Gensyn med Danmarks mest ustraffede mand!

I 1976 udsendte Aldrig Mere Krig et tusinde efterlysningsplakater med daværende våbenfabrikant Jørgen Høyer på og teksten
"På fri fod - Den mest ustraffede mand i Danmark".
Høyer blev dog aldrig straffet, og mener i dag, at han blev hængt ud helt uretfærdigt. AMKs anklager gik på, at Høyers fabrikker havde leveret bombedele til USAs bombardement af Nordvietnam (Den Demokratiske Republik Vietnam), og landminer til Irans krig med Oman. AMK mente han burde straffes ud fra nitten punkter i straffeloven, fx som "Den, der for vindings skyld volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed straffes med fængsel på indtil 4 år" og for "Handlinger, der kan påføre den danske stat fjendtligheder straffes med fængsel på livstid." Plakaterne blev fordelt landet rundt til aktivister, men også til politikere og politi. Der blev stillet spørgsmål i Folketinget, men myndighederne rejste aldrig en straffesag på denne baggrund.

Alt dette er i tidens løb blevet grundigt behandlet i AMKs blade gennem en lang række artikler, som herunder nu for første gang kommenteres af våbenfabrikant Jørgen Høyer selv. Hans forklaringer viser, at der faktisk var godt hold i anklagerne. Samme tilbageblik viser dog også, at flere af AMKs fremlagte paragraffer ikke var juridisk holdbare - de fungerer kun i en mere folkelig forståelse af forbrydelserne, så politiets afvisning af dem var korrekt. Høyer burde have fundet sig en fornuftigere produktion at vie sit liv til, og politikerne burde have skrevet love, der kunne stoppe ham - men sådan var virkeligheden desværre ikke. Høyer mener at han blot fulgte reglerne, og derfor ikke har gjort noget ulovligt. Højst overraskende erklærer han sig også som krigsmodstander - bortset fra, at krigene altså skal stoppes med våben:

–  Jeg har aldrig gjort noget, jeg kunne straffes for, men prøver at leve som et ordentligt menneske. Krig er forfærdeligt. Mange våben ender i de forkerte hænder, men det skyldes andres sløseri. Jeg er også en stor modstander af krig, men på en anden måde end I er. Man skal have noget at forsvare sig med for at kunne afværge krig. Da jeg var ung hørte jeg Chamberlain i 1938 erklære 'Peace in our time'. Jeg fattede ikke at nogen kunne tro på det, og krigen kom et år senere. Jeg tror på, at en stærk samling af europæiske lande kunne have stoppet Hitler, men de var ikke parate til at gøre det, forklarer Jørgen Høyer.

Jørgen Høyer har en særdeles blakket fortid i våbenbranchen. I 50erne markerede han sig som en kompetent fabrikant af militært isenkram i Søborg, hjulpet i gang med penge fra Marshallhjælpen. I 60erne udvidede han stærkt og flyttede til Nordsjælland. Det skulle imidlertid vise sig, at den daværende virksomhed i Måløv dækkede over mere end industriel dygtighed. Høyer blev nemlig afsløret som eksportør af bombedele til USAs bombardementer af Nordvietnam - i strid med den danske våbenlovgivning, der forbyder eksport til krigsførende lande. Landsretten kendte Høyer skyldig, men han slap for straf på grund af "våbenlovens uklare formulering". I 70erne tjente han gode penge på F16-ordrer, da Danmark anskaffede dette kampfly, og samtidigt benyttede muligheden for at uddele dyrekøbt militær erhvervsstøtte til dansk industri.

–  Jeg havde en ret avanceret fabrik, og kendte folk i Handels- og Forsvarsministeriet. En dag blev jeg ringet op af en lidt spejderfrisk dame, der spurgt om vi kunne bygge flyvemaskiner. Det var da Danmark og Norge købte F16 -fly, og kompensationsaftalen lagde en del af produktionen i Danmark. Hele jetfly, det kan vi ikke, men nok delene til det. Vi byggede flaps til F16, og det blev en helt fantastisk forretning for os, med en kontrakt over ti år. Den ordre gav os halvdelen af vores omsætning i den periode, så vi var godt sikrede og kunne planlægge på langt sigt, fortæller Jørgen Høyer.

Fabrikanten havde overtaget givtige våbenleverancer til Iran allerede i 60erne, da en konkurrerende virksomhed måtte lukke fordi en række regler for ammunitionstransport ikke blev fulgt. To chauffører sad dengang flere måneder i fængsel på grund af den ulovlige transport, men Høyers firma fortsatte eksporten uden at blive stoppet - selv om deres transporter blev mødt af tilsvarende indvendinger. Justitsministeriet erklærede at Iran havde så stabilt et styre, at eksporttilladelsen til våben heller ikke var noget problem. Iran var på dette tidspunkt under det brutale Shah-styre, og havde siden 1971 været i krig med nabolandet Oman. Fire år efter Justitsministeriet erklæring blev det så "stabile styre" i Iran væltet af ayatollah Khomeinis revolutionsgarde.

