Forslag om fælles EU-militær

En af de kommende dage vil medlemmerne af EUs forfatningskonvent modtage et forslag fra den tyske og franske udenrigsminister om etablering af et fælles våbenagentur, et fælles våbenmarked og et fælles militær.
Når de to lande er enige, er det svært for andre at stritte imod. Det er således nu, ved præsentationen af forslaget, vi må sige fra, hvis vi ikke ønsker EU udbygget til en militær supermagt.
Det nye forsvarssamarbejde skal ifølge forslaget fra Joschka Fischer og Dominique de Villepin gennemføres som et såkaldt "forstærket samarbejde". Det er kun en måned siden, de irske vælgere blev forsikret om, at Nice-traktaten ikke kunne bruges til forstærket samarbejde omkring militære spørgsmål.
Den ændring kan nu gennemføres i december 2003, hvor konventets udkast til forfatning ventes vedtaget. Der er allerede nedsat en arbejdsgruppe om forsvaret under ledelse af den franske kommissær, Michel Barnier.
Det fransk-tyske forslag kan vente positiv modtagelse hos det store flertal i det håndplukkede konvent. Danskerne har stemt nej til militært samarbejde i EU og fået en undtagelse.
Vi skal således ikke sende soldater og isenkram til det fælles militær, men det er en ringe trøst - for vi bliver medlem af en militær supermagt, hvor et flertal af landene handler militært på alles vegne.
Er det klogt at etablere et fælles militær, som kan gå i militær aktion og handle frit, uden FN-mandat? Hvem vil garantere, at EU statens militær ikke anvendes på samme måde, som alle andre supermagter har anvendt deres militær?
Vil konventsformand Giscards d'Estaings "Forenede Europa" også få sit Vietnam eller Afghanistan? Hvor mange europæiske soldater skal miste livet, før et militært engagement bringes til ophør?

Dansk undtagelse kan ikke ses
Hvem i Vietnam ville have hæftet sig ved, hvis den amerikanske stat Alaska havde besluttet, at de ikke sendte soldater til krigen? Vil det blive skrevet på missilerne og kampvognene og soldaterne, at Danmark har en militær undtagelse, så vi ikke deltager i EUs krig i Congo, eller hvor den nu måtte dukke op?
Eller vil Unionen bare føre sig frem under det blå-gule banner med forfatningens indbyggede loyalitetsforpligtelse for de EU-lande, som ikke selv sender soldater?
Spørgsmålene kan forekomme frække i dag, men det er de spørgsmål, som historien stiller. Overlegent militær bliver brugt til fremme af egne interesser. Det lyder ikke smukt, men svarer til den indtil nu observerede virkelighed.
Et fælles marked for våben giver også et fælles marked for bestikkelse. Dødens købmænd er dygtige til at varetage deres interesser. Lige nu planlægges en stor europæisk forsvars-kongres i Bonn.
Snart vil penge til militær være at finde på Unionens budget, og de der stemmer for flest penge, tilbydes mest i partitilskud og bestikkelse. Sådan er det jo, men det behøver ikke være sådan.
Vores militær kunne også omstilles til at være til rådighed for FN til fredsskabelse med mandat fra hele verden. Vores militær kan fortsætte i NATO, som er en forsvars-alliance, som kun kan handle i enighed og er indrettet på fælles forsvar mod angreb.
NATO er ikke et supermagts-militær, som det USA har selv, eller som Frankrig og Tyskland nu foreslår for EU. At give en supermagt et militær er ikke klogt, men farligt.
Det kloge er at sige fra nu, så Tyskland og Frankrig høfligt, men bestemt, får at vide, at de må lave deres fælles militær uden anvendelse af de fælles institutioner.

Jens-Peter Bonde er medlem af EU-Parlamentet for JuniBevægelsen.