Våben - hvad er det?

Se temaet

Den gamle danske lov om krigsmateriel fra 1937 er ved at blive lavet om. Fint, tænkte jeg, da jeg første gang hørte om det. I årevis har vi henvist til, at loven er håbløst forældet, at den på ingen måde kan dække den efterhånden omfattende produktion herhjemme, som indgår i militært isenkram.

Ved første blik er der da også epokegørende nyt på vej: I strid med gældende praksis på arbejdsmarkedet - og med kraftigt markeret modstand fra arbejdsgiverne - bliver der nu indført en regel, som gør det muligt for lønmodtagere at nægte arbejde i krigsindustrien. Paragraffen lyder:

"Den, som nægter at medvirke til udvikling og produktion af krigsmateriel, fortaber ikke herved retten til dagpenge efter lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Den pågældende fortaber heller ikke retten til ydelser efter lov om social bistand."

Glimrende, tænker vi, det må fejres! Aldrig Mere Krig havde derfor tænkt sig at nedlægge sit fond til støtte for rustningsnægtere. Men ved nærmere eftertanke, tror jeg alligevel ikke, at det er en god ide.


Svækket lov

For ser vi bort fra, at man nu kan nægte at tage arbejde i virksomheder, der producerer krigsmateriel, så er konsekvenserne af paragraffen begrænsede. Ikke blot fordi NATOs anerkendelse af de enkelte virksomheder forudsætter grundige sikkerhedsundersøgelser omkring hver enkelt ansat, men også fordi der i definitionen af 'virksomheder, der producerer krigsmateriel', er de samme problemer, som i begrebet 'krigsmateriel' i det hele taget. For her er lovens største svaghed. Krigsmateriel er ifølge lovforslaget:

Lovens regler om krigsmateriel finder anvendelse på:
1) Materiel, som er konstrueret til militær anvendelse, og som ikke finder civil anvendelse.
2) Skydevåben, bortset fra våben, der er specielt konstrueret til jagtbrug, sportsbrug eller lignende.
3) Ammunition, som kan anvendes til militære formål.
4) Krudt og sprængstoffer.
5) Komponenter og dele, som er konstrueret til at anvendes i materiel m.v., som nævnt ovenfor, og som ikke finder civil anvendelse.

Dette betyder klokkeklart, at hvis et produkt også har civil anvendelse, så betragtes det i lovens forstand som civilt og kræver derfor ikke godkendelse og kontrol fra Statens Våbenkontrol. Og, ergo, kan man som fredselskende dansker ikke nægte at arbejde i en virksomhed, som producerer civilt militærudstyr. For at kunne nægte, skal virksomheden godkendes som producent af krigsmateriel.

Og militæret har jo også brug for computere, måleudstyr af forskellig slags, for støberimaskiner til granater, for felttelefoner, der skal bygges hangarer, flyvepladser og havne, osv. Et klart minus er det også, at hele entreprenørområdet er udeladt. Der skal jo også bygges i det private - så arbejdsmænd har værsgo bare at tage det tilbudte arbejde på baserne.


DISA

I den senere tid er problemet aktualiseret i en for regeringen yderst pinlig sammenhæng. Danske virksomheder er bragt frem i anklagerne imod Libyen for at forberede produktion af kemiske våben. DISA, der jo er flagskibet blandt dødens købmænd herhjemme, solgte i 1985 et støberianlæg til det "teknologiske center" i Rabta i Libyen, hvor den omstridte fabrik er.

Dette støberianlæg er imidlertid solgt til Gaddafi som fuldgyldigt lovligt og civilt produkt, selv om alle og enhver, som har forstand på de sager, ved at anlægget egner sig glimrende til produktion af granathylstre. Irak havde f.eks. anskaffet sig et anlæg, der spyttede granathylstre ud i nærheden af Bagdad. Nu er det altså Gaddafis tur.

Nu er DISA så midt i skandalen, men beskyttes nænsomst af vor udenrigsminister, som ellers holder brandtaler i FN imod de kemiske våben. Eneste kritik er, at DISA måske skulle have været mere forsigtigt med et land som Libyen. Jeg ville nu have vendt det om og sagt, at regeringen og de kontrollerende instanser skulle have været lidt mere forsigtige med DISA -med denne virksomheds renommé.


BS International

Når det nu var moderne at hæfte sig ved de kemiske våben, fandt man i medierne også pludselig interesse for Århus-firmaet BS International, som har hjulpet den svenske Bofors-koncern med at bygge en våbenfabrik i Iran. Det er godt nok en gammel nyhed - vi havde den allerede i 1985.

Men nu kom det pludselig frem, at den for længst udbombede fabrik også skulle kunne have produceret kemiske våben. Men som så ofte før: nix pille - civil produktion. Den danske interesse for kemisk krigsførelse er endog ikke færdig med dette. Som nævnt i sidste nummer er Brüel & Kjær A/S med på markedet med en giftgas-detektor.

Og siden har computerfirmaet Christian Bruhn A/S udviklet et computerprogram med titlen AC Analyse - A for atomkrig og C for kemisk krig. Programmet skal hjælpe officerer med speciale inden for disse områder at udregne konsekvenserne af sådanne våben brugt imod f.eks. Ringsted. Det understreges dog, at programmet ingen civil anvendelse har, det kan ikke bruges over for udslip fra atomkraftværker. Spekulationen på den ene og anden måde i kemisk krig fortsætter.


Hvad er våben?

Dette lovforslag ramler lige ned midt i en diskussion, som også vi i Aldrig Mere Krig må tage. Da vi har oprettet en database over dansk våbenindustri, er det vigtigt, at vi har en anvendelig definition af vore begreber - eller i alt fald en tydelig inddeling i farlighedsgrad osv. - for at kunne skelne meget slemt fra mindre slemt.

Regeringen har valgt at definere det som krigsmateriel, der kun har militær anvendelse. Uanset hvor dødeligt, så er det altså civilt, hvis det også bruges i det civile liv. Jeg foretrækker at gå den modsatte vej: Alt som på en eller anden måde indgår i de militære våbensystemer, er at betragte som krigsmateriel.

Det er muligt, at det for myndighederne er svært at skelne. For os derimod, skulle der ikke være problemer forbundet ved at gennemskue, hvornår et firmas kontrakter er militære. Når der handles med militæret er der i vores forstand tale om krigsmateriel.

Militæret behøver ikke bare F16-fly, krudt og kugler, kampvogne og krigsskibe. De behøver kaserner, flyvepladser, hangarer, mandskabsvogne, computere, flag, uniformer, kantinemad, cement, hunde, heste og mennesker. Og det må være pacifistisk politik at nægte militæret adgang til alle disse ting.


Den totale krig

Lad os betragte ovenstående som det ideale. Vi skal ikke bare nægte vores arbejdskraft til militæret, både som værnepligtige og producenter. Vi skal også gøre vores til, at andre heller ikke gør det. Derfor skal kampagnen gå på at ændre denne trafik med alt fra kanoner til bagerbrød.

Men uanset hvor ideelt vi vil forholde os, så er vi en del af det militære system. Det økonomiske system er i den grad sammenvævet, at vi uforvarende kommer til at betale vores del af gildet. Vi er alle skyldige! Det er· problematikken, vi reelt må forholde os til. Derfor må vi prioritere vores opgaver. Også de virksomheder, som vi optager i vores register.

DISA må optage en helt anderledes central plads end Blovstrød-bageren, som stort set lever af at sælge brød til Vedbæk-bunkeren. Wright, Thomsen og Kier A/S, som bygger hangarer på flyvestationerne er en større fisk end den lokale fisk, som bygger en ny kantine. Ligeledes må der skelnes, om der bare er tale om en mistanke - at firmaet før har budt eller er blevet indbudt til at byde på militære ordrer, eller om de baserer hovedparten af deres produktion på militæret.


Eksempel: slips

Hvad stiller man op med et lille firma på Bornholm, som sælger for 31 km slips til Hjemmeværnet - og som tydeligvis er stolt af det? Slipsene betyder jo ikke større militær slagkraft. Men på den anden side betyder de ideologisk magt: uniformen er det ydre adelsmærke for soldaten, og et slips hører med til at opretholde den pondus, som uniformen giver den aktive hjemmeværnsmand ude i befolkningen.

Faktisk er dette meget værre end Blovstrødbageren: uniformen er en uundværlig del af det militære ordenssystem, medens selv soldater er mennesker, der gerne vil have wienerbrød en gang i mellem. Selv nede på det kuriøse plan er der altså vigtige forskelle at iagttage. Vi vil derfor prioritere i vores register. Mit forslag vil være ca. dette:

1. Krigsmaterie/ i lovens forstand (krudt og kugler, komponenter)
2. Krigsmateriel i "civil" forstand (computere, måleudstyr, kontrolsystemer, støberianlæg m.m.)
3. Militærets infrastruktur (entreprenør-virksomhed)
4. Ideologisk produktion (militærvidenskab, Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste, uniformer, ordener, krigsmindesmærker, m.m.)
5. Underleverancer (f.eks. cement til flyvestationerne)
6. Kuriositeter slet og ret


Udenlandsk kapital

Måske en skærpende omstændighed kan være udenlandsk kapital anbragt i virksomheden. I gamle dage (dvs. da den gamle lov fra 1937 blev taget alvorligt) var det ulovligt at have udenlandske penge i virksomheder, der producerede krigsmateriel. Med lovforslaget lempes denne bestemmelse, således at hele 40% af kapitalen og 20% af bestyrelsesposterne kan være på udenlandske hænder. Dette er en lovliggørelse af mange virksomheder, der allerede nu er helt eller delvist på udenlandske hænder - bl.a. Alcatel Kirk, Rovsing og Shamban.

Formålet med denne lempelse er at give danske virksomheder bedre konkurrencevilkår i det store "indre marked" for våben, som er en ledetråd i udviklingen af denne fremtidsvision inden for EF. Dansk industri skal tage del i de store europæiske samproduktioner af kampvogne, kampfly, missiler mm. Den gammeldags, konkurrenceforvridende lov skal derfor væk.


Et skridt frem og tre tilbage

Hvad vi forudså med forventning, viser sig nu at være en klar forringelse - sådan i de store linjer. Vel er vi da godt tilfredse med, at rustningsnægtelse for første gang vinder indpas i lovgivningen. Men den er begrænset til statens skøn - der er lemfældigt: Kun de virksomheder, der efter statens begrænsende paragraffer producerer krigsmateriel, kan man nægte at arbejde i.

Men militærnægtere vil f.eks. ikke kunne nægte at tage arbejde ved opførelsen af hangarerne på de jyske flyvestationer - hangarer er jo ikke krigsmateriel. Klar logik! Derfor vil jeg anbefale, at vi er lidt forsigtige med at nedlægge fonden til støtte for rustningsnægtere. Der kan stadig komme rustningsnægtere med behov for støtte - loven har simpelthen for mange huller.