De danske våbensmedjer

Den officielle liste over danske våbenproducenter maj 97 tæller kun 26 firmaer. Det er de firmaer, der har Justitsministeriets tilladelse til fremstilling af krigsmateriel. Dertil kommer den statslige fabrik Ammunitionsarsenalet, som ikke behøver tilladelse.
Disse 27 firmaer suppleres af en gruppe underleverandører, der har fået dispensation fordi deres krigsmæssige produktion vurderes at være beskeden. Underleverandørernes navne vil Justitsministeriet ikke offentliggøre, men der skulle være omkring et dusin.
Selve listen med de 26 firmaer ville Justitsministeriet heller ikke ud med i første omgang. I følge den danske offentlighedslov skal en sådan ansøgning angive nøjagtigt hvilke firmaer, der skal udleveres papirer for. Og da disse navne altså ikke er offentlige og dermed ukendte, er det lidt svært at få dem udleveret.
Det ville derimod være korrekt, ifølge loven, at vedlægge en liste over samtlige firmaer i Danmark og spørge, hvilke af dem, der har tilladelse til fremstilling af krigsmateriel. Heldigvis ændrede Justitsministeriet mening efter yderligere henvendelser og udleverede de få navne, det drejer sig om.
Senere har Justitsministeriet givet de samme papirer til avisen Politiken og forklaret, at der da ikke er noget problem i at udlevere dem. Aldrig Mere Krigs aktindsigt har åbenbart lært Justitsministeriet noget om offentlighed.
 
En kort liste
Aldrig Mere Krigs egen liste over våbenproducenter er væsentligt længere. Mange virksomheder laver såkaldt "dual use" produkter, der kan anvendes både militært og civilt. Efter den danske lov kræver sådanne produkter ikke tilladelse til produktion.
Et eksempel kunne være Standard Flex krigsskibet, hvor Danyard Aalborg A/S dog har søgt og fået tilladelse til produktionen. Standard Flex skibet bygges med et stort åbent rum, hvor i der let kan anbringes særlige containere med for eksempel miljøudstyr til oprydning efter olieudslip - eller kanoner.
Ifølge Danyard er der dermed kun tale om et neutralt skibskrog, hvor det først er køberen, der med en våben-container gør det til et krigsskib. I alle internationale registre er der dog ingen tvivl. De angiver alle, at Standard Flex er et krigsskib.
Al krigsproduktion hos Danyard er nu samlet i Danyard Aalborg A/S, så værftet i Frederikshavn kan sælges til en malaysisk millionær uden at stride for voldsomt mod lovgivningen.
Millionæren regner dog også med at købe en bid af våbenproduktion på Danyard Aalborg A/S - men de sidste forlydender er, at hele aftalen ikke er så tæt på igen og at prisen måske skal genforhandles.
 
Militære dele til civilt brug
Et mindre eksempel på "dual use" er firmaet PT Trafo i Ringsted, der bygger strømforsyningsanlæg til de nævnte Flex-skibe. De særlige anlæg er bygget, så hvis totredjedele af strømforsyningen bliver ødelagt af et granatnedslag, kan den sidste tredjedel af enheden levere støm nok til skibets drift.
Dette strømforsyningsanlæg er altså bygget specielt til militær brug. Anlæg efter militære specifikationer er som regel væsentligt dyrere end civile anlæg, så andre end militæret vil nok ikke købe det.
PT Trafo eksporterer disse strømforsyningsanlæg til hele verden. Aldrig Mere Krig meldte som en prøvesag firmaet til politiet for våbenproduktion uden tilladelse - men Justitsministeriet vurderede, at anlæggene er civile.
Loven om eksport af våben dækker langt mere, end loven om produktion. Den omfatter blandt andet "materiel til land-, sø-, eller luftkrig". Aldrig Mere Krig er ved at skaffe alle relevante tilladelser til eksport og her vil det fremgå, om PT Trafo også er sluppet for denne kontrol.
 
Hvor ender våbnene
Per Udsen Co. Aircraft Industry A/S i Grenå er en af de største våbenfabrikker i Danmark. Firmaets repræsentanter var med kronprins Frederik på besøg i Thailand og fik lovning på en større ordre bestående af udstyr til F-16 jagerfly.
I følge dansk lovgivning er det ikke tilladt at eksportere våben til lande, der er inddraget i krig eller krigslignende begivenheder.
Danske firmaer producerer dele til en lang række militære fly og helikoptere som Draken, Viggen, SAAB JAS39, Mirage, NATOs AWACS og ikke mindst de nævnte F-16 jagerfly, samt Lynx, HH-3 og HH-53 helikoptere.
De danske dele ender i andre landes fly - og hvor flyene ender til sidst er det nok tvivlsomt, om nogen holder øje med. For eksempel sælger USA sine gamle F-16 fly til lande i Golfen og Asien, der er indblandet i konflikter.
USA er selv et eksempel på, at den danske fortolkning af hvilke lande, der er inddraget i krig eller krigslignende begivenheder, er rigeligt fleksibel.
 
