Kære våbenfabrikant...

En dansk våbenfabrikant ømmer sig over at blive kaldt "våbenfabrikant"

Af Tom Vilmer Paamand - opdateret maj 2001

Se temaet
Hykler!
 
Fredsbevægelsen har været på internettet meget længere, end de fleste våbenfabrikanter. Det kan derfor være et chok for dem at se en søgning efter firmanavnet, for vores kritiske omtale topper ofte søgningerne!
Her på FRED.dk findes en side over Våbenkræmmere på nettet. Det er en kort, ufuldstændig og usystematisk liste over en række danske våbenfabrikker, der har egne hjemmesider.
Listen gør det nemt at browse rundt blandt disse ellers så diskrete virksomheder. Ikke alle har vist sig lige begejstrede for denne service, og lidt for skødesløst åbenhjertige våbenreklamer blev hurtigt dæmpet ned.
 
Herunder er en let redigeret brevveksling med en ømskindet våbenfabrikant. Han er kun en meget lille spiller, og omtalen af ham her er næsten så diskret, som han måtte ønske det - navn og andre detaljer er fjernet fra brevene.
Han tigger om at blive fjernet fra listen. Men det er hans helt egen beslutning at blive våbenfabrikant, og det kan jeg desværre ikke ændre på blot ved at fjerne ham fra min lille liste.
Hans ønske om at sælge våben fremgår af firmaets hjemmesider, hans våbenfirma optræder i mange andre sammenhænge på nettet - og forbliver selvfølgelig også på min liste:
 

Kære Tom,
 
Jeg hader krig og ødelæggelse lige så meget som du, hvis ikke mere.
Mit [produkt] er omfattet af den danske våbenlov, og jeg retter mig derefter. [Produktet] er i øvrigt mest anvendeligt til fredsskabende operationer... Det er du måske ikke interesseret i? Skal Danmark og andre bare holde sig væk, når der sker overgreb på mennensker rundt omkring i verden???
 
[våbenfabrikanten]
 
Et kvarter efter kom følgende tilføjelse:
 

Hej Tom,
 
Her er en e-mail til mig, som jeg ikke svarer på. Dette for at vise dig, at min mission er ikke ufred, men det modsatte.
Jeg kunne måske tjene mange penge på mit [produkt], men det er ikke min interesse. Jeg skal i øvrigt oplyse dig om, at det er nødvendigt for mig at være omfattet af den danske våbenlovgivning for at kunne afvise nedenstående henvendelse uden at de kan sagsøge mig.
 
[våbenfabrikanten]  
 
----- Oprindelig meddelelse -----
TO:    The Managing Director [...]
We are registered with the Directorate General Defence Purchase. In a short span of time we have concluded contracts worth US$ 71.5 million. We have also provided transfer of technology to POF worth US$ 50 million. We would like to represent you in [...] and market your products here. With our experience and contacts we feel we can of immence help to your company. I look forward to hearing from you soon and to a warm and mutually beneficial relationship between our two companies in the months and years ahead.
With best regards [...]
 
Jeg har fjernet en del detaljer fra ovenstående, da det kun er det principielle i sagen, jeg ønsker at lægge frem her. Jeg svarede omgående:
 

Kære [våbenfabrikant]
 
Tak for din reaktion på mit arbejde - som vel blandt andet er en reaktion på dit arbejde. Først lidt om baggrunden for den side, hvor du er omtalt på.
 
Listen dækker en hurtig research og er absolut ikke udtømmende (forslag til flere modtages gerne!). Og siden er - som desværre så meget andet - ikke blevet opdateret det sidste halve år.
 
Jeg udvalgte firmaerne ud fra to kriterier - at de selv var til at finde på internettet, og at de var kendte som våbenproducenter via offentlige kilder.
 
Dette for at undgå for megen diskussion om "udhængning". Fx er Brüel og Kjær meget følsomme og har svært ved at forstå, at deres deltagelse på våbenudstillinger får mig til at betragte dem som (mulige) våbenproducenter. Men da jeg ikke har noget aktuelt materiale på dem, er de ikke med på denne liste.
 
