Fremgang for dødens købmænd

I Lithauen er man nemlig helt opmærksom på, at det koster noget at blive medlem af den anerkendte militærorganisation: derfor skal militæret udvikles og udvides og der skal afsættes flere penge på militærbudgettet.
Når Danmark ønsker NATO udvidet, og når Danmark bl.a. argumenterer med, at Lithauen og andre lande selv ønsker det, bidrager vi naturligvis til de pågældende landes oprustning og militarisering.
 
NATO udvider
Der er ingen som har givet gode grunde til, at den militæralliance, som blev oprettet for at skabe en kollektiv sikkerhedspagt over for, hvad man opfattede som en kommunistisk/sovjetisk trussel, nu skal udvides.
Der er ikke mere nogen kommunistisk/sovjetisk trussel. Men der er f.eks. et NATO-land - Tyrkiet - som anvender NATO-våben og NATO-uddannelse og NATO-organiseringer til at føre krig mod kurderne, afbrænde deres byer og forfølge befolkningerne og i øvrigt se stort på menneskerettighederne, hver gang deres NAT-partnere bebrejder dem noget.
Og der er i øvrigt et andet NATO-land, Gærkenland, som nu øger udgifterne til militæret for at kunne forsvare sig mod - NATO-landet Tyrkiet! Der er således særdeles gode grunde til såvel NATOs fortsatte eksistens og NATOs udvidelse: NATO i samarbejde med våbenindustrien i de lande, som både er medlemmer af NATO og som producerer våben.
Det er nu ganske interessant at se at de lande, som spiller hovedrollen i NATO, også spiller hovedrollen, når det drejer sig om at producere og eksportere våben. I den årlige rapport fra Det internationale Institut for Strategiske Studier (IISS) (refereret i Informatíon 9.10. og 10.10) oplyses det, at USA har kontrollen med over halvdelen af verdensmarkedet, hvad våben angår, nemlig med et årligt våbensalg på omkring 85 milliarder kroner. Herefter følger Storbritannien, Frankrig, (Rusland) og Tyskland (og Kina på sjettepladsen).
NATO-politikerne har stort set kun et argument, når de skal prøve at forsvare udgifterne til militære udvidelser: usikkerheden i verden.
Og den er da til at få øje på:
F.eks. i Tjetjenien, hvor Rusland brutalt nedkæmpede tjetjenernes - i øvrigt også brutale - oprør. Her har NATO haft een stabiliserende funktion: at støtte russerne moralsk i deres fremfærd.
F.eks. i Tyrkiet, hvor tyrkiske NATO-tropper brutalt bekæmper kurderne og deres - ofte også brutale - forsøg på at opnå en eller anden form for mindretalsanerkendelse.
F.eks. på Balkan, hvor en borgerkrig fik lov at udvikle sig uden at NATO greb ind, før det kunne ske uden risiko for tab af NATO-soldater og NATO-materiel og med det resultat, at de etniske udrensninger blev ført til ende og stort set fik det internationale samfunds stiltiende blåstempling.
 
Hvem køber så våben?
Det gør Mellemøsten, og her er Saudi-Arabien den største våbenimportør. Landene i Mellemøsten importerede for knap 13 milliarder dollars i 1995 mod 12 milliarder i 1994. Det er bl.a. de stigende oliepriser, som betyder at de arabiske lande kan investere flere penge i militære våben.
Østasien importerer også mange våben, her takket være først og fremmest store ordrer fra Indien, Taiwan, Sydkorea, Pakistan, Kina, Thailand og Vietnam.
Men NATO-udvidelserne betyder ikke alene øget våbenhandel og indtægter til våbenproducenterne. NATO-udvidelserne er også udtryk for de nye fronter, som trækkes op mod fremtiden. Fronterne mod den muslimske verden eller mod den asiatiske verden.
Her ser vi så det samme billede som under Golf-krigen. Medlemmerne af FNs sikkerhedsråd, som besluttede den militære intervention, havde på forhånd financieret og solgt våben til Iraq og på den måde givet Saddam Hussein mulighed for at opbygge og bruge den hær, som invaderede Kuwait. Nu forsyner NATO fremtidens potentielle fjendelande med de våben, som på et eller andet tidspunkt bliver taget i anvendelse og kommer til at true verdensfreden så alvorligt, at NATO-landene må gribe ind til forsvar for demokratiet og freden.
Mens dette skrives gør en række NATO-lande klar til at yde en militær indsats i Zaire. Angiveligt for at nødhjælpsforsyningerne kan komme frem. Ikke mindst Frankrig har lagt vægt på, at der gøres noget for de sultende og døende i området. På samme tid afsløres det, at bl.a. Frankrig har sørget for at levere våben til området.
Som Jørgen E. Petersen sagde i en orienteringsudsendelse i Danmarks Radio: Hvad med et øjeblik at gemme alle billederne og informationerne om rædslerne i Zaire-området bort og fortælle om de våben, der er strømmet ind i landet, og om de våbenhandlere og de regeringer, som tjener på det og lader det foregå.
 
> Se andre artikler om dansk våbenproduktion.