MNK: At opdrage en befolkning : Militærnægtelse i Rumænien

At opdrage en befolkning:
Militærnægtelse i Rumænien

I september havde Militærnægterforeningen besøg af projektlederen for det rumænske svar på MNF, Peter Barta, fra den rumænske afdeling af den internationale ungdomsfredsorganisation YAP (Youth Action for Peace). Anja Johansen fra MNFs bestyrelse diskuterede mål og udfordringer med ham.

I Rumænien varer militærtjeneste 12 måneder, mens alternativet, civil tjeneste, varer dobbelt så lang tid, nemlig 24 måneder.

En sådan i forhold til danske forhold åbenlyst urimelig forskelsbehandling er intet særsyn i mange lande, når talen, som her, falder på militærnægtelse. Alligevel skal ovenstående vilkår ses i relation til, at muligheden for at aftjene en "autoriseret" militærnægtertjeneste i landet, som Nikolae Ceaucescu med frue i årtier formåede at holde i et jerngreb, for blot få år siden var en regulær utopi. I løbet af de seneste par år har en ihærdig indsats fra en lille gruppe utrættelige fredsaktivister under den internationale ungdomsfredsorganisation YAP dog endelig båret frugt.

I 1997 vedtog den rumænske regering for første gang en lov vedr. muligheden for at aftjene en civil fremfor en militær værnepligt i første omgang dog kun under den forudsætning, at det er religiøse årsager, der ligger til hindring for militærtjenesten. Dette retter sig således mod de mange værnepligtige i Rumænien, der er medlemmer af Jehovas Vidner, mens samme mulighed og dermed retsstilling for den store gruppe af andre "ideologiske" nægtere endnu lader vente på sig.

I forbindelse med et EBCO (European Bureau of Conscientious Objection) seminar om militærnægtelse og "peace education" i foråret '99 havde YAP Romania, som altså er Rumæniens svar på både MNF og det hjemlige LandsKontaktUdvalg, udarbejdet en såkaldt "case study" over den rumænske befolknings holdning til militærnægtelse belyst vha. en spørgeskemaundersøgelse i foråret '98. Undersøgelsens respondenter var 80 studerende med adgang til e-mail ved universitetscentret i Cluj Napoca en omstændighed der nok vil skære de fleste i øjnene, hvis man forventer, at resultatet af undersøgelsen skal give udtryk for holdningen hos et repræsentativt udsnit af befolkningen. Ikke desto mindre er undersøgelsen, der bl.a. satte sig for at belyse, i hvor høj grad en rumæner er villig til at acceptere en militær værnepligt, og hvordan man forholder sig til en eventuel militærnægtertjeneste som reelt alternativ for militærnægtere i Rumænien, alligevel interessant, fordi den bl.a. afspejler, hvad man som rumænsk nægter-aktivist er "oppe imod."

Hvad førstnævnte forhold angår, afslørede undersøgelsen, at 59% af de adspurgte er villige til at gå ind i hæren, mens dette afvistes af de resterende 41%. På spørgsmålet om de adspurgte overhovedet havde hørt om en alternativ civil tjeneste, svarede kun 31% "ja," mens 69% svarede "nej." Og går man bagom disse tal, må situationen nok karakteriseres som værende endnu værre på landsplan, idet YAP Romania, der p.t. er ret så alene om at arbejde på at udbrede kendskabet til militærnægtertjeneste selv er hjemmehørende ved universitetscentret i Cluj Napoca. Havde man foretaget en lign. undersøgelse i en anden, fjernere region i det enorme land, havde tallene formodentlig været langt mere nedslående.

Alligevel synes de adspurgtes holdninger at understrege, at der trods alt også blæser nye vinde i det rumænske samfund mod århundredeskiftet. På anmodningen "Vælg den definition du synes passer bedst på hæren" omtalte kun 4% således hæren som "alm. tjeneste;" mens hele 26% kaldte hæren for "grusomhedens skole;" og tilsvarende 27% mente, at hæren er "tidsspilde;" overfor 34%, der så hæren som "en fædrelandspligt." (9% havde "andre definitioner.")

Iflg. Peter Barta synes YAP Romania opsummerende at stå overfor flg. udfordringer på militærnægterområdet i det nye årtusinde:

Først og fremmest må man sætte ind på oplysningskampagner med det formål at "opdrage" en befolkning, der ikke ved, hvad militærnægtelse går ud på, men blot ser enhver tale om afvisning af den militære værnepligt som fejhed og undergravende virksomhed (- f.eks. som et forsøg på at overdrage Rumænien til ærkefjenden Ungarn)! En sådan oplysningskampagne skal også nå erhvervslivet, for mange virksomheder stiller i dag det krav før ansættelse, at den militære værnepligt er aftjent.
Samtidig skal der skaffes klare regler på militærnægterområdet, hvilket selvfølgelig er nødt til at foregå i dialog med de rumænske myndigheder. Peter Barta understreger her især vigtigheden af, at sagen har fået opbakning fra andre organisationer i Rumænien, idet der på den måde er blevet skabt mere respekt om sagen fra myndighedernes side. Helt konkret hersker der dog i øjeblikket uenighed om, hvilken myndighed der skal varetage militærnægterområdet: Forsvarsministeriet eller Indenrigsministeriet. Der er naturligvis, som herhjemme, en hel del økonomi i dette endnu uafklarede spørgsmål.
Sidst, men absolut ikke mindst, er der problemet med udstationeringssteder. Problemet går dels på at der som herhjemme er stor mangel på udstationeringssteder, (og hertil bør man huske, at det p.t. kun er folk, der nægter af religiøse årsager, der kan blive militærnægtere!), dels er der tvivl om afgrænsningen af de områder, der defineres som potentielle udstationeringsområder. Men den største udfordring synes alligevel at være at sikre, at ingen faglærte job på det rumænske arbejdsmarked, der i forvejen er en hårdtplaget størrelse, overtages af militærnægternes langt billigere arbejdskraft, da dette unægteligt ville give dødsstødet til den bredere befolknings accept af militærnægtelse. NB vil i foråret vende tilbage til udviklingen af den rumænske "militærnægterbevægelse."