Krigens købmænd mødtes i Aalborg

I starten af september satte de førende danske og verdens største våbenfirmaer hinanden stævne på Hotel Comwell Hvide Hus i Aalborg. Våbenindustriens og sikkerhedsindustriens lobbyorganisationer, DI – Forsvar og Sikkerhed ( tidligereFAD), og CenSec holdt deres corona-forsinkede årlige konference.

Flere end 300 repræsentanter fra våbenfirmaer som Airbus, BAE Systems, Lockheed Martin, Nexter, Northrop Grumman, SAAB og Thales, samt de danske som Terma og Weibel, og mange andre mødtes med politikere, embedsfolk, diplomater og repræsentanter fra danske universiteter for at netværke og fremvise de seneste våbenteknologiske opfindelser indenfor krigsførelse og overvågning under temaet: Danmarks rolle i et forsvarsmiljø i forandring.

Eufemistisk for: Danmarks muligheder med den stigende oprustning. Eufemisme er ifølge Den Danske Ordbog en forskønnende omskrivning af et ord eller udtryk, der har et ubehageligt indhold, eller som føles nedsættende eller stødende.

En omskrivning for noget, der er uønsket eller tabubelagt. Eufemismer anvendes ofte i omtale af krig, som selv omskrives til "forsvar" eller "aktivistisk udenrigspolitik", "militære operationer", "internationale missioner", "kampagner" osv. På samme måde omtales bombardementer som "levering af bomber", hvor resultater ikke er dræbte mennesker, men "tab", eventuelt "civile tab".

Trine Bramsen (S) holdt åbningstalen on-line: Hun kom behændigt uden om at forholde sig til, hvad Afghanistan betyder – både når det gælder de 44 dræbte og de invaliderede danske soldater, de anslåede over 20 milliarder kroner og selve krigens folkeretslige grundlag. På den baggrund lød det hult, da hun blot gentog mantraet i regeringens nyligt fremlagte strategi om, hvordan den danske våbenindustri skal styrkes. Naturligvis kan man – som regeringen gør i sin nyligt forelagte strategi – tage det pragmatiske synspunkt, at det er vigtigt, at danske virksomheder får deres – og gerne fremover endnu større – andel i de store ordrer, som moderne våbenteknologi og anden militær oprustning samt masseødelæggelsesvåben kaster af sig.

Men man kunne i stedet af en socialdemokratisk regering, der netop bebuder, at dansk udenrigsog sikkerhedspolitik skal baseres på socialdemokratiske værdier, forvente en principiel modstand mod oprustning, masseødelæggelsesvåben og de dermed forbundne drab og ødelæggelser, og at regeringen snarere ville have som målsætning at udfase dansk våbenindustri fremfor at glædes over et Made in Denmark på netop sådanne produkter.

Uanset hvilke neutrale ord våbenindustrien bruger, er resultatet beregnet på at ødelægge byer og slå mennesker ihjel. Den holdning mødte man ikke på våbenmessen, hvor udstillerne snarere understregede, at deres produkter har en dobbeltfunktion og fremhævede den civile og fredelige del.

Men ikke så langt derfra, satte Aalborgs lokale fredsgrupper fokus på, at våbenproduktion og krige i sig selv er en ond, ødelæggende spiral for miljø og klima. Fredsaktivisterne understregede, at den globale militærindustris miljøog klimaaftryk er grotesk og uhyggeligt stort. Miljøødelæggelser truer klodens befolkning gennem øgede konflikter om territorier, vand og andre ressourcer samt krige og deraf følgende flygtningestrømme.

De pegede i stedet på, at en indsats for bæredygtige og klimapolitiske løsninger og for at opfylde FNs verdensmål kan skabe mere sikkerhed end de penge, der – også i Danmark – bruges på fortsat oprustning.

Det synes som, at der skal mere end dialogkaffe til for, at krigens købmænd og de lokale klimaog fredstosser kan mødes. Den socialdemokratiske regerings politik synes at være en tynd kop urte-the i arbejdet for en dansk dialog til fremme af international nedrustning og fred.