Osman stadig i fængsel
- af Øjvind Vilsholm

Den tyrkiske militærnægter Osman Murat Ülke sider fortsat fængslet i Eskesehir-fængslet i Ankara. Osman bliver først løsladt fra fængslet d. 7. december og kommer dermed til at sidde i fængsel i alle de 7 måneder, han blev idømt d. 4. maj.

I Tyrkiet bliver man eller normalt prøveløsladt efter at have udstået halvdelen af sin straf. Men det gør nu ikke den store forskel for Osman, for det er mest sandsynligt, at militæret igen vil føre Osman til kasernen i Bilecik lige så snart han bliver løsladt. Dermed vil den onde cirkel fortsætte, for selvfølgelig vil en overbevist militærnægter som Osman ikke bøje sig. Han vil hverken iføre sig uniform eller adlyde militære ordrer. Så Osman vil snart begå "en ny forbrydelse", komme i fængsel, mens han venter på sin næste dom, og når han så er blevet dømt: yderligere fængsel.

43 måneders fængsel for at nægte militæret

Osman Murat Ülke er foreløbig blevet dømt 6 gange for at nægte militæret. Her er dommene:

  • 28. januar 1997: 6 måneders fængsel for at "fjerne militæret fra folket", fordi han offentliggjorde sin militærnægtelse og brændte sin indkaldelsesordre.
  • 6. marts 1997: 5 måneder for at desertere.
  • 23. oktober 1997: 10 måneder for at desertere og for at nægte at adlyde ordre på kasernen.
  • 22. januar 1998: 10 måneder for desertion.
  • 19. marts 1998: 5 måneder for at nægte at adlyde ordre på kasernen.
  • 4. maj 1998: 7 måneder for at nægte at adlyde ordre på kasernen.


Osman valgt til ledelsen af WRI
På den internationale krigsmodstanderorganisation, Warresisters Internationals, triennale blev Osman valgt til organisationens ledelse. Osman kunne ikke deltagei triennalet; han sidder som bekendt i fængsel.

Det var også in absentia, at Osman siden blev valgt som næstformand. WRI håber, at Osman en dag vil kunne være personligt til stede ved et bestyrelsesmøde. Det håber vi også.
Øjv.


Skriv til Osman

Send et brev eller et kort med et par opmuntrende ord. Osman forstår både engelsk og tysk. Foruden den opmuntring, det er for Osman at få de af brevene, han ser, så betyder den megen opmærksomhed, Osman får fra udlandet, at fængselsmyndighederne behandler ham godt. Også her har det internationale pres en betydning.

Send dit brev eller kort til:
Osman Murat Ülke,
1. Taktik Hava Kuvetleri Komutanligi,
Askeri Cezaevi,
Eskisehir - Turkey.