Dit [produkt] er, så vidt jeg kan forstå, beregnet til at [...]. Og det bringer dig uden forbehold ind på min liste!
 
Men jeg er meget glad for, at du reagerer på at finde dig selv på min liste. Og for at du gør det med et trods alt rimeligt positivt og imødekommende brev - i stedet for de harmdirrende trusler, jeg også har oplevet.
 
Hvis jeg har beskrevet [dit produkt] korrekt, har jeg ret svært ved at se, at det skulle være "mest anvendeligt til fredsskabende operationer".
 
Det er da al ære værd at afslå den nævnte e-mail. Jeg har såmænd selv fået flere henvendelser fra "udenlandske magter", der mente at jeg burde bruge min viden om danske våbenfabrikker til at finde gode leverandører til dem!
 
Med venlig hilsen Tom Vilmer Paamand
 
Jeg har kortet et par af mine mere private argumenter ud af ovenstående. Nu kommer [våbenfabrikanten] så ind på sit egentlige ærinde: Han vil væk fra listen - af hensyn til sin familie:
 

Kære Tom,
 
Der er en grund til, at jeg gerne vil have mit firmas navn slettet af din liste [...].
Hvis din hjemmeside bliver set af de autonome, der holder til meget tæt på, hvor jeg bor, kan jeg og min familie [...] risikere at blive udsat for ret omfattende chikane.
Hvis det er det, du gerne vil opnå, giver jeg intet for din påstand om at være overbevist pacifist.
 
Med venlig hilsen [våbenfabrikanten]
 
Men jeg kan jo ikke ændre det faktum, at manden er våbenfabrikant:
 

Kære [våbenfabrikant]
 
Du tillægger min beskedne side al for stor betydning!
 
Jeg ved godt, at for eksempel Dansk Forum laver rudeknuser-opfordringer med omhyggelig adresse-anvisning - men det er altså ikke det ærinde, som jeg er ude i.
 
Jeg har for øvrigt ved flere lejligheder holdt oplæg hos de autonome, hvor jeg kraftigt har frabedt mig en hver "hjælp" i form af voldelige metoder. Jeg er imod opfordringer til vold, trusler om vold, forberedelse til vold og brug af vold - lige meget i hvilken sags tjeneste, det sker - og om det sker med brosten eller med [dit produkt].
 
Og jeg kan ikke mindes, at der har været andet end verbale angreb på danske våbenfabrikker. Den eneste gang, hvor mine lister reelt er blevet anvendt systematisk, var under kampagnen mod landminer - hvor en flok ældre damer tog rundt og diskuterede med direktørerne!
 
Vi lever i en dejlig fredelig krog af verden, hvor vore politikere kan beordre andre til at smide bomber i hovedet på folk langt væk, som de ikke kan lide. Og danske våbenfabrikker kan med beskæftigelses-, erhvervs- og eksportstøtte sælge dødbringende våben kloden rundt.
 
Mennesker dør - og alle de indblandede har reelt blod på fingrene. Det er normalt ikke noget vi nogensinde taler højt om - så det gør jeg!
 
Jeg kæmper selv med åben pande, og står ved mine handlinger. Det giver da nogle sjove tilråb, breve og telefonopkald ind imellem, men aldrig noget, som jeg har behøvet være bange for.
 
Efter internettets store udbredelse er det legende let for alle at finde de samme oplysninger, som jeg lægger frem. Det er derfor ret omsonst at slette dit firma på min lille liste - og jeg kan rent fagligt ikke rigtigt se nogen grund til, at jeg skulle gøre det.
 
Men jeg er da meget interesseret i at få uddybet hvordan du kan være så meget imod krig - og samtidig være med til at lave våben.
 
Men generelt og til beroligelse: Jeg kan på ingen måde forestille mig, at din private bopæl vil være et mål for de autonome. Det er de altså for dovne til - og der er rigeligt med langt, langt større spillere på listen. Jeg er helt sikker på, at din lille biks vil stå noget nær nederst på enhver liste...
 
Med venlig hilsen Tom Vilmer Paamand
 
Og så hørte jeg desværre ikke mere fra ham...
 
> Se andre artikler om dansk våbenproduktion.


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret marts 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >