Danmark oprustede Irak

Den fælles danske hukommelse er overraskende kort, når det kan blive en tophistorie i medierne, at Danmark var med til at opruste Saddam Hussein.

Dansk eksport til Irak af krigsskibe, avancerede støberianlæg til våben og sågar direkte udstyr til atomforskning er en gammelkendt historie. Dertil kommer mange andre mindre ordrer på specialiseret udstyr, der ikke overraskende endte i den irakiske militærmaskine.

På trods af de sidste mange års nærmest kroniske krigstilstand i Irak, har landet nu en gæld på mange hundrede millioner kroner til Danmark. Vores fabrikker har gladeligt solgt varer af nærmest enhver art til Irak, på trods af at Saddam Hussein altså ikke har betalt regningerne.


Krigsskibe

Den største samlede ordre drejer sig om tre krigsskibe, som Saddam Hussein købte i 1982-83 for en halv milliard i datidens kroner – mens Irak var i krig med Iran. Det hedengangne tidsskrift Press har gravet godt i denne historie.

Skibene blev uden det store besvær sejlet igennem den hullede danske lovgivning, der ellers forbyder sådanne militære salg til det krigsførende Irak. Så de blev kaldt "civile" fragtskibe, der skulle transportere pilgrimme til Mekka.

Skibene havde dog hverken køkken eller andre faciliteter til længere rejser med mange mennesker, men var til gengæld forberedt med særligt forstærkede fundamenter og rum, der snildt kunne bruges til våben og ammunition.

Det var kun Danmark, der kunne se det civile ved skibene. Det anerkendte register "Jane's Fighting Ships" beskrev skibene som troppetransportskibe til den irakiske hær, og det engelske søfartsblad "Lloyd's List" kaldte dem camouflerede krigsskibe. Helsingør Værft havde brug for denne gode ordre af hensyn til beskæftigelse og omsætning, men om skibene nogensinde blev betalt er uklart. Et af dem har ligget beslaglagt i tysk havn siden den første Golf-krig.

Knap ti år senere gentog historien sig. Dagbladet Børsen beskrev i 1991 hvordan Danida havde foræret syv fiskeriinspektionsskibe til Irak, der omgående ombyggede dem til kanonbåde.

I dag må der være muligt både at finde alle disse skibe, og at finde ud af hvad Saddam Hussein reelt ønskede at bruge dem til. Hidtil har hverken regering eller journalister ønsket at grave videre. Og med historiens indbyggede ironi risikerede den danske u-båd under nyeste Irak-krig måske angreb fra fjendens danskbyggede krigsskibe.


Granater

Danske krigsskibe var ikke den eneste hilsen fra vor hjemlige industri, som de danske soldater kunne risikere at møde i Irak. De meget omtalte gennemrustede granater med indhold af kemiske væsker, som danske soldater fandt, kan være produceret med det støberi-anlæg, som den danske fabrik DISA i 1986-87 byggede i Irak.

Lukketheden om dansk våbeneksport gør det svært at dokumentere sådanne historier, som selv Justitsministeriet har svært ved at finde svaret på. Ekstra Bladet gravede i sin tid lidt i historien, der drejer sig om den A.P. Møller-ejede fabrik DISA.

DISA har leveret støberi-anlæg til mange interesserede kunder, da disse anlæg har en kvalitet og et omfang, der gør dem meget velegnede til våbenproduktion. DISAs anlæg kostede omkring 200 millioner i 1987-kroner og tog et års tid for danske teknikere at installere. En god kunde var Libyen, hvor det danske anlæg blev installeret klods op af landets giftgasanlæg.
Irak fik et tilsvarende anlæg stillet op i Bagdad, hvor det blev brugt til produktion af granater. Det er usandsynligt, at de danske teknikere ikke har kunnet se, hvad anlæggene skulle bruges til.

Også her er det uklart hvad anlægget reelt har været brugt til, men DISA vil i dag ikke udelukke, at anlægget blev brugt militært.

Udenrigsministeriet mener, at DISAs regning er blevet betalt. Det danske eksportkreditråd garanterede for mange af millionerne - rådets formand var tilfældigvis tidligere DISA-direktør. I dag står DISA på spring for at tjene penge på genopbygningen af Irak.


Atomforskning

F.L. Smidth byggede i 80erne en gødningsfabrik til Irak for 380 millioner. Ekstra Bladet fortæller, at det færdige anlæg med cyklonforvarmere og roterovne ifølge USA i stedet blev brugt til både giftgas og atomforskning.

USA sønderbombede anlægget under den første Golfkrig, men det blev genopbygget og kunne bombes igen i den nyeste Golfkrig. Og nu rækker F.L. Smidth naturligvis ud efter de givtige ordrer til genopbygningen.

Også danske Niro Atomizer Company føler sig taget ved næsen af Irak. Firmaet troede, at deres produkter skulle bruges til atomforskning i Irak, men udstyret er muligvis blevet anvendt til biologiske våben i stedet - hvad der så er værst er svært at afgøre. Udstyret er beregnet til at lave væsker om til pulver, og to af Niros spraytørre-anlæg blev opstillet i Irak i 1989.

Niro A/S indrømmer at anlæggene er solgt til Irak, og fortæller at de altid opstilles af firmaets egne teknikere. Ifølge Irak er kun det ene anlæg blevet installeret på et atomkraftværk. Det andet blev fundet af våbeninspektørerne i et varehus, omhyggeligt renset for alle spor efter tidligere anvendelse.

Historien blev nyhedsstof igen, da en fejlfyldt CIA-rapport i oktober 2004 fik fejldateret ovenstående salg til 2001.


Officielt dansk samarbejde

Virksomhedernes samarbejde med Saddam Hussein foregik med skiftende danske regeringers fulde opbakning. I 1978 underskrev "Kongeriget Danmarks regering" og "Republikken Iraks regering" en overenskomst om "industrielt, videnskabeligt, økonomisk og teknisk samarbejde".

Overenskomsten skulle blandt andet "fremme det tekniske samarbejde, herunder overførsel af moderne teknologi mellem de to lande. Sådanne foranstaltninger vil blandt andet omfatte uddannelse og udveksling af specialmedarbejdere, tekniske eksperter samt videnskabelige og tekniske oplysninger".

Saddam Hussein var i 1978 Iraks reelle leder og blev året efter præsident. Overenskomsten blev aldrig opsagt, på trods af krige og omvæltninger. Hvad den reelt har udløst af samarbejde og givtige ordrer er fortsat uafklaret.


Våbentransport

Danmark nøjedes ikke med at tjene penge på at sælge våben, men tjente også tykt på at sejle andre landes våben til begge parter under den langvarige krig mellem Iran og Irak.

Som nogen måske husker, blev en del af denne trafik oprullet af Sømændenes Forbund, blandt andet med udløbere til Iran-Contra sagen om USAs hemmelige militærhjælp til Iran.

Store og små rederier kappedes i 80erne om de indbringende ordrer, hvor det ofte tydeligt var angivet på fragtlisterne, at der var tale om eksplosivt militært udstyr.

Der var alt fra granater til militære køretøjer med i skibene fra rederier som Elite Shipping, Gefion, Svendborg Enterprise, J. Poulsen, Ørsleff Eftf. - og listen fortsætter med mange, mange flere navne, for det var lovligt, så kun få sagde nej.

Mange rederier var på folkeaktier, da dette fif kunne holde skatten nede - men almindelige småsparere så sig pludselig beskrevet som våbensmuglere, som det fx skete for det radikale folketingsmedlem Bernhard Baunsgaard.


Danske bidrag til Iraks oprustning

Den anerkendte amerikanske journalist Kenneth R. Timmerman har indgående beskrevet Vestens oprustning af Irak i bogen "Dødens spekulanter" fra 1992. Alle ville være med, og Danmark holdt sig ikke tilbage.

Entreprenørerne Monberg & Thorsen A/S byggede cementfabrikker, og Kampsax A/S militære havneanlæg. Det forlyder dog også, at der i en del tilfælde er givet afslag på dansk eksport til Irak. Specielt i nyere tid er der strammet op omkring de internationale regler om produkter med dobbelt anvendelse - varer med både civile og militære muligheder.

Som tidligere nævnt kender Justitsministeriet officielt intet til ovenstående historier. Ministeriet undskylder sig med, at det vil tage for lang tid at bladre igennem alle disse gamle papirer. Det kan så undre, at vores regering ikke bad om disse oplysninger før krigen mod Irak, til hjælp for både vores egne soldater og vore allieredes.

Skiftende danske regering har fortalt så lidt om den danske våbenproduktion og -eksport, at det er meget svært at finde pålidelig dokumentation om den. Selv om det er sket visse forbedringer, ligger det meste fortsat hen i mørke - åbenbart også for Justitsministeriet.

For at en vågen presse skal kunne stille gode spørgsmål, må der være adgang til kendsgerninger. Denne mulighed er reelt ikke eksisterende omkring dansk våbeneksport. Det undskylder dog ikke, at de nævnte historier ikke for længst er blevet gennemgravet af medierne, og spurgt til bunds af vågne politikere, så kendsgerningerne kan komme frem - på trods af gentagne opfordringer fra blandt andre undertegnede.

Ifølge de officielle statistikker solgte Danmark for milliarder til Irak, hvad der har efterladt os med en gældspost fra Irak, der for ti år siden blev opgjort til 220 millioner kroner, og underligt nok ikke er steget siden. Danmark solgte mere til Irak, end USA gjorde - men i begge tilfælde er vi nede i de små procenter af den totale handel, hvor den daværende Sovjetunion sikrede sig hovedparten af ordrerne. USA har siden kritiseret diverse europæiske lande for deres større salg til Irak og har fikst glemt, at en del af disse salg var fra amerikanske datterselskaber. Og Irak blev så stærkt, at Danmark gik i krig for at få det afrustet igen.

Da Storbritannien forberedte sig på krigen, opdagede deres Forsvarsministerium, at de havde solgt alle deres ørkenuniformer til Irak. Tilsvarende kunne danske soldater være blevet angrebet af både krigsskibe, granater og biologiske våben, som vi selv havde hjulpet fjenden med at få.

---

Denne tekst blev løbende opdateret og fik tilføjet nye links, efterhånden som historien udviklede sig. Det startede med at jeg påpegede, at de fundne granater med kemisk væske - fundet af danske soldater - teoretisk set kunne være produceret af Irak med dansk hjælp.

Mine øvrige eksempler på dansk oprustning af Irak er nu ved at blive udfoldet af medierne, og gennem en byge af spørgsmål i Folketinget.

Resultatet er foreløbigt, at Justitsministeriet er vendt på en tallerken - før havde de ikke ressourcer til at gennemgå oplysningerne, nu er de i fuld gang med det, på ordre fra statsministeren:
 
18. december 2003 - Justitsministeriet vil intet undersøge: Justitsministeriet har af ressourcemæssige årsager ikke fundet det muligt at foretage en sådan manuel gennemgang.
 
14. januar 2004 - Justitsministeriet vil undersøge det hele: Vi er nu ved at gennemgå alle de eksporttilladelser, vi har givet til Irak før 1994, for at se, hvad det præcis er, vi har givet tilladelse til.

---

• Informations første artikel 13/1-2004, som de omhyggeligt har planket fra min artikel.
  
• Informations artikel 14/1-2004: Statsministeren vil undersøge dansk oprustning af Irak.
• Informations artikel 15/1-2004: DISA bekræfter mindre leverancer til Irak..
• Informations artikel 16/1-2004: Udenrigsministeriet mener, at alle ovenstående handler er betalt - men der skyldes 220 millioner kroner for andre handler. Beløbet er beregnet uden renter og blev talt sammen i 1992. Danmark vil eftergive gælden til Irak..
• Danmark solgte stav med uran til Irak..

Spørgsmål om sagen i Folketinget - og regeringens intetsigende svar: S750   S751   S916   S1581   S1582   S1583   S1584   S1600   S1601   S1606   S1607   S1608   S1609   S1610   S1622   S1623   S1747   S1748   S1749   S1750   S2302   S2303   S2304   S2305   S2306   S2307   S2308   S2309   S2310   S2311   S2312