Generelle tilladelser
Nogle af tilladelserne angiver det militære produkt meget detaljeret, mens andre stort set kunne betyde hvad som helst.
Lindy's Maskinfabrik A/S i Glamsbjerg har fået det hele med ved at have tilladelse til at lave "mekaniske og elektroniske dele til Det Danske Forsvar".
Terma Elektronik A/S i Lystrup ved Århus har fået ændret tilladelsen til produktion af en "Fire Control Computer F-16" til at dække så bredt som "komponenter og dele til F-16 opdateringsprogram".
Til gengæld har Terma Elektronik også fået fornyet en tilladelse til at producere et "FLEY-system til anvendelse til standard FLEY 300 skibstypen".
Det kunne være en videreudvikling af det kendte Standard FLEX krigsskib, men er en stavefejl, der sirligt er rettet med håndskrift i margen. At våbenkontrolløren ikke kendte navnet på det største samlede danske våbensystem viser forhåbentlig ikke noget om den grundighed, hvormed kontrollen foretages.
 
Fanden var ikke i kloster
Mange firmaer på listen er kendte navne. Firma Lars Hoffman Barfoed i Roskilde laver røgladninger til granater. Når firmaet laver andet end militær produktion kalder det sig i stedet for Tivoli's Fyrværkerifabrik.
A/S Wejra i Aalborg har en lang og broget historie bag sig, der altid har drejet sig om våben. Firmaets speciale er granatdele, som på et tidspunkt blev transporteret med passegerfærgerne på Molslinien og Grenå-Hundested.
Det vakte en del ballade, som dog blev overgået, da Wejra blev dømt for at have solgt virksomheden til en israelsk statsborger. På det tidspunkt skulle danske våbenfirmaer stadig være i rent dansk eje og overtrædelsen gav flere direktører en dom på betinget fængsel og store bøder.
I 1995 blev firmaet spurgt af en avis om de lavede miner. Svaret var, at "Wejra nu lavede hydrauliske hamre og intet havde med forsvarsindustrien at gøre. Det er fem år siden, Wejra havde noget med den slags at gøre".
 
Et mistænksomt firma
Wejra havde både den gang og nu en tilladelse til at lave amunitionsdele. Wejra er også det eneste firma, der har strittet imod udleveringen af produktionstilladelser. Firmaet fik slettet et afsnit af forrige års tilladelser, før de blev udleveret.
Dette år har de vist sig endnu mere interesserede. En civilingeniør Uggi Mersholm bad således om aktindsigt i "al korrespondance, telefonnotater mv. fra og til journalist Tom Vilmer Paamand vedrørende produktionstilladelser til krigsmateriel samt i eventuelle andre sager, som Justitsministeriet måtte have med journalist Tom Vilmer Paamand".
Det har Uggi Mersholm så fået. Men undertegnede synes, at det måtte være gensidigt, så jeg har tilsvarende fået bevilget aktindsigt i Uggi Mersholms koorespondance med Justitsministeriet. Uggi Mersholm er tilfældigvis direktør for A/S Wejra.
 
Danish Aerotech opruster
Antallet af firmaer med tilladelse til produktion af våben er faldet svagt, men det fortæller reelt intet, da flere firmaer nu er slået sammen.
Nea Lindberg A/S i Ballerup har fået udvidet sortimentet en del. Firmaet har overtaget den militære del af Dansk Industri Syndikat A/S, (også kendt som DISA eller Dansk Riffel Syndikat). Da Radartronic A/S gik konkurs sidste år, var det også Nea-Lindberg, der overtog.
Nea Lindberg A/S ejes af FLS Industries. FLS er også hovedaktionær i Danish Aerotech A/S på den gamle flyvestation i Karup. FLS får nu hovedsæde for de militære aktiviteter i Karup, da selskabet Nea-Lindberg fremover skal indgå i Danish Aerotech.
 
Vores egne våbenfabrikker
Danish Aerotech A/S blev dannet for at skabe beskæftigelse på den nedlagte militærbase og har dig og mig og den danske stat som medejere.
Under oprettelsen af Danish Aerotech blev der talt meget om alle de civile aktiviteter, som selskabet skulle udføre. Nu bliver selskabets militære side i stedet styrket med indlemmelsen af de notoriske producenter af krigsmateriel Nea Lindberg, Dansk Industri Syndikat og Radartronic.
Sammenæltningen af den danske stat med privat våbenproduktion fortsætter. Nordic Defence Industries A/S i Sønderborg laver sprængemner til militær minerydning og har tilladelse til at foretage denne produktion på den rent statsejede våbenfabrik Ammunitionsarsenalet.
Den statslige ammunitionsfabrik har også glæde af en aktiv fagbevægelse. Da staten indførte byggestop måtte Ammunitionsarsenalet afbryde moderniseringen af et nyt anlæg til påfyldning af sprængstof i blandt andet granater og miner. Lokale repræsentanter fra fagforeningen fik foretræde på Christiansborg, argumenterede for beskæftigelsen og kunne rejse hjem med en tilladelse til at fortsætte byggeriet.

---

• Se Justitsministeriets Beretning samt listen over tilladelser til fremstilling af krigsmateriel for 1997.
• Se også Beretning og tilladelser for 1996 og 2000.
• Se andre artikler om dansk våbenproduktion.