Dansk våbeneksport i 1999

Danmark leverer våben til hele verden, fra Australien til Zimbabwe. Regeringen har i årevis pralet af den danske åbenhed, men har aldrig efterlevet den. I praksis står Danmark for den ringeste åbenhed i EU.
Regeringen er langt om længe barslet med en rapport om våbeneksporten, der løfter sløret en anelse, men efterlader det meste i mørke. Som noget nyt er der sat navn på en del af modtagerlandene nu - og der er mange tvivlsomme imellem.
 
I 1999 var Danmark og en del andre lande inddraget i en militær aktion mod Jugoslavien. Det måtte ikke officielt kaldes for en krigsbegivenhed, men da bomberne regnede ned, er det vel rimeligt at kalde det for en væbnet konflikt.
Danmark eksporterede samme år våben til 17 af de lande, der var med i krigen - udover de bomber, som befolkningen i Jugoslavien ufrivilligt modtog fra Danmark. Kosovo står for øvrigt nævnt i rapporten på linje med andre selvstændige lande - regeringen har åbenbart på egen hånd løsrevet landsdelen fra Jugoslavien.
Nøgleordene i den danske politik for eksport af våben er krigsbegivenheder og væbnede konflikter. Lande, der er inddraget i sådanne - eller hvor der er en risiko for det - vil ikke kunne modtage våben fra Danmark. Og der er ingen forbehold om, at dette ikke gælder, hvis Danmark støtter krigen.
Alligevel eksporterede Danmark våben til Belgien, Canada, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Polen, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og USA - der alle var indblandet i bombningerne af Jugoslavien. Hvis den danske politik skal være andet end pæne ord, bør regeringen have en god forklaring parat på disse 17 klare undtagelser.
 
Våbeneksport til Tyrkiet genoptaget
Den nu forhenværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen stoppede i 1995 den danske våbeneksport til Tyrkiet, efter et langvarigt folkeligt pres. Tyrkiet havde blandt meget andet bombet kurdiske landsbyer i sin bestandige jagt på kurdiske separatister - og Danmark havde leveret dele til de fly, der bombede.
De politiske forhold i Tyrkiet er tilfredsstillende nu, synes regeringen åbenbart, for våbeneksporten er i al diskretion genoptaget. Forholdene er dog ikke bedre, end at den danske regering for nyligt måtte gribe ind for at få en dansk statsborger løsladt fra tyrkisk fængsel. Manden blev arresteret i Tyrkiet for at have støttet kurderne ved lovlig politisk aktivitet i Danmark.
Tyrkiet står som modtager af en enkelt eksportordre, men vil sandsynligvis modtage langt mere. Rapporten nævner, at Danmark leverer dele til Leopard- og Leclerc-kampvogne, dele til F-16 fly og Cougar- og Chinook-helikoptere. Alt dette er på det tyrkiske militærs indkøbsseddel.
Rapporten fortæller nemlig intet om hvem for eksempel en tysk fabrik sælger det færdige produkt til, selv om danske fabrikker har leveret komponenterne. En tilladelse kan forsynes med et forbud mod reeksport eller en påtegning om slut-bruger, men det er ikke fast praksis - og fortsat hemmeligt.
 
Problematiske lande
Det tyrkiske eksempel viser tydeligt hvor ringe offentlighed, der hidtil har været om den danske våbeneksport. Afgørelser om eksport til problematiske lande sker i hemmelighed og helt uden mulighed for åben demokratisk debat. Den danske regering bør fremlægge sine argumenter for de konkrete afgørelser i fuld offentlighed.
Regeringen skal dog have ros for, at listen over modtagerne af danske våben nu er offentlig. Den har tidligere være umulig at få adgang til, måske for at undgå besværlige spørgsmål.
Israel sender jævnligt raketter og flyangreb mod sine fjendtlige naboer. Hvem der er skyld i hvad er ret ligegyldigt her - spørgsmålet er hvorfor den danske regering ikke opfatter det som en væbnet konflikt.
Det stærkt bevæbnede Sydkorea er endnu et eksempel på et land, der nøje svarer til definitionen, at forholdene er så urolige eller ustabile, at de må befrygtes at udvikle sig til væbnede konflikter.
USA er næsten kronisk indblandet i væbnede angreb på andre lande, men er sandsynligvis aldrig blevet nægtet våben fra Danmark. De eneste lande, hvor der er givet afslag på udførsel, er Indien, Pakistan, Syrien og Vietnam.
Lige som i tilfældet Tyrkiet tyder alt på, at den danske regering vurderer de forskellige lande efter vidt forskellige målestokke. Fortolkningen bør derfor indgå i fremtidige rapporter, så Folketinget kan tage stilling til den.
 
