Danmark har meget lidt terror nu
Terror er ikke længere dagligdag i Danmark, som dengang sidst i 70erne hvor der sprang bomber hver eneste måned.
Af Tom Vilmer Paamand - 2012
Listen over bomber eller tilsvarende angreb på dansk grund de seneste årtier er overraskende lang, men der er blevet færre nu, og såkaldt islamistisk terrorisme fylder ikke meget på den.De hårdest ramte år var fra 1977-79, hvor der var 16 bombeangreb i København. Dette var ikke tomme trusler, men virkelighed og hverdag, hvor bomberne sprang regelmæssigt og voldsomt ude blandt folk. Under denne tekst er en kort oversigt over, hvad de fleste og enhver journalist lader til at have glemt.
Uanset den store mængde data om angreb, er fænomenet svært at lave rimelig statistik over, da bomber er så usædvanlig en begivenhed. Et tydeligt mønster er dog, at antallet af "islamistiske" terrorangreb er ubetydeligt, mens sammensvorne fra regionalt betingede konflikter dominerer det meste. Naturligvis er der masser af idioter, også blandt befolkningsgrupper med islam som baggrund - men dette mønster af minimal islamisk begrundet terror i Europols statistikker har været uforandret, lige siden deres optælling af terror og ekstremistisk kriminalitet startede.
| Islamist terrorists carried out three attacks on EU territory. Separatist groups were responsible for 160 attacks. Interpol 2010 |
Som hovedregel skyldes bomberne utilfredshed med behandlingen af mindretal, gerne i en fjern fortid. I Danmark har den mest gennemgående og alvorlige trussel været (kristne) armeniere, der angreb tyrkiske interesser i protest mod udslettelsen af den armenske stat tilbage under Det Osmanniske Imperium.
|
Opdatering 2015: "Nu er terroren kommet til Danmark", lød det i foråret. En galning skød mod et debatmøde og en synagoge i København, hvor flere blev såret og to dræbt. Målene viste, at angrebet var religiøst motiveret - og mange danskere med nervøse holdninger til muslimer synes, at nu var mistanken begrundet.
Men angrebet i Danmark skriver sig ind i en overraskende kort statistik, sammen med det grusomme angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo i Frankrig.
For selv om disse skræmmende angreb kan virke altdominerende, skyldes dette mest at medierne yderst sjældent beretter om alle de andre terrorangreb - som ikke er religiøse. Sidste år var der faktisk 199 terrorangreb i EU. De fleste fandt ikke vej til de danske medier, og heller ikke alle de 152 terrorangreb forrige år, eller de 219 i 2012 - men det gjorde de 12 fra disse tre år, som var religiøst motiverede. De færreste terrorangreb er altså "islamistiske", og har heller ikke andre religiøse grunde bag sig, skriver Europol. I stedet står der (kristne) separatister bag langt de fleste angreb i EU, motiveret i opgør omkring de indre grænser. Bedst kendt er konflikterne i Nordirland, men der er regionale stridigheder med voldelige grupperinger en del andre steder, mest i Frankrig, Italien og Spanien. Tallene er fra Europols nyeste statistik over udført terror, som dog også viser at det for terrorplanlægning ser helt modsat ud. Her dømmes ret få separatister, mens uforholdsmæssigt flere islamister sættes i fængsel, og arrestationerne er nærmest fordoblet det sidste år - men altså uden en tilsvarende øgning i angreb. Heldigvis sker dødsfald ved terrorangreb meget sjældent i EU, hvor det er langt farligere at krydse trafikken på nærmeste hovedvej. Sidste år døde fire personer i EU ved samtlige terrorangreb. |
I 2010 var der tre islamiske angreb i EU - ud af et par hundrede
Kun yderst sjældent står islamister bag terroristangreb, selvom mediernes dækning tegner det helt modsatte billede. For 2010 konkluderer Interpol, at "Islamist terrorists carried out three attacks on EU territory. Separatist groups, on the other hand, were responsible for 160 attacks, while left-wing and anarchist groups were responsible for 45 attacks".
