Ud af forsvaret

Hej Øjvind!

Jeg er en stakkels rekrut, som troede at militæret var noget for mig, men ak.... jeg tog grueligt fejl.

Jeg har været inde i 1 måned og jeg hader det som pesten. Hvad er mine muligheder for at blive militærnægter, når nu jeg i forvejen er i systemet?

Med venlig hilsen

Casper



Kære Casper.

Over hundrede søger hvert år ud af forsvaret, fordi de i løbet af deres værnepligt finder ud af, at de er militærnægtere. Langt de fleste kommer ud. Og så vidt vi ved er det lykkedes for alle, der har fået vejledning af os.

Sådan gør du:
Du skal skrive en ansøgning til Militærnægteradministrationen, hvor du redegør for:

1. Hvorfor du først søger nu.
Hvorfor søgte du ikke inden 4 uger efter, du fik din indkaldelse (som er den normale frist for at søge om at blive militærnægter)?

Hvad har gjort, at du først nu er sikker på, at du er militærnægter? (Her må du meget gerne tage udgangspunkt i en konkret oplevelse: En skydeøvelse, dit første møde på kasernen, en samtale med nogle af de andre værnepligtige eller nogle af dine venner. Fortæl, hvad der skete, og hvad du tænkte).

2. Hvad din samvittighedskonflikt går ud på.
Bryder du dig ikke om at slå mennesker ihjel? Mener du ikke, at militær krigsforberedelse kan være med til at løse konflikter? Er du imod militærets ressourcespild.

Proceduren er, at du afleverer ansøgningen på kasernen, som så vedlægger deres mening om sagen og sender den videre til Militærnægteradministrationen. Vores erfaring er, at nogle kaserner finder på at sylte sagen, derfor vil jeg råde dig til at sende din ansøgning direkte til Militærnægtersadministrationen, Liselundvej 12, postboks 538, 4200 Slagelse og så aflevere en kopi af ansøgningen på kasernen. Tag også en kopi til dig selv.

Hvis alt går vel, så får du besked om, at du er hjemsendt om 2 uger. Reglerne siger, at du skal blive på kasernen, mens din ansøgning bliver behandlet. Hvis du vælger at stikke af, bliver du efterlyst hos politiet, og MP'erne kommer efter dig. Du risikerer også at få en bøde, men det skader ikke din overførselssag. Kontakt os, hvis du stikker af.

Hvis du har nogen spørgsmål, så ring til vores kontor på 32 57 67 25. Vi har åbent tirsdag og torsdag 18-20.

Med venlige nægterhilsner

Øjvind Vilsholm