Undersøg dem!

Se temaet

Det er med bestyrtelse at jeg i Berlingske Tidende d. 12/4 læser, at den nye socialdemokratiske formand for Folketingets retsudvalg, Lissa Mathiasen allerede før PET-rapporten blev offentliggjort, altså med bind for øjnene, kunne gå ind for at hindre en uvildig undersøgelse af Politiets Efterretningsvæsens virksomhed.
At det skete på et møde som Frank Jensen havde indkaldt regeringspartiernes retspolitiske ordførere til, for at få lagt låg på sagen, skærper blot indtrykket af justitsministerens følgagtighed overfor mørkets magter.
Med desto større glæde har jeg så til gengæld bemærket den principfasthed og udholdenhed, som regeringspartiet Radikales retspolitiske ordfører Elisabeth Arnold har lagt for dagen i sit arbejde for at komme tilbunds i hvad PET går og laver og har lavet.
Ikke mindst som nødvendig baggrund for at skaffe en acceptabel fremtidig arbejdsbeskrivelse og demokratisk kontrol af både Politiets-, Forsvarets- og Hjemmeværnets efterretningstjenester, således at befolkningen, og især os der er engageret i fredsarbejde i videste forstand, kan føle os sikre overfor urimelig mistænkeliggørelse og overvågning under udøvelse af vores demokratiske rettigheder.
Den fredsbevægelse i Danmark, som PET fandt så farlig, at den skulle overvåges, var del af en bred europæisk modstand imod det accellererende atomvåbenkaprustningsvanvid.
Men tværtimod bør hver og en som deltog i denne fredsbevægelsen på tværs af blokkene have sin del af æren for, at det i fællesskab lykkedes at forhindre jordens udslettelse. For afgørende i kampen imod våbenfabrikanternes og militærets atomoprustningsinteresser, som før eller senere måtte gå galt, var etablering af en dialog mellem almindelige mennesker på tværs af blokkene.
Der igennem krakelerede nemlig efterhånden de gængse frygtindgydende fjendebilleder af hinanden, som befolkningerne på hver sin side af jerntæppet var blevet påduttet af snævre militærindustrielle interesser i samspil med de respektive politiske magteliter.
Og med krakelerende fjendebilleder ville politikerne ikke længere kunne skræmme skatteyderne til at betale de stadigt flere kaprustningsmilliarder, og der måtte blive flere militærnægtere.
Afspændingen startede nedefra. Dialogen viste, at den fælles frygt for atomkrig krævede, at blokkene fik ledelser, der ville anskue sikkerhed, som et mål der måtte realiseres i fællesskab med "fjenden" gennem opbygning af en positiv fredstilstand uden brug af fysisk eller strukturel vold.
Men dette kræver altså til stadighed brug af alle demokratiske midler for at dæmme op for våbenindustriens, militærets, PETs og FETs nykonstruktioner af fjendebilleder.
I fredsbevægelsen kunne man som ikke-kommunist (SFer) nok opleve visse kommunister som stride at forhandle med, men det var jo netop nødvendigt for at få nedbrudt de gensidige fjendebilleder og finde frem til de fælles interesser.
Det var denne demokratiske proces ude i flækkerne der flyttede medansvaret for freden ud til den enkelte borger, som PET åbenbart anså som farlig for Danmarks sikkerhed. Mon ikke PET og FET med deres ukontrollerede og ulovlige efterretningsvirksomhed har skadet danskernes demokrati og sikkerhed mere end de har gavnet?
Men undersøgelse og kontrol med PET og FET har ikke blot interesse for de fredsbevægelser og partier, som har fået chikaneret og mistænkeliggjort deres aktiviteter. (Er man blevet registreret?)
Tværtimod må det være i alle menneskers interesse, at ingen mennesker afskrækkes fra politisk arbejde af frygt for at blive registreret og chikaneret under udøvelse af deres demokratiske ret.
Ja, for almindelige menneskers fredelige politiske arbejde for de værdier de tror på og for de mennesker de føler sig solidariske med, er vel forudsætningen for at holde vores demokratiske samfund livsdueligt?