–  Jeg var i Iran et par gange mens vi solgte til dem. Der var en nærmest middelalderlig fortid, og naturligvis var de som muhamedanere anderledes, men det er jo ikke ensbetydende med, at de gør noget forkert. Jeg har aldrig set noget forfærdeligt eller diktatorisk dernede - og det var heller ikke mit arbejde at opspore den slags, for jeg spurgte altid Justitsministeriet om salget var i orden. De er eksperterne, så deres svar måtte jeg regne med var korrekt. Kong Frederik den IX deltog i Shahens kroning, så Iran var et helt almindeligt land og der var ingen problemer i at handle med dem, mener Jørgen Høyer.

Høyer producerede bl.a. brandrør med indbygget ur, der får granaterne til at sprænge præcist. Jørgen Høyers minesalg blev diskuteret i Folketinget, hvor salget blev angivet som 105.000 Fuze Mines M606 og Firering Devices M57 svarende til omkring 50 tons. Danmarks Statistik registrerede 241 tons bomber solgt til Iran - men en enkelt speditør oplyste, at han alene havde flyttet mindst 700 tons. Der er fortsat mistanke om, at de forskellige tal skyldtes at Jørgen Høyer i virkeligheden smuglede ammunition for sin svenske samarbejdspartner Bofors, der ikke selv kunne få tilladelse til at sælge våben til Iran - og købte Høyers maskinpark efter konkursen.

–  Jeg har aldrig smuglet eller videreforhandlet for Bofors, men vi har handlet sammen i mindre grad. De var meget større og udviklede selv deres produkter, mens vi producerede ud fra amerikanske tegninger. Jeg har både købt og solgt brandrør hos dem. Vi lavede først og fremmest materiel til det danske forsvar, men det giver ikke nok omsætning, så vi måtte også have udenlandske kunder.

I AMKs VåbenArkiv står Høyer noteret for "anti-personelminer til Shahens Iran". Det mener han retteligt skulle være "panserminer til Shahens Iran". Og Høyers fabrik havde ganske rigtigt tilladelse til at producere "Anti Tank Mine Fuze (brandrør) M606" fra 1975 til 1983.

–  Vi byggede minehuse til panserværnsminer for Shahens Iran. Det var trækasser med udstyr ud fra stumper fra USA, som vi samlede i Danmark. Der var ikke sprængstof i endnu, så vi kunne køre dem med lastbiler gennem Europa til Iran. Det vi leverede til Iran skulle sprænge bælterne af kampvogne, men var ikke stærkt nok til at sprænge selve kampvognen. Dette er ikke ment som en undskyldning, men sådan var det. Jeg prøver blot at være ærlig. I skriver at jeg lavede anti-personel miner, og det har jeg aldrig gjort, insisterer Jørgen Høyer.

Men også "Electric Cap M4, Wire M4 and Firing Device (håndgenerator) M57 for M18-mine" var med i fabrikken tilladelser. M18-minen er en såkaldt Claymore-mine, der retningsbestemt udspyr et væld af dødbringende kugler. Den er altså ikke pansermine, men en anti-personelmine. Høyer gav ikke et klart svar på spørgsmålet, men mener måske selv, at han kun leverede stumper til den, eller at en Claymore slet ikke er en anti-personelmine. Den bortforklaring er hørt før, men al verdens militær er uenig med ham i dette.

I 1982 blev våbenfabrikanten fældet, ikke af en domstol eller fredsbevægelsen, men af virksomhedens bank. En mere omtalt sag om bankens skandaleombruste storkunde Flexplan trak Høyers fabrik med ned i en konkurs, som Jørgen Høyer selv anmeldte til politiet uden held. Desværre fik han fabrikken op at stå igen ved "gode venners hjælp". Under navnet "Jørgen Høyer Enterprise in Machining ApS" fortsatte han givtigt våbenproduktionen i flere år med mange millioner i hjælp fra Arbejdsmarkedsnævnet i Frederiksborg Amt, støttet for at skabe arbejdspladser til 50 unge mennesker i rustningsindustrien. LO-gruppen i Arbejdsmarkedsnævnet støttede bevillingerne, omend med svære samvittighedskvaler blandt flere af repræsentanterne, der ellers var erklærede modstandere af våbenproduktion, men lod hensynet til lokale arbejdspladser veje tungest.

"Nu om stunder er arbejdspladser noget, der koster. Men når de betales med den sidste rest af anstændighed og risikoen for død og lemlæstelse i den tredje verden, er de ganske enkelt købt for dyrt. Stop den galskab", opfordrede AMK. Det hjalp fortsat ikke, men eksportkreditrådet smækkede til sidst kassen i for fabrikken. Jørgen Høyer prøvede i stedet at starte helt forfra i Holland, men her var den lokale modstand mod hans produkter imidlertid så stor, at bystyret nægtede ham byggetilladelse - hvad der fik borgerne til at arrangere en takkegudstjeneste!

Jørgen Høyer er nu folkepensionist og bor i et lille husmandssted med syv tønder land juletræer, tæt på hvor hans tidligere våbenfabrik lå.