Lydighed er en dårlig vane

... Mennesket er et dyr ligesom alle de andre dyr, men et dyr, som har været gennem en særlig udvikling. ... Jeg springer en lang historie over og vælger mit tredje årstal til for 300 år siden, hvor der sker noget vigtigt netop med beklædningen. I begyndelsen af 1700-tallet udvikles den særlige beklædning, som kaldes uniform. Uniform vil sige én og samme form. En beklædning, der gennem de sidste 300 år har vist sine afskyelige muligheder. Vist har der også været krige, mange krige, længere tilbage i historien. Men uniformen gør det hele meget lettere.
 
En uniform er – eller opleves af bæreren som – ansvarsfritagende. Iklædt en sådan mundering er det tilladt at slå andre mennesker ihjel, helst nogen som også har uniform på, bare med et andet snit og en anden kulør. Uniformen er det synlige udtryk for at man har overgivet ansvaret for sine handlinger til et andet menneske, en såkaldt overordnet. Man handler efter ordre, og det kan være fristende, når det drejer sig om noget, der trods alt er så problematisk som at dræbe medmennesker. Denne udslettelse af det personlige ansvar bliver skåret ud i pap, når de uniformerede også skal bevæge sig ens, i takt, hilse på særlige måder o.s.v. Ordet er hjernevask.
 
Man lystrer. Lydighed er en dårlig vane. Den vænner dig fra at tage ansvaret for dit eget liv og dine egne gerninger. Hvor henter den, der befaler, sin ret til at befale på denne måde? Højere oppe fra. Jeg husker endnu de tyske soldaters bæltespænder under besættelsen for snart mange år siden. Der stod "Gott mit uns". Det kan jo ikke være meget finere. Men mindre kan også gøre det, for i grunden handler det om påskud. I stedet for Gott mit uns kan man f.eks. sige kampen mod terror, det er lige så godt. Lysten til at volde skade ligger i os, jf. vores kannibalske fortid. Den finder uhyggeligt let sine påskud. Det vi kalder kultur, og som vi er glade for, søger at holde vore morderiske tilbøjeligheder på plads. Eller gør den? Jeg synes, der er lidt vaklen i geledderne.
 
Der går ikke en aften, uden at vi kan forlyste os med at overvære, hvordan nogen slår nogen andre ihjel på fjernsynet. Det straffes de ganske vist for af rettens håndhævere, i hvert fald hvis de ikke har uniform på, men helt appelsinfri er den underholdning dog vel ikke. En kulturform, der falder kulturen i ryggen.
 
Jeg er bange for, at lysten til at slå ihjel ligger i menneskets historie. Men i samme omfang har vi afskyen for at gøre det. Vreden over at det sker. Foragten for myrderiernes iscenesættere. Stoltheden over at trodse den dybe dumhed, der er tale om. Den krig, Danmark i dag deltager i, er ejendommelig på den måde, at vore modstandere ikke bærer uniform. Det behøver de øjensynlig ikke.
 
Andetsteds i verden har Danmark såkaldte fredsbevarende tropper. I Afghanistan er vi af politiske grunde, ikke af humanitære. Vi er der som NATO-medlemmer, men NATO er en forsvarspagt, og det er ude i hampen at sige, at vi dér forsvarer noget andet end Amerikas strategiske interesser. Vi er der i strid med folkeretten, idet vore soldater blander sig i en suveræn stats indre anliggender.
 
Afghanistan er et samfund af stammer med en svag centralregering og med en gammel tradition for at fordrive fremmede. Englænderne betalte blodigt for forsøget på at få magten. Russerne oplevede det samme, selv om de havde tre gange så mange tropper i landet, som NATO nu har. NATO gør klogt i at tage ved lære og lade afghanerne selv om, hvad der skal ske i deres eget land.
 
Tilbage til stedet her. I dag er det ikke militærnægterne, der er det store problem. Det er derimod de frivillige. Dem er der øjensynlig nok af. Så er det dér vi må sætte ind. Det er op imod vinden. Men det har det altså været i de sidste 800.000 år. ...