Ernst Friedrichs fredsmuseum

Se temaet

I foråret 1933 kunne læsere af Freds-Bladet erfare, at

"En Række kendte tyske Fredsvenner er af det nuværende Styre i Tyskland kastet i Fængsel med den Begrundelse, at Staten kun paa den Maade mener at kunne beskytte dem. Blandt de indespærrede er Formanden for Deutsche Friedensgesellschaft, General P. von Schoenaich, redaktør Küster, Otto Lehmann-Rusbüldt og Ernst Friederich".

Ernst Friederich

Hvem var Ernst Friederich? Han er ikke omtalt i Gyldendals 10. binds leksikon? Han var museumsmand, men hvorfor i al verden var nazisterne så gale på en museumsmand, at de arresterede ham? Adolf Hitler sagde i sin første tale til tyske generaler, den 3. februar 1933, bl.a. at

"Opbygningen af værnemagten [er den] vigtigste forudsætning for at opnå målet: Tilbageerobring af politisk magt. Almindelig værnepligt må genindføres. Men først må statslederen sørge for, at værnepligtige ikke forgiftes af pacifisme, marxisme, bolsjevisme før indkaldelsen eller forfalder til samme gift efter hjemsendelse"
(Hofer, Walter: Nationalsocialismen 1933-1945 : En dokumentarisk fremstilling. København : Hasselbalch, 1965. s. 181).

Hvilken farlig gift kunne en museumsmand sprede i Tyskland? Som så mange andre var Ernst Friederich (1894-1967) blevet antimilitarist på grund af sine oplevelser under første verdenskrig. Han havde været aktiv i arbejderbevægelsens ungdomsforeninger og blev som udlært bogtrykker medlem af det tyske Socialdemokrati i 1911.

Antimilitaristisk agitation

Ernst Friederich blev anklaget for antimilitaristisk agitation i 1916 og sad fængslet til 1919. Løsladt opholdt Ernst Friederich sig i Berlin, hvor han i 1919, i samarbejde med Frie Sozialistischen Jugend, oprettede et ungdomshjem som hurtigt blev et samlingssted for antimilitaristisk virksomhed.
I årene efter 1. verdenskrig indsamlede Ernst Friederich dokumentationsmateriale om den. Et rystende dokument som i 1924 blev udsendt i den fire-sprogede bog: Krig dem Kriege! (bekæmp krigen).

Fra Krieg dem Krige

Bogen blev en international bestseller og den gjorde Ernst Friederich kendt i udlandet.
Førsteoplaget var på 10.000 eksemplarer og det eksemplar af bogen, jeg har, viser, at bogen er trykt i mere end 50.000 eksemplarer. Omslaget på bogen er kulsort, og bogen består først og fremmest af en meget stor samling fotografier af vansirede og døde civile og soldater.
Krieg dem Kriege beskrev også myndighedernes propaganda under første verdenskrig og modsætningen til civilbefolkningens levevilkår under verdenskrigen. Hvis bogen havde været en film, ville den af filmcensuren være blevet forbudt for børn under 18 år. Det var dette dokumentationsmateriale, som sammen med våben, dannede samlingen i det første antikrigsmuseum i Berlin.

Det første Internationale Fredsmuseum i Berlin

"Tyskland er en republik - tænkte jeg. Tyskland vil freden - tænkte jeg. I en republik, der vil freden, må der også være et fredsmuseum - tænkte jeg. Men da den pacifistiske republik ikke havde penge til den slags fredsarbejde (en panserkrydser var langt mere nødvendig og dyrere), fik jeg den dumme ide, at oprette et antikrigsmuseum; midt i Tyskland, i Preussens hjerte, i Berlins centrum (5 minutters gang fra politihovedkvarteret)".

Fredsmuseets korte historie

Sådan indleder Ernst Friederich sin beretning om fredsmuseets kortvarige historie: Vom Friedens-Museum zur Hitler-Kaserne. Museet, som blev oprettet i midten af tyverne, hed Internationales Anti-Kriegsmuseum. Entré kostede for mennesker 20 pf., for soldater var det gratis. Selve huset blev restaureret, og fik flere arkitektpriser. Museet var smukt og smykket med blomster over alt, for at skabe en modvægt til de dystre museumsgenstande. En af blomstervaserne som hang i en bjælke uden for museet var en gammel soldaterhjelm, der siden blev brugt som illustration blandt andet her på i FRED.dk.

Et kik ind i et af udstillingslokalerne

Efter nazisternes statskup i februar 1933 blev Ernst Friederich, som så mange andre pacifister, arresteret. Fredsmuseet blev i marts 1933 beslaglagt af SA og lavet om til et soldaterhjem, som nazisterne i den kommende tid anvendte som torturcenter. Specielt i Sverige var der stor opmærksomhed omkring Ernst Friederich.
Nazisterne vidste ikke, hvad de skulle stille op med ham, for strengt taget havde han jo ikke gjort noget ulovligt. Ernst Friederich bliver arresteret og løsladt hele 13 gange i de følgende år på grund af den internationale omtale af hans skæbne. Ernst Friederich emigrerer til Belgien, efter at det lykkedes ham at smugle sin uvurderlige samling af dokumenter ud af Tyskland.
I Belgien genopbygger Ernst Friederich antikrigsmuseet, men han må i 1940 flygte fra nazisterne til Paris, hvor han noget desillusioneret melder sig til den franske modstandsbevægelse. Efter anden verdenskrig opretter Ernst Friederich en institution til fremme af forståelse mellem Tyskland og Frankrig. Ernst Friederich dør i Frankrig i 1967.

Bogen Vom Friedens-Museum zur Hitler-Kaserne er scannet ind som "den er", uden at der er rettet i teksten, men desværre uden illustrationerne. Teksten er nem at læse for alle med et minimumskendskab til tysk og den giver et meget lidt kendt billede af forholdene i årene før og lige efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland.

---

Litteratur

Bøger
 
Friedrich, Ernst:
Vom Friedens-Museum zur Hitler-Kaserne : Ein Tatsachenbericht über das Wirken von Ernst Friedrich und Adolf Hitler.
- Genève : "Internationalen Komitee für die Wiedererrichtung des Ersten Internationalen Anti-Kriegsmuseums", 1935. 185 s.
 
Friedrich, Ernst:
Krig dem Kriege! / Guerre a la guerre! ; War against War ; Vojnu Vojne
- Berlin : "Frie Jugend" (Internationales Anti-Kriegsmuseum), 1926. - 247 + 243 s. : ill.
 
Friedrich, Ernst:
Krig dem Kriege! / Guerre a la guerre! ; War against War ; Vojnu Vojne
- Frankfurt am Main : Zweitausendeins, 1988. - 251 s. : ill. ; 2. udg.

Artikler
 
Held, Finn:
Fredsmuseer i Berlin : Ikkevold, nr. 1 s. 16-19.1989.
 
Kragh Hansen, Peter:
Ernst Friederich : En pacifistisk museumsmand : Ikkevold, nr. 1 s. 19-20. 1989.

Tyske Fredsvenner i Fængsel / : Freds-Bladet, nr. 4 s. 32.1933.