Danmarks militarisering ensretter forskningen

Dansk forsker forlader sit job i protest, blev presset til at omdanne fredelig teknologi til krigsbrug.

Af Tom Vilmer Paamand - august 2025

Se temaet

pix Al forskning kræver finansiering, og i disse år skifter fokus fra klima til militær. Dette har fået en forsker til at slå alarm – ved at forlade sit job i protest.

Dylan Cawthorne er fra USA, men har forsket og undervist på Syddansk Universitet i 12 år. Nu blev det for meget: ”De enorme investeringer i militære projekter øge presset for at arbejde med dem – selvom det ikke stemmer overens med en forskers værdier eller forskningsinteresser.”

Den danske regering vil gradvist hæve militærbyrden til 5 procent af BNP i de kommende år, herunder til stærkt øgede investeringer i militær forskning på universiteterne. Dette ændrer forskningen drastisk, og kommer oven i at Danmark siden 2023 har haft et Nationalt Forsvarsteknologisk Center – et teknologicenter, der forbinder den akademiske verden og dansk industri med militæret.


I Danmark har forskningen i og brugen af droner ellers mest været til fredelige, civile formål, såsom medicinsk transport, overvågning af tørre marker og inspektion af infrastruktur. Om den øgede militære til- stedeværelse siger Caw-thorne: ”Jeg er dybt bekymret over militariseringen af den danske offentlige og pri- vate sektor. Det minder mig om, hvordan det var at bo i USA, hvor militæret er involveret i alle aspekter af arbejds- og privatlivet. Jeg mener, at det fremmer en kultur præget af vold og aggression. ”

”Dette er en fundamental ændring i, hvordan danske universiteter fungerer – en skift fra forskning og uddannelse i civil teknologi og grøn omstilling, til et fokus på militære anvendelser” siger Cawthorne. ”For mig er dette skridt ikke i overensstemmelse med visionen om et offentligt universitet som et sikkert sted at lære, finde løsninger på nationale og globale udfordringer og gøre verden til et bedre sted. I stedet forvandles vores universiteter til steder, der støtter vold.”

pix Cawthorne forsker i civile droner, men i 2024 blev en tidligere brigadegeneral ansat på SDU til et dansk center for krigsrobotter: ”Jeg tror, at dette kun er begyndelsen på militariseringen” siger Cawthorne. ”Vi blev pålagt at koordinere alle nye projektforslag med den ny centerleder, der arbejder med militær forskning, så disse potentielt kunne bruges til våben.”

”Alt dette skete uden samtykke fra universitetets ansatte eller studerende”, fremhæver Cawthorne. ”I et velfungerende demokrati bør politikere og universitetsledelse inddrage deres medarbejdere, studerende og fagforeninger, inden der foretages så drastiske ændringer som en integration med militæret. Jeg har ikke oplevet den sædvanlige demokratiske proces om dette.”

”Forskningsfrihed har i praksis altid været noget af en myte”, hævder Cawthorne. ”Finansiering sætter i høj grad dagsordenen for vores forskning. Og universiteter drives som virksomheder, hvor ekstern finansiering af forsk-ningen er nødvendig, hvis man vil beholde sit job. Men jeg undrer mig over, hvordan et offentligt universitet kan være åbent og samtidig udvikle hemmelig militær teknologi. Jeg kan ikke se, hvordan det kan hænge sammen.”


Før dette pres for militær finansiering var den grønne omstilling et hovedfokus for danske investeringer: ”Under den grønne omstilling var situationen bedre. Vi blev bedt om at arbejde med noget, som de fleste mennesker kunne støtte – at tackle klimaforandringerne. Men nu er den militære finansiering massiv og uundgåelig. Vi har i praksis ikke forskningsfrihed”, mener Cawthorne.

Militariseringen af den civile infrastruktur sker også i HCA-lufthavnen ved Odense, hvor det danske militær har etableret sig, med planlagt 100 ansatte inden 2026. Det militære dronefirma Thunderstrike Aviation fra USA er ved at opføre 3.000 kvadratmeter store faciliteter her, og flere udenlandske virksomheder kan snart komme med i lufthavnen, da Danmark er det første land, der vil huse ukrainsk militærindustri.

”Jeg hjalp med til at etablere SDU-faciliteter i lufthavnen. På det tidspunkt var vi begejstrede for muligheden for at udvikle og teste droner til uddannelse, sundhed og naturbevaringsformål”, husker Cawthorne. ”Jeg forventer, at disse bestræbelser nu vil blive overskygget – og finansieringen fjernet – på grund af dette fokus på investering i militære droner.”

pix I juni arrangerede Cawthorne en ”Droner for fred”- aktion udenfor lufthavnen, da denne husede en international militær dronemesse. Cawthorne ville vise støtte til ikkevoldelig brug og udvikling af droneteknologi – droner til fred, ikke til krig. Hans modstand fik lokal, national og international medieomtale – herunder BBC.

”Vi afviser militariseringen af vores arbejds- og studiested. Den øgede militarisering og begrænsning af forskningsfriheden er uetisk – den er motiveret af økonomiske interesser og frygt, ikke fred og frihed”, mener Cawthorne. ”Jeg ville ønske, at den danske stat i stedet ville investere aggressivt i grøn omstilling, humanitært arbejde, fredsopbygning, diplomati og deeskalering.”

Siden sin opsigelse har Cawthorne startet sin egen virksomhed som etisk konsulent, foredragsholder og kunstner: ” Vi blev presset til at tage vores fredelige teknologier og omdanne dem til voldelige teknologier. Min opsigelse var ikke en nem beslutning, men i sidste ende følte jeg, at det var min eneste mulighed – for at forblive tro mod mig selv og mine værdier. Jeg opfordrer alle til at overveje, om de ønsker at være en del af denne militarisering – og hvis ikke, må de få organiseret sig og gøre modstand mod den.”


Se også: DylanCawthorne.com


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2025 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >