Ulydighed støtter demokratiet

"Kimen til urolighed ligger i Civil Ulydighed" har chefpolitiinspektør Kai Vittrup fra Københavns Politi tidligere udtalt til en avis.
Også mange demonstranter og aktivister sætter Civil Ulydighed op som modsætningen til fredelige demonstrationer uden vold. Men at gøre Civil Ulydighed synonymt med uvarslede optøjer er en misforståelse af begrebet.
Når uret blive ret bliver modstand til pligt, hed det engang. Når borgerne føler, at alle demokratiske muligheder er udtømt, er der det sidste demokratiske halmstrå, der hedder Civil Ulydighed.
Civil Ulydighed er en nødvendig del af demokratiet. Demokrati er per definition flertallets ret. Det efterlader naturligt et mindretal, der ikke er helt så fornøjede med resultatet. Her er det så vigtigt, at der er plads til at markere denne utilfredshed.
Civil Ulydighed er en måde at protestere på, hvor borgere markerer deres modstand ved i fuld offentlighed at overtræde love, de er uenige i. Men det ligger også indbygget i begrebet Civil Ulydighed, at aktionerne skal ske uden brug af vold.
Denne metode er derfor en klar modsætning til de udemokratiske halmstrå, hvor frustrationen i stedet slår ud i vold. Muligheden for at bruge Civil Ulydighed kan også ses som en nødvendig sikkerhedsventil, der gør en fortsat demokratisk og åben protest mulig, selv når de mere formelle beslutningsprocesser har erklæret sagen for afgjort.
 
Offentlig Ulydighed
I viften af muligheder her står Civil Ulydighed som et af de mere radikale. Det er så absolut ikke den første mulighed. Civil Ulydighed skal først bruges, når alle de mere normale muligheder - fra henvendelser til politikerne over protestmøder til mere almindelige demonstrationer - alle har vist sig nytteløse. Det er en sikkerhedsventil, der hjælper til, at de overkørte ikke griber til værre midler
Hvis vi graver lidt i historien, så er Civil Ulydighed et dårligt oversat udtryk, der stammer fra en bog af Henry Thoreau fra 1849. Thoreau var amerikaner og protesterede mod slaveri og den amerikansk-mexicanske krig. Han markerede sin modstand ved at nægte at betale skat - og myndighederne reagerede ved at smide ham i fængsel. Thoreaus bog kom på dansk til at hedde "Civil lydighedsnægtelse".
Formuleringen Civil Ulydighed er blevet den mest almindelige betegnelse, men betydningen ville have været mere indlysende på dansk med oversættelsen "Offentlig Ulydighed". Offentlig Ulydighed er nemlig det grundlæggende i begrebet. I fuld offentlighed - med åben pande og under eget navn og adresse - viser en borger sin protest ved at nægte at adlyde en uretfærdig beslutning.
Gandhis indsats for at løsrive Indien fra det britiske kolonistyre er nok det bedst kendte tilfælde af Civil Ulydighed. Et eksempel er Saltmarchen, hvor Gandhi symbolsk brød det britiske monopol på salt ved sammen med tusindvis af tilhængere at gå ud til havet og udvinde en lille klump salt.
Briterne besvarede ofte Gandhis provokationer med en massiv militær indsats, hvad der resulterede i mange blodige massakrer. Gandhis kamp var ikkevoldelig, men mod et meget voldeligt styre - men de mange døde fra den ikkevoldelig kamp var dog langt færre end en decideret uafhængighedskrig ville have kostet.
 
Fredelige sammenbrud
Det andet store eksempel er kampen for borgerrettigheder i USA, med Martin Luther King i spidsen. Hvor Gandhi måtte bryde uretfærdige love, gik Martin Luther Kings kamp i høj grad ud på at få respekteret de love om lighed, der faktisk var.
Gandhi startede sin karriere som advokat i Sydafrika, hvor han var med til at grundlægge African National Congress - ANC. ANC er kendt for meget voldelige metoder, men også for Nelson Mandelas livslange og mere fredelige modstand mod apartheid, hvor kronen på værket er Forsoningsdomstolen - det imponerende opgør med landets voldelige fortid baseret på tilgivelse.
Østblokkens overvejende fredelige sammenbrud er i vid udstrækning sket ved Civil Ulydighed, hvor folket gennem ulovlige massedemonstrationer viste sin modstand.
Også i Danmark har Civil Ulydighed haft stor betydning for de rettigheder, som vi i dag opfatter som vigtige og naturlige elementer i et demokrati. Religionsfrihed, ligeret og militærnægtelse er alle vundet ved brug af Civil Ulydighed.
Også arbejderbevægelsen var specielt i sine tidlige år stærkt præget af Civil Ulydighed i kampen for retten til at organisere sig og strejke. 8 timers arbejdsdagen blev blandt andet gennemført ved Civil Ulydighed, hvor arbejdere simpelthen gik hjem efter 8 timer.
Danmark kan fremvise et stolt eksempel fra 2. Verdenskrig, kendt som Folkestrejken. De tyske soldater kendte alt til forsvar mod militære angreb - men var totalt uforberedte på et folk, der i fællesskab pludselig nægtede at adlyde.
Så ideerne om Civil Ulydighed, ikkevoldelig modstand og fredelig konfliktløsning er i brug mange steder. Vi hører bare ikke så meget om det.
 
Begrebsforvirring
Jeg er altså dybt uenig i den misbrug af begrebet Civil Ulydighed, som både politi og demonstranter har gang i for tiden. Det er meget vigtigt, at begrebet Civil Ulydighed ikke bliver så udvandet et begreb, at det bruges i flæng om hvad som helst. Det er desværre ved at ske.
Jeg kan nævne et andet smukt ord - anarki. Anarki betegner oprindeligt et ligeværdigt samfund uden ledere, men bruges nu synonymt med kaos. Civil Ulydighed er også et smukt begreb, som vores samfund har brug for - så lad os passe på det.
I sin rette form er Civil Ulydighed et meget stærkt våben. Der er selvfølgelig mange andre diskussioner omkring begrebet Civil Ulydighed. Først og fremmest om hvornår, det skal tages i anvendelse.
Nogen mener, at Civil Ulydighed først skal trækkes frem i så ekstreme situationer, som for eksempel hvis vores land bliver besat. Selv mener jeg, at det kan bruges med omtanke - også i mindre pressede situationer, hvor demokratiet trædes under fode.
For at blive lidt mere konkret. Når den kollektive trafik endnu engang bliver dyrere, så er det ikke Civil Ulydighed bare at køre sort i bussen. Det bliver det først, når aktionen sker i fuld offentlighed.
Kvindebevægelsen lavede en gang aktioner mod at de havde færre penge end mændene. Kvinderne aktionerede i store grupper og med pressen indkaldt ved at ville betale tilsvarende mindre for at køre i bus. Det var et eksempel på Civil Ulydighed.
 
Stor personlig risiko
Den svenske gruppe "Ung Venstre" er Civilt Ulydige i protest mod terrorlovgivningen. De har tidligere støttet socialt og humanitært arbejde til palæstinensere på Vestbredden. Det har de gjort igen nu, men med den nye lovgivning om terror risikerer de 6 års fængsel for at sende nogle få tusinde kroner i humanitær hjælp.
Svenskerne gør det for at vise det forkerte i, at denne lovgivning er gennemført uden demokratisk og åben debat. Ved at bryde loven håber de på, at tvinge regeringen ud i en åben debat om terrorlovene. Men de risikerer fængsel for deres overbevisning.
Det er ofte forbundet med en stor personlig risiko at deltage i Civil Ulydighed. Der er risikoen for at komme i konflikt med politiet. For politiet er det blot deres arbejde. Men de anholdte risikerer at føle hvor alvorligt systemet tager på Ulydighed. En dømt aktivist står med en plettet straffe-attest. Og mange arbejdsgivere er ikke glade for at ansætte tidligere straffede, uanset grunden.
En plettet straffe-attest er også et stort tabu for mange mennesker i deres dagligdag. En ting er at arbejde politisk. Men at blive dømt for det vækker sjældent begejstring blandt familie, børn og venner. Det rammer også mange personligt hårdt, når samfundet pludselig kalder dem for kriminelle. De fleste vil ikke risikere at ryge i fængsel, så det begrænser i sig selv brugen af Civil Ulydighed.
Og selv uden en formel straf, har det mange andre konsekvenser at stå frem og vise sine holdninger offentligt. Mange arbejdsgivere bliver ikke glade for at se deres ansatte i medierne.
Og så er der desværre altid de sædvanlige glatnakker, der reagerer med anonyme opringninger og breve med dødstrusler. Det behøver man ikke være hverken fremmedfjendsk politiker eller talsmand for et mindretal for at opleve.
Personligt tager jeg dem slet ikke alvorligt. Truslerne ryger direkte i papirkurven. Når nogen kan reagere så voldsomt og modbydeligt, så tror jeg på, at jeg har fat i noget væsentligt. Så jeg opfatter dem som en opmuntring til at fortsætte arbejdet!
 
Forsigtige danskere
Tiderne har ændret sig meget efter 11. september 2001. Alle magthavere har brugt det som en undskyldning til at indskrænke borgernes demokratiske muligheder.
Den kollektive angst og utryghed har også gjort sit til at tage modet fra folk i en tid, hvor der er mere brug for aktivt modspil, end nogensinde før. Det betyder blot, at aktionerne må planlægges endnu mere omhyggeligt.
Der var i forvejen i Danmark langt mellem Civilt Ulydige aktioner - og for den sags skyld også kun ret få, der deltager i almindelige demonstrationer.
Svenskerne har flere aktive grupper, der f.eks. aktivt nedruster kampfly og derefter går i fængsel for deres overbevisning. Herhjemme er kun Ulla Røder kendt for lignende handlinger, og hun aktionerer i Storbritannien.
Jeg har tidligere stoppet atomraketter i Belgien ved at kaste mig ud foran en konvoj, der kom tromlende forbi med skudklare missiler på gigantiske transportvogne. Senest har jeg bogstaveligt talt sat mig i vejen for en motorvej. I 131 dage sad vi konstant i toppen af et træ, der hvor Århus-Herning motorvejen skulle bygges.
Jeg har lavet en hel del andet, og er også røget i fængsel for det. Jeg ville godt have lavet meget mere, men der skal jo også være tid til at leve - og tid til at tjene penge og at leve et stort set almindeligt liv.
Jeg havde også meget gerne personligt afrustet et par F-16 fly, før de blev sendt af sted til Afghanistan - og overvejer fortsat den rette måde at gøre det på. Nu hvor Danmark er i krig, er der naturligvis større risiko ved at snige sig ind på en militærbase for at aktionere, end der var før.
 
Ingen hætter
Civil Ulydighed kræver god planlægning. Vi øver på forhånd, hvordan vi skal forholde os, hvis politiet kommer. Vi stresser hinanden for at se hvordan vi reagerer i pressede situationer. I rollespillene er der tit placeret en voldsom provokatør, så vi kan lære at berolige eventuelle urostiftere.
Og politiet bliver selvfølgelig inviteret med, selv om jeg ikke har oplevet, at de har gidet komme. Modsvarende har jeg oplevet politibetjente, der tydeligvis burde have lært en del mere om konfliktløsning, før de blev udsat for virkeligheden.
Jeg går meget ind for en åben dialog og udveksling af erfaringer. Når rollespillet bliver virkelighed er det ærgerligt, at enkelte politibetjente ikke kender deres plads, men i stedet søger at afstraffe aktivister gennem en unødvendig brutal anholdelse.
Jeg aktionerer altid åbent, og jeg nægter af princip at demonstrere sammen med de hætteklædte. At skjule sig på den måde er en barnlig gang legen politi og røvere, der helt tager fokus fra formålet med aktionen.
Jeg kender en del af de hætteklædte og når jeg hører dem komme med tåbelige fantasier om voldelige aktioner får de altid at vide, at hvis jeg virkelig troede, at de mente det, ville jeg omgående melde dem til politiet.
Og det mener jeg alvorligt. Der har ikke været anledning til det endnu, men hvis sådan nogle idioter har angrebet et medmenneske, hjælper jeg gerne politiet med opklaringen. Lige så vel som jeg til hver en tid ville vidne mod politiet, hvis det var dem der uretmæssigt havde angrebet andre.
 
Frihed til spontanitet
Initiativet "Stop Volden" er et spændende forsøg på at skabe en dialog mellem alle parter i efterårets demonstrationer. Jeg er enig med politiet i at fordømme de hooligans, der benytter demonstrationer som en tynd undskyldning for at lave gang i gaden.
Men politiet burde gøre mere for at sikre, at deres egne politifolk ikke er med til at hidse demonstranterne - og sig selv - op til tåbelige slåskampe.
Nogle gange virker de altså som to sortklædte rocker-grupper, der ikke kan leve uden hinanden som fjendebilleder og som med lige stor begejstring ser frem til at mødes til en slags ridder-turneringer i gaderne.
Op til topmøderne har politiet oprustet med kampvogne og rustninger helt ud i det absurde. Mens det har været mest op til demonstranterne at prøve at appellere til besindighed. Men så er der nogle rødder, der godt nok deltager i Initiativet "Stop Volden", men som ikke vil varsle deres aktioner på forhånd.
Det er politiet naturligvis kede af, for demonstrationer skal åbenbart helst være lige så koordinerede og arrangerede, som en "spontan" støtte-demonstration for Saddam Hussein på Sejrspladsen i Irak.
Nu burde friheden i Danmark være en anelse større, hvor Grundloven trods alt garanterer vores forsamlingsfrihed. Selv om politiet synes at mene, at den lokale politivedtægt altid står over Grundloven.
Jeg påskønner alle forsøg på at sikre fredelige demonstrationer, men det skal ikke udnyttes af politiet til at bremse den Civile Ulydighed. Og hvis jeg finder det passende med lidt Civil Ulydighed, så vil den ikke nødvendigvis være varslet på forhånd. Jeg kan til gengæld også garantere, at den vil ske fredeligt, og uden maskering.

Tom Vilmer Paamand er mangeårig aktivist i bevægelser som "Aldrig Mere Krig" og "Jyder Mod Overflødige Motorveje".
 
Oplægget blev holdt ved et debatmøde i Århus om "Civil Ulydighed - under EU-formandskabet" den 2. oktober 2002 arrangeret af Attac.