Civil ulydighed er kun til nødværge

Den ikkevoldelige civile ulydigheds historie er lang og glorværdig. Gennem ikkevoldelig civil ulydighed er der opnået en række betydelige sejre, som - for kortere eller længere tid - har gjort verden til et bedre sted at leve i, end den ellers ville have været: Kapp-kuppets sammenbrud i Tyskland 1922; Indiens uafhængighed; racelighed i USA: diktaturets sammenbrud i Polen, Østtyskland og Tjekkoslovakiet (i andre lande var det "revolution fra oven"); Pugo-kuppets sammenbrud i Sovjetunionen; Apartheids afskaffelse.
Fælles for de nævnte anvendelser af ikkevoldelig civil ulydighed er, at anvendelse af almindelige demokratiske virkemidler slet ikke var mulig. Enten var modstanderen en diktaturstat og/eller en besættelsesmagt, eller også var "demokratiet" kun for en privilegeret race.
I et demokratisk samfund er det imidlertid en af de nødvendige spilleregler, at man må finde sig i at leve med alle beslutninger, som de demokratiske organer har truffet, selv om man er lodret imod dem.
Undtagelsesvis kan der dog forekomme tilfælde, hvor demokratiet bliver misbrugt til at indføre love m.v., som er diskriminerende overfor en befolkningsgruppe. Et eksempel herpå er anlægget af et kraftværk, i Nordnorge, hvorved samebefolkningens eksistensgrundlag blev alvorligt truet. I sådanne tilfælde står hensynet til en menneskerettighed overfor hensynet til en anden, og anvendelse af ikkevoldelig civil ulydighed er berettiget.
Anlægget af en motorvej mellem Århus og Herning er - udfra en trafikpolitisk og miljømæssig betragtning - rent ud sagt noget skidt! Men så vidt jeg kan se, er forudsætningerne for, at ikkevoldelig civil ulydighed bliver "legitim efter naturretten", ikke til stede i dette (og lignende) tilfælde. Vejen blev vedtaget af Folketinget, og det var bare ærgerligt. Men vi må selvfølgelig fortsætte med at bruge de demokratiske virkemidler, så godt vi formår, for at forpurre yderligere vandaliserende vejanlæg.
Såvel Jyder Mod Overflødige Motorvejes trætop-aktion som bulldozer-blokaden var klart et brud på de demokratiske spilleregler. Derimod kan jeg ikke blive forarget over den kunstneriske udsmykning af broerne ved Hammerum.
Sidstnævnte var en ret uskyldig form for demonstration, og i modsætning til de to andre aktioner gav den modparten mulighed for at afstå fra konfrontation. At myndighederne så alligevel valgte at forfølge "kunstnerne" med bål og brand, må betragtes som et groft eksempel på politisk forfølgelse.