Skjulte våben
Rapporten skriver, at der ingen brugbar statistik findes på området, og vurderer med et meget løst skøn værdien til omkring 20 milliarder kroner. Danmark er det eneste EU-land, der ikke opgør værdien af sine våbensalg.
Antallet af tilladelser angives omhyggeligt, men dette tal er i praksis ubrugeligt. For eksempel nævnes, at der er givet 1 tilladelse til udførsel af våben til Zimbabwe. Men om der bare er tale om en dansk jæger, der tager sit gevær med hjem igen - eller om 1000 nye rifler, der skal blive i det krigsplagede land, fremgår ikke.
Det fremgår altså ikke, om det er nye eller brugte våben. Rapporten er også omhyggeligt begrænset, så den ingen gang fortæller, om det er dansk producerede våben. Det ville ellers have været en god anledning til også at indføre åbenhed om de danske våbenfabrikker, som fortsat er lukket land.
Regeringens åbenhed strækker sig heller ikke til modtagere af såkaldte dual-use produkter - produkter, der både anvendes militært og civilt. Her er landene fortsat helt anonyme, lige som produkterne er det. Begrebet dækker for eksempel værktøjsmaskiner af en sådan kvalitet, at de stort set kun bruges til militære ordrer. Rapporten fortæller, at området er under kontrol, men tillader ikke offentligheden indsigt.
Den danske fabrik Disa har tidligere leveret værktøjsmaskiner til militærstyret i Irak. Weibel Scientific A/S producerer militært elektronisk udstyr uden at have formel tilladelse - og det er altså fortsat hemmeligt, om deres eksport heller ikke kontrolleres. De nævnte navne fremgår ikke af rapporten, der ikke oplyser et eneste eksempel på hvilke danske virksomheder, der eksporterer våben.
 
Kontrollerer sig selv
Danske skibe transporterer ureguleret våben kloden rundt, fra Falklandskrigen til Iran-Contra skandalen. Dette forhold bliver heller ikke nævnt med et ord i rapporten. Den danske kontrol med våbeneksporten forbliver et postulat. Denne første rapport tyder på, at kontrolapparatet stort set blot fungerer som et ukritisk formidlingskontor. En række internationale aftaler skal dog overholdes, og efterlader et svagt indtryk af reel sagsbehandling.
Som en bizar konsekvens vil staten overlade kontrollen af dual-use produktionen til virksomhederne selv, fremgår det af et oplæg fra Erhvervs Fremmestyrelsen, der er udkommet lige i kølvandet på den anden rapport. "Med det nye kontrolsystem, lægges der op til en meget højere bevidsthed om eksportkontrol i virksomhederne, helt i deres egen etiske interesse", skriver Erhvervs Fremmestyrelsen.
Projektet blev tidligere sat i bero i 1999, da det i stedet for at spare penge viste sig at betyde større omkostninger. Det er åbenbart genoptaget nu - og ideen kan vel trods alt kaldes for ærlig snak. Når industrien alligevel stort set får lov til at gøre, som den har lyst, kan den vel lige så godt betjene stemplerne selv. Pinligt!
Det er nemlig ikke så meget kontrol at opgive, viser regeringens rapport tydeligt. Danske virksomheder producerer stort set kun halvfabrikata, og det er op til virksomhederne selv at beslutte, om der skal søges tilladelse. Staten foretager intet opsøgende arbejde.
 
Størst mulig åbenhed
Hovedindholdet i rapporten er en fin gennemgang af gældende love, men det er der ikke megen ny åbenhed i. Af uforklarede årsager er fredsbevægelsernes eneste fingeraftryk i loven - de paragraffer, der tillader arbejdsløse at nægte arbejde i våbenindustrien - omhyggeligt streget ud!
"Danmark ønsker størst mulig åbenhed om våbenoverførsler", erklærede forhenværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen. Men der er lang vej op til de andre EU-lande. Nordiske lande som Finland og Sverige har traditionelt stor åbenhed om beslutningerne. Finland brillerer ved at lægge tilladelser til eksport frem på Internettet. Sverige har siden 1985 udgivet en udførlig rapport om sine våbensalg, og tilladelserne afgøres løbende af et politisk udvalg under den svenske Rigsdag.
Hvis den danske regering virkelig mener noget med åbenheden, er det ikke nok med en tynd rapport, der blot viser, at det står dårligt til. Rapporten er dog et omend beskedent skridt mod større åbenhed. Men de mange ubesvarede spørgsmål, som den efterlader, er desværre som sædvanligt stort set ikke blevet nævnt i de danske medier.
Flere af de lande, som vi leverer våben til, optræder jævnligt i nyhederne fra verdens urocentre. Det burde ikke være Danmarks rolle at hælde mere benzin på bålet. Regeringens mål er i følge rapporten at sikre, at den danske våbeneksport ikke bringer freden i fare. Mon ikke for eksempel kurderne i Tyrkiet mener, at det må kunne gøres lidt bedre.
 
Udførsel af våben og produkter med dobbelt anvendelse fra Danmark i 1999
- Regeringsrapport dateret december 2000.

---

 

• Danmark oplyser som eneste EU-land ikke værdien af våbensalg.
• Dansk våbeneksport til Tyrkiet genoptaget.
• Styrelsen til fremme af våbensalg.
• Udførsel af våben... - Regeringens rapport for 1999.
  Tilsendes gratis ved henvendelse på tlf. 3392 0696.
• Andre artikler om våbenproduktion her i FRED.dk.
• Fornyelse af eksportkontrol - oplæg fra Erhvervs Fremmestyrelsen.
• Ramavtal för krigsmaterielsamarbete - Svenska Freds.