Frivillig nægter

Hej Øjvind!!

Jeg er vejleder og sidder med et STORT spørgsmål: Er det muligt at melde sig frivilligt som nægter?

Jeg spørger fordi jeg har en elev, der i øjeblikket går på HF, han vil gerne bruge noget tid som nægter. Hvordan opnår man lettest et år, som nægter??

Mvh.

Mette
mette_ugelvig@forum.dk


Kære Mette

Et år som militærnægter - det kan man sagtens få. - Egentlig er det jo ikke meningen, at man skal melde sig frivilligt til militærnægtertjeneste, men det kan nemt lade sig gøre.

Din elev skal på session (hvis han ikke allerede har været det). På sessionen kan han melde sig frivilligt til Livgarden, der netop har 12 måneder. Hvis 9 eller 11 måneder passer bedre, kan han se i sessionens materiale, hvad han så skal melde sig til.

Hvis han allerede har været på session, skal han kontakte Forsvarets Værnepligt og Rekruttering, Værnepligtssektionen, Flyvestation Værløse, 3500 Værløse. Tlf. 44 68 13 11. De kan hjælpe ham med at "indgå aftale om frivillig aftjening af værnepligten", som det vist nok hedder.

Når den del af sagen er på plads, er han indrulleret, og skal aftjene sin værnepligt. Frinummer er hermed udelukket. Men så kommer din elev i en samvittighedskonflikt, og han fortryder, at han meldte sig - han ville jo bare have noget at lave... Han er blevet overbevist antimilitarist og søger derfor om at blive militærnægter. Han skynder sig at udfylde et ansøgningsskema, som han sender til Militærnægteradministrationen i Slagelse.

Inden der er gået to uger fra han har sendt brevet til Militærnægteradministrationen er han overfør til militærnægtertjeneste med en tjenestetid på 12 måneder!

Ring til vores rådgivningskontor, hvis du vil have uddybet noget: 32 57 67 25. Der sidder nogen derinde hver tirsdag og torsdag 18-20.

Med venlige hilsner

Øjvind