betyder det kun, at man indretter det arbejde, der skal udføres, efter den nægter, der bliver udstationeret. Hvis du har lyst til at bruge din uddannelse i dit nægterjob, kan du formodentlig sagtens komme til det. På vores kontor har vi en rimelig opdateret liste over de udstationeringssteder, der findes. Den kan du se igennem for at få en idé om dine muligheder. Du kan komme ud på vores kontor (i Dronningensgade 14, 1420 København K) tirsdag eller torsdag 18-20. Oprette et udstationeringssted Med hensyn til at finde at udsationeringssted selv, så kan det lade sig gøre på den måde, at du kan opfordre et sted til at søge Militærnægteradministrationen om at blive godkendt. Når stedet så er godkendt, kan du og andre nægtere søge om at komme derhen, når I kommer på introkursus (men mon ikke det udstationeringssted vil have en vis forkærlighed for dig?). Øjvind Vilsholm |