Langt de fleste ofre for terror bor langs interne grænser i vesteuropæiske lande, hvor terroren så kaldes separatisme. Ofte er det her fx katolikker mod protestanter, uden at konflikterne defineres som religiøse, da sociale forhold ses at veje tungere.
Meget afhænger af definitionerne, og Europol baserer sig grundlæggende på lokal landestatistik, og er dermed helt afhængig af, hvad pågældende lokale politimyndighed putter i spørgeskemaet. I den mere tunge ende valgte det engelske politi ikke at kalde det terror, da to galninge knivdræbte en soldat. Dette eksempel diskuteres fint og ret udtømmende i Europols rapport fra det år.
Al lokal dansk statistik viser klart, at terrorisme ikke er et stigende problem herhjemme. Tidligere, og ikke mindst i perioder af 70erne og 80erne, var terror et reelt problem i Danmark, hvor der stort set hver eneste måned sprang bomber rundt om i landet, og folk blev dræbt.
For få til andet end vold
Også dengang var hovedparten af terroristerne separatister, der udkæmpede deres lokale konflikter mod herboende magthavere, men mest ramte underordnede og tilfældigt - diplomater og folk i rejsebureauer i København var de største ofre. Andre af grupperne var separatister fra Mellemøstens borgerkrige. Nogle af dem kaldte sig for kommunister, men hverken i valget af mål eller kampform, er der sket den store udvikling. *
Heller ikke den gang modtog terrorgrupper stor opbakning fra officiel side. Historien har siden vist en vis og meget hemmelig støtte fra begge sider af Jerntæppet, men det var ikke noget stater ønskede at prale med. Både Øst og Vest oplevede, at galninge i smågrupper ikke er nemme at styre - og resultaterne var måske nok ønskede, men så meget grimme ud i aviserne.
Nu om dage er programpunktet om Verdensrevolution skiftet til noget med et tilsvarende Kalifat. Begge dele er lige uopnåelige, men realistiske mål har aldrig tiltalt fantaster. Den gang svulmede reolerne med skræmmende eller lokkende fortællinger, om at Kommunismen var lige om hjørnet. Selv modstandernes bøger og analyser tog de isolerede smågrupper alvorligt i en cirkelsluttende tiltro til, at Enden Var Nær.
Også her er parallellerne indlysende, for også de danske kommunister var et mindretal, og indbyrdes for splittede til at formå ret meget. Aktuelt i dagens Danmark er kun 5 procent mere eller mindre troende muslimer, og så indbyrdes dybt uenige, at de på ingen måde kan samles om et fælles politisk projekt.
Bombemænd fra Gladsaxe og omegn
I 1979 var det særligt en velkonstrueret bombe i et S-tog, der skabte stor uro. Den blev efterfulgt af flere, og sagen bag havde intet at gøre med hverken religion eller politik, men to italienske brødre, der var sure over en tabt sag om forældremyndighed. En af deres bomber raserede en bypark i Odense, og den sidste dræbte den ene bror. *
I 1979-1981 sprænger diverse fraktioner af Armeniens Hemmelige Hær bomber mod tyrkiske kontorer i København, hvor to bliver sårede, og en tyrkisk diplomat skudt ned, men overlever hårdt skadet. Størst personskade gav bomber mod et israelsk og et amerikanske luftfartsselskab i 1985, hvor omkring 25 personer blev kvæstet og en dræbt. En masse andre blev såret ved bomber mod synagogen i Bredgade og en fabrik for koshermad. De skyldige her var nogle ideologisk forvirrede palæstinensere. *
De to eneste reelle tilfælde af årelang bombeterror mod tilfældige i Danmark blev begået af hvide med et erklæret kommunisthad. En forvirret knægt i Gladsaxe udsendte i 1977-1978 sine forvirrede manifester om Leve Fascismen, og fik en person kvæstet, mens han selv og en anden fik varige skader. En af de desarmerede bomber var anbragt i Lyngby Storcenter, og var tilføjet en gasflaske. Det var kun tilfældet og dårligt håndværks skyld, at hans bomber ikke gjorde større skade. Hans sidste bombe var rettet mod Danmarks Kommunistiske Parti, men sendte Bombemanden selv på hospitalet. *
Hans efterfølger fra 1986-87 gik i øvrigt ligesom prinserne på Krebs' Skole og Øster Borgerdyds Gymnasium. Sidstnævnte "højreorienterede terrorister" rettede ligesom Breivik specifikt angreb mod børn. De anbragte begge hjemmebyggede landminer på legepladser, og disse angreb spredte i månedsvis utryghed i Danmark. Nogle bomber var rettet mod venstreorienterede og Sovjets ambassade, men de fleste var lurebomber mod tilfældige, fx i telefonbokse. I en specielt brutal bombe var krudtet suppleret med stålhagl, og anbragt ved en kendt politisk aktivist mod apartheid, men blev opdaget i tide. Denne bombemand var medlem af Konservativ Ungdom, men tydeligvis mest blot en sindsforvirret knægt. *
De teoretiske begrundelser for hvem disse bomber var rettet imod bør ikke tillægges den store vægt. Bombemanden fra Gladsaxe skrev "Leve fascismen", men viste sig at være mest interesseret i at lege med krudt og den store opmærksomhed, som hans bomber fik. Efter sin fængselsdom levede han et normalt liv som kemingeniør med kone og børn.
I 1979 var det særligt en velkonstrueret bombe i et S-tog, der skabte stor uro. Den blev efterfulgt af flere, og sagen bag havde intet at gøre med hverken religion eller politik, men to italienske brødre, der var sure over en tabt sag om forældremyndighed. En af deres bomber raserede en bypark i Odense, og den sidste dræbte den ene bror. *
I 1979-1981 sprænger diverse fraktioner af Armeniens Hemmelige Hær bomber mod tyrkiske kontorer i København, hvor to bliver sårede, og en tyrkisk diplomat skudt ned, men overlever hårdt skadet. Størst personskade gav bomber mod et israelsk og et amerikanske luftfartsselskab i 1985, hvor omkring 25 personer blev kvæstet og en dræbt. En masse andre blev såret ved bomber mod synagogen i Bredgade og en fabrik for koshermad. De skyldige her var nogle ideologisk forvirrede palæstinensere. *
De to eneste reelle tilfælde af årelang bombeterror mod tilfældige i Danmark blev begået af hvide med et erklæret kommunisthad. En forvirret knægt i Gladsaxe udsendte i 1977-1978 sine forvirrede manifester om Leve Fascismen, og fik en person kvæstet, mens han selv og en anden fik varige skader. En af de desarmerede bomber var anbragt i Lyngby Storcenter, og var tilføjet en gasflaske. Det var kun tilfældet og dårligt håndværks skyld, at hans bomber ikke gjorde større skade. Hans sidste bombe var rettet mod Danmarks Kommunistiske Parti, men sendte Bombemanden selv på hospitalet. *
Hans efterfølger fra 1986-87 gik i øvrigt ligesom prinserne på Krebs' Skole og Øster Borgerdyds Gymnasium. Sidstnævnte "højreorienterede terrorister" rettede ligesom Breivik specifikt angreb mod børn. De anbragte begge hjemmebyggede landminer på legepladser, og disse angreb spredte i månedsvis utryghed i Danmark. Nogle bomber var rettet mod venstreorienterede og Sovjets ambassade, men de fleste var lurebomber mod tilfældige, fx i telefonbokse. I en specielt brutal bombe var krudtet suppleret med stålhagl, og anbragt ved en kendt politisk aktivist mod apartheid, men blev opdaget i tide. Denne bombemand var medlem af Konservativ Ungdom, men tydeligvis mest blot en sindsforvirret knægt. *
De teoretiske begrundelser for hvem disse bomber var rettet imod bør ikke tillægges den store vægt. Bombemanden fra Gladsaxe skrev "Leve fascismen", men viste sig at være mest interesseret i at lege med krudt og den store opmærksomhed, som hans bomber fik. Efter sin fængselsdom levede han et normalt liv som kemingeniør med kone og børn.
Fodnote- og kildeliste
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først
bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay:
©pdateret
2014
- WebHamster@FRED.dk:
Tom Vilmer Paamand