Kan man forhandle med Hitler?

Forfatteren Nicholson Baker hævder, at flere forhandlinger med Hitler kunne have reddet jødiske liv. Tidsskriftet "The Jewish Week" har en kommentar af redaktør Eric Herschthal, som bringes her forkortet:

Et kontroversielt essay i maj nummeret af Harper's har udløst en livlig debat blandt historikere. Baker brugte stumper af argumenter mange historikere kan være enig i: såsom at de allierede magter stort set intet gjorde for direkte at redde jøder, og måske endda gjorde situationen værre ved at lukke grænserne for flygtninge. Men så går Baker videre og hævder, at pacifister - nogle af dem fremtrædende rabbinere - fremsatte det bedste alternativ for at redde jøder, nemlig at bruge dem som forhandlingsobjekt. "Under krigen var kernen i pacifisternes indsats at redde jøder," har Baker fortalt Jewish Week i et interview. "Det er bekymrende at se, at deres argumenter ignoreres, uden ordentligt at blive undersøgt."

Baker blev bedt om at skrive essayet som reaktion på de til tider barske anmeldelser af hans nonfiction bog, "Human Smoke" fra 2008, der foreslog at USA og Storbritannien var delansvarlige for Anden Verdenskrig. Han ønskede også at imødegå den aktuelle støtte især fra liberale til humanitære interventioner - påskuddet for præsident Obamas bombning af Libyen, og en idé, der ofte påberåber sig Holocaust som grundlag. "Hvad jeg gjorde i denne bog, var at tage os op til kanten af klippen og stoppe der", sagde Baker. "Human Smoke" arrangerede udvalgte notater og nyheder frem til Amerikas indtræden i krigen i 1941, dagen efter angreb på Pearl Harbor, og det hele tydede på, at en fredelig løsning havde været mulig.

Baker fremhæver pacifister som Abraham Kaufman, en jøde fra War Resisters League, der under krigen lobbyede for at amerikanske embedsmænd skulle forhandle med Hitler. Han foreslog at tilbyde våbenhvile i bytte for jødiske flygtninge. Den jødiske Peace Fellowship, en pacifistisk organisation ledet af prominente amerikanske rabbinere som Abraham Cronbach og Arthur Lelyveld, havde lignende forslag. Baker hævder, at "pacifisternes logik langt fra var naiv" og "de var ikke urealistiske", skriver han, "de var psykologisk kloge realister". "Hitler havde brugt jøder som gidsler før, da han frigav tusindvis af tyske jødiske fanger tilbageholdt under Krystalnatten i bytte for en stor løsesum fra det jødiske samfund".

Nazisterne selv viste vilje til at eksportere jøder, snarere end at dræbe dem. Der var for eksempel organisationen Kindertransporten (RCM), ofte organiseret af pacifister, der hjalp med at redde 10.000 jødiske børn ud af tyske områder. War Resister's International forhandlede frigivelsen af jødiske og andre politiske fanger fra Dachau og Buchenwald. På baggrund af disse fortilfælde, spørger Baker, hvorfor ikke de allierede i det mindste forsøgte på at forhandle med Hitler for at redde jøder? "Vi skulle have forsøgt", skriver han. "Hvis en plan for våbenhvile mislykkedes, så er den bare mislykkedes. Kampen kunne altid være genoptaget"

Timothy Snyder, en førende historiker af Holocaust på Yale, indrømmer dog pacifisterne en i det mindste teoretisk pointe: "Uden krig kunne intet som Holocaust være sket". Meget af den seneste Holocaust-forskning understreger, at den endelige løsning - planen om at myrde jøder en gros - først blev udklækket længe efter at krigen var begyndt. David Engel, en Holocaust-historiker ved New York University, mener at vel var det korrekt at den fulde plan om at myrde alle jøder først udviklede sig langt inde i krigen - så sent som Wannsee-konferencen den 8. december 1941. Men at dette alligevel var tre dage før Tyskland kom i krig med USA. Med andre ord, selv hvis USA havde holdt sig ude af krigen, ville jøderne være blevet dræbt i massevis alligevel.

Robert Shapiro, en Holocaust-historiker på Brooklyn College, betvivler Bakers forklaring om at den endelige løsning blev udklækket midt Tysklands voksende følelse af nederlag. Tværtimod, siger Shapiro, da massedrabene begyndte for alvor i midten af 1941, var Tyskland stadig optimistisk. "Dødslejre og massehenrettelser begyndte før tyskerne følte, at de var ved at tabe". Med hensyn til om de allierede ledere Roosevelt og Churchill kunne have argumenteret for krig tidligere for at stoppe forfølgelsen af jøder og andre uskyldige, mener Shapiro som andre historikere, at kun få ville have accepteret dette. Indtil Pearl Harbor blev angrebet, var flertallet af amerikanerne isolationistiske, og mange var antisemitter.

Mange er dog enige i, at de allierede gjorde meget lidt for at redde jøder under krigen. "Roosevelt kunne bestemt have gjort mere for at redde jøder", siger James Glass, en Holocaust historiker ved University of Maryland i College Park. "Selv en bombning af Auschwitz ville have reddet liv", sagde han. Glass mener også, at det i årevis blev forsøgt at forhandle med Hitler. Ikke alene brød Hitler ikke-angrebspagten med Stalin, men også aftalerne med Storbritanniens premierminister Neville Chamberlain, der gentagne gange forsøgte at finde løsninger gennem diplomati frem for krig. Chamberlain forestillede sig at den aftale, han havde forhandlede med Hitler over Sudeterlandet i 1938, ville afværge krig helt: "Fred i vor tid!".

Tanken om, at Hitler var villig til at bruge ofrene som sikkerhed, er også vildledende, mener flere historikere. For eksempel opgav Hitler deportationen af nogle tyske jøder efter de berømte "Rosenstrasse protester" i Berlin i 1943, hvor kristne ægtefæller til over et tusinde jødiske mænd protesterede. Historikere hævder, at deres løsladelse blot var for at afværge en PR katastrofe, og var kun var muligt, fordi jøderne var mænd med høj status. Og mens nogle nazistiske embedsmænd, herunder Heinrich Himmler, sent i krigen forsøgte at bruge jøder som bytteobjekt mod yderligere allieret aggression, hvilede dette på ideen om, at krigen var en mulighed.

Men pacifister afviser helt krig som en mulighed, så argumentet holder ikke. Baker har svaret, at man både kan og skal forhandle med en person, selv om denne er grundlæggende utroværdig: "Du tager fat i dine venner, men du forhandler med dine fjender". Og at han naturligvis vidste, at Chamberlain havde prøvet at forhandle, men så ham som en dårlig diplomat, der kun ønskede at købe tid, i stedet for virkelig at afværge krig. Bakers grundlæggende overbevisning forbliver den samme: "I betragtning af den massive død, som Anden Verdenskrig forårsagede - anslået 60 millioner dræbt i alt - er du er nødt til at spørge om krigen var en frygtelig fiasko".


Oversat og forkortet af Tom Paamand fra Eric Herschthals indlæg i The Jewish Week".
 
Se også Nicholson Baker essay, som dette er